Anders fortalte åbent om psykisk sygdom på sociale medier: ”Bør være lige så ufarligt som at snakke om et brækket ben”

Det er godt for Anders Jacobsens mentale helbred at gå. Gå langt. Det fandt han ud af, da han efter at være blevet sagt op på et job for nogle år siden gik 350 kilometer af lange spanske vandrerute, Caminoen.

”Hvis jeg ikke får rørt mig, kan jeg hurtigt falde ned i et sort hul,” konstaterer han.

Og sorte huller kender Anders Jacobsen til – for han er for nylig kommet ud af et. Et hul så dybt, at han ikke længere havde lyst til at leve.

Det er dog svært at forestille sig, da jeg går ham i møde foran Planetariet i København, hvor jeg har sat ham stævne til en walk and talk rundt om Søerne.

Han ser sund ud: smiler bredt, fremstår glad og energisk.

Men Anders Jacobsen anno 2022 er en diametral modsætning til den mand, der en aften sidste år fik selvmordstanker.

”Jeg havde fået nok, og jeg kunne slet ikke se nogen idé i livet længere,” fortæller Anders Jacobsen, der lagde det, som han kalder sit ”mentale sammenbrud,” ud på Instagram.

Det opslag blev måske hans redning.

”Jeg begyndte at have mindre overskud, huskede dårligere og jeg var generelt rigtig, rigtig træt”, husker Anders Jacobsen, da vi går langs Sankt Jørgens Sø.

”Efter job var jeg totalt smadret, og jeg sov ofte 12 timer eller mere om natten. Samtidig begyndte jeg at drikke for meget, fik ikke trænet, fik dårlig samvittighed og begyndte at gruble over stort og småt,” fortæller han.

På arbejdet ændrede hans adfærd sig også.

”Langsomt blev jeg mere og mere ligeglad med ting, jeg lukkede mig ind i mig selv og mistede lysten til at snakke med mine kolleger. Generelt begyndte jeg at blive meget irritabel og kunne ofte overreagere. Min lunte var så kort, at jeg kunne eksplodere over selv de mindste ting.”

Var der ikke nogen af dine kolleger på jobbet, der spurgte, om du var OK?

”Der var ingen der sagde noget, og det, tror jeg, var, fordi det var skræmmende for folk, at jeg reagerede på den måde, som jeg gjorde. Og for at være helt ærlig, så tror jeg heller ikke, at jeg ville have lyttet, hvis nogen havde sagt noget. Så ville jeg havde taget det som et personligt angreb.”

Men hvorfor fik Anders Jacobsen, der ellers var en velfungerende, succesfuld og livsglad mand på 33 år, det pludseligt dårligt?

”Jeg tror, at det var en akkumulering af mange ting,” siger han.

Dels havde Anders Jacobsen seks år tidligere fået konstateret mild stress, som kom i forbindelse med, at hans mor blev syg med kræft. Hun gik bort et par år senere.

”Det fyldte meget indeni mig. Og i samme periode blev jeg blev fyret fra mit daværende job og grublede over, hvad det var, der var skyld i det. Generelt overtænkte jeg ting og følte mig måske ikke god nok,” siger han.

”Mit glas var langsomt blevet fyldt op, og det resulterede i en destruktiv adfærd. Jeg begyndte blandt andet at gå for meget i byen. Og med tømmermænd kom jeg ikke afsted til træning eller fik rørt mig. Og så fik jeg det dårligt over det, og det blev bare værre, når jeg kiggede mig i spejlet.”

Men selvom overskuddet og glæden svandt, arbejdede Anders Jacobsen ufortrødent igennem.

”Jeg fokuserede kun på mit job, mine kunder og mine KPI’er, i stedet for at mærke mig selv, og hvordan jeg havde det. Og til sidst gav min krop – mit sind i hvert fald – bare op. Jeg kunne ikke længere holde de negative følelser nede.”

En aften i oktober 2021 blev det for meget Anders Jacobsen.

”Det hele blev bare blev for meget for mig i sådan en grad, at jeg ikke havde lyst til at leve,” fortæller han.

Han lavede derfor et opslag på Instagram, hvor han skrev, at han havde det forfærdeligt, og at han ”ikke gad mere.” Opslaget nåede bredt ud, og både hans familie, venner og hans chef så det.

”For mig var det det første skridt i forhold til at få taget hul på bylden og komme ud med alt det, der havde hobet sig op. For jeg har gået med det helt selv, og der var ingen, der vidste det mindste om, at jeg havde det dårligt,” siger Anders Jacobsen og tilføjer:

”Udadtil har det jo altid set pissegodt ud. Anders har et godt job, det kører for ham, han får solgt en masse – kunderne er glade, og han har en dejlig familie. Men indeni havde jeg det ad helvede til.”

