Hvor kommer de gode idéer fra?
Det undersøger mediet Markedsføring i serien “Min inspiration”, hvor vi spørger udvalgte kreative brancheprofiler om de mennesker, oplevelser og vaner, der inspirerer deres arbejde.
Anders Kure er senior art director og designer hos Nord Cph og har tidligere arbejdet hos Robert/Boisen.
Han er uddannet i Kreativ Kommunikation på DMJX og er en af kræfterne bag “Chillboards” for Coors Light, der vandt løver og kom på Titanium-shortlisten til Cannes Lions for få år siden..
Hvor finder du oftest inspiration?
“Typisk er det ikke noget, jeg tænker så aktivt over. Det kan være et citat fra en film, en overraskende farvekombination på en museumsudstilling, arkitektur med et anderledes formsprog eller en koncert med vilde visuals. Og når man så får en kreativ brief, er der noget synapse-show i hjernen, der går i gang uden ens fulde kontrol.”
“Min gode ven siger altid: ‘Don’t let the old man in.’ Forstået på den måde, at det er vigtigt at bevare den der ungdommelige sult efter at opdage nye ting.”
Hvornår får du dine bedste idéer?
“Når jeg arbejder sammen med folk, jeg kan lide, og stemningen er så afslappet, at alle siger præcis, hvad de tænker. Så ryger der en masse random ting op på væggen, og guldet er imellem. Først divergere, så konvergere.”
“Eller om natten, når jeg burde sove. Så er der helt ro på, og hjernen har det fedt over, hvor få forstyrrelser der er. Så er der pludselig noget, der står meget klart.”
Kampagner, der bliver hængende
Hvilken kampagne ville du ønske, du selv havde lavet?
“Der er rigtig mange – hele tiden. Jeg bliver meget betaget af kampagner, hvor man bliver ægte rørt, eller hvor craftet er helt sublimt.”
“Jeg slipper nok aldrig af med klumpen i halsen over CALM/ITV’s The Last Photo. Og jeg var blæst bagover håndværksmæssigt, første gang jeg så Bodyforms Periodsomnia.”
“Oppe på den store klinge lavede Johnnie Walker Human, som stadig kan give mig chills. En stærk indsigt, der kun er blevet mere relevant i vores AI-tider.”
Hvem inspirerer dig mest – i eller uden for branchen?
“Fotografen Ryan McGinley har et personligt udtryk, jeg altid vender tilbage til. Han startede med at skyde sine venner råt og autentisk. Og han har altid bevaret sådan en euforisk stemning i hans billeder med en snert af melankoli, som jeg rigtig godt kan lide.”
“Og så basically alt, hvad det franske instruktørkollektiv MEGAFORCE laver. De formår at fastholde legen i deres ellers meget ambitiøse produktioner. Der er altid noget overraskende og løssluppent over deres arbejde