Selvom han gjorde mange mennesker bekymrede, så hjalp det ham at dele sin livslede på det sociale medie.

”Ved bare at åbne op om mine problemer – selvom det var på en meget dramatisk måde – så fik jeg det faktisk bedre.”

Efter opråbet på sociale medier gik Anders Jacobsen til lægen og fortalte om sine tanker og følelser.

Lægens dom var klar. Anders havde en svær depression og PTSD-tendenser (Post Traumatisk Stress Syndrom, red).

Hvordan var det at få at vide, at du rent faktisk havde en psykisk sygdom?

“Det var på sin vis rart. Pludselig havde noget konkret at forholde mig til. Med mental sygdom kan man jo ikke se, at der er noget galt oppe i hovedet, så ved at få konstateret, hvad det var, kunne jeg bedre forstå det.”

”Så havde jeg noget at arbejde med i stedet for ikke at vide, hvad jeg kæmpede med, og hvad jeg skulle gøre ved det,” tilføjer han.  

Efter lægens udredning valgte Anders Jacobsen at blive deltids-sygemeldt. Efter aftale med sin chef kunne han dog ordne alt sit arbejde hjemmefra.

Han havde samtaler med en psykolog, men stoppede forløbet, da han ikke følte, det hjalp. Samtidig bestemte Anders Jacobsen sig for, at han heller ikke ville tage medicin mod sin depression.

Der var andre metoder til at få det bedre, han ville afsøge først.

Anders Jacobsen havde i årevis været en superbruger på sociale medier. Og inspireret af en af de populære fysiske challenges, der florerer på blandt andet Instagram, kreerede han sin egen hjemmestrikkede ”100 days-challenge”; hans bud på en vej til at få det bedre.

Udover at træne fysisk seks gange om ugen, spise sundt og drikke meget vand, indebar Anders’ 100 dages udfordring også, at han fik otte timers daglig søvn, læste, dyrkede yoga, og at han ikke måtte drikke alkohol.

”Det var vigtigt, at det var udfordrende, men også overkommeligt. En udfordring skal være hård, men den skal også være realistisk. Især når det er noget, som man skal gøre hver dag i 100 dage. Hvis jeg satte det alt for hårdt, så ville jeg jo brænde sammen – for jeg havde jo ikke særlig meget kapacitet,” siger Anders Jacobsen og tilføjer:

”I starten var bare det at købe ind en stor udfordring. Selv det at skrive en indkøbsliste og stå i kø med andre mennesker, kunne jeg slet ikke overskue. Jeg lå jo bare derhjemme under dynen.”

Udover at klare de daglige udfordringer fandt Anders Jacobsen også et andet mål. Han ville benytte situationen til at statuere et positivt eksempel ved at tale åbent om sin depression.

Undervejs i udfordrings-forløbet postede han derfor løbende opdateringer om sine challenge-fremskridt, og hvordan han havde det mentalt, på Instagram. Og det affødte stor, positiv respons.

”I starten gjorde jeg det først og fremmest for at have noget at give mig til i stedet for at sidde og gruble. Men alle de beskeder, jeg fik, motiverede mig til at blive ved med at dele min rejse mod at blive rask”.

En del af beskederne kom fra venner og bekendte, der heppede med fra sidelinjen. Men de beskeder, der betød allermest for Anders Jacobsen, kom fra folk, han ikke kendte.

”Jeg blev i særdeleshed motiveret af beskeder, jeg fik fra folk, der selv kæmper med psykisk sygdom – eller har kæmpet med det tidligere,” siger han og tilføjer:

“Det var også en øjenåbner, hvor mange derude på min alder – også yngre – som døjer med mentale udfordringer som stress, angst eller depression. Også mange som man aldrig havde regnet med, det kunne ske for. For man snakker aldrig om det.”

Hvad betød det for dig at få tilbagemeldinger fra andre i samme båd? 

”Det var så fedt. Også. fordi jeg dermed kunne fokusere på noget andet, end at jeg selv havde det dårligt. Og det betød meget at få at vide, at jeg var helt okay, og at jeg følte, jeg kunne være med til at inspirere og hjælpe andre til selv at få det bedre.”

I løbet af de hundrede dage fik han det støt bedre. Udover træningen fik han også gået en masse lange ture – meget længere end rundt om Søerne i København.

For Anders Jacobsen er vant til at gå. Og gå langt. Det vidner to fuldførte solo-Caminoer om. Og han har længe vidst, at det har en helende kraft for ham at bevæge sig lange distancer til fods.

”Når jeg har været nede og vandre i Spanien, tror jeg, det har været et ubevidst forsøg på at finde ud af, om jeg faktisk kan få det bedre af at gå. Og jeg har 100 procent sikkert fået det bedre af at gå Caminoen.”

Når du er så bevidst om, hvad der er godt for dig, og du rent faktisk har dyrket det. Hvordan kunne det så alligevel gå så skævt?

”Det er jo ikke, fordi man tager til Spanien og går Caminoen, og så kommer man hjem og er kureret for al sin bagage. Når jeg kommer tilbage til hverdagen, kommer jeg tilbage til telefon og mail, til KPI’er, Excel-ark og deadlines. Så kører det bare videre, som det plejer, og så glemmer jeg at lytte til mig selv.”

Da han havde gennemført sin ”100 days-challenge” vendte han tilbage på kontoret hos Represented by Bloggers Delight. Aftalen med chefen var dog, at han skulle nøjes ned at arbejde deltid og kunne gå hjem, hvis han fik det dårligt.

”Jeg synes, at det var fedt, at min nærmeste leder var med på at prøve det her setup af. For der er jo ingen idé i at blive på kontoret, hvis det hele sortner, og man er ved at begynde at græde.”

Anders Jacobsen fejrede sin tilbagevenden til jobbet med et opslag på LinkedIn, hvor fortalte om hele forløbet, 100-dages udfordringen – og takkede sine kolleger for at have været med til at gøre processen lettere.

Se opslaget nedenfor:

Efter at han er kommet tilbage til hverdagen, er Anders Jacobsen grundlæggende blevet meget mere opmærksom på, hvordan han kan arbejde uden at blive slidt ned.

”Det tager meget af min energi, at skulle være sammen med folk hele tiden. Så jeg nyder at arbejder hjemme to dage om ugen. Og hvis jeg har brug for det, så kan jeg gøre det mere. Og det, kan jeg bare mærke, er en rigtig fin ordning for mig. Det giver mig et helt andet overskud, når jeg så er der fysisk,” siger han.

Hvad tænker du om din arbejdsplads håndtering af hele den her situation? 

“De har gjort det 10 gange nemmere for mig at komme oven på igen, at de på intet tidspunkt har udfordret mig på, hvordan jeg havde det eller har sat spørgsmålstegn ved, at vi prøvede at særligt setup til mig.” 

Hvorfor synes du, at det er vigtigt at få mental sygdom på dagsordenen – også i forhold til arbejdslivet?

”Lige så vel som man snakker med en kollega, der har været igennem et langt og voldsomt kræftforløb, så bør man også snakke om det, hvis man har det svært mentalt,” siger Anders Jacobsen og tilføjer:

”Uanset, om det er fysisk eller psykisk, så er vi hele mennesker, og det bør være lige så ufarligt at snakke om mental sygdom som influenza eller et brækket ben. I mine øjne skal vi tale om alle slags udfordringer og få tilpasset arbejdspladserne til at have mere fokus på den mentale trivsel og medarbejdernes mentale helbred.” 

Efter at have gået rundt om tre søer, er vi tilbage foran Tycho Brache Planetariet, der kun ligger et stenkast fra hans arbejdsplads. Derfor går han også tit samme runde om Søerne i sin frokostpause.

I dag arbejder Anders Jacobsen igen på fuld tid. Men han sørger for at holde flere af sine nye gode vaner ved lige.

”Det er essentielt for mit mentale helbred, at jeg får bevæget mig fysisk.”

Hans prioriteter i dag er også meget anderledes end før.

”Tidligere der var jeg meget hooked på at få en fed seniortitel og en høj løn. Men nu er det meget mere afgørende for mig, at der for eksempel er mulighed for, at man kan arbejde hjemme et par dage om ugen. så hvis jeg for eksempel skulle skifte job, ville jeg ikke have noget imod at gå ned i løn, hvis andre fordele der højner min trivsel imødekommes.”

Inden vi går hver sin vej, har jeg et sidste spørgsmål til Anders Jacobsen: Hvad er hans bedste råd til andre, der har det svært?

“For mig hjalp det at stoppe op. Det handler om ikke bare at hoppe bevidstløst op på transportbåndet og køre videre derudaf. Så du for en stund ikke skal deltage i det ræs, der skal gøre alle andre glade.”

Efter et øjebliks stilhed tilføjer han:

”Det er meget ligesom at gå Caminoen. Bare tage ét skridt af gangen.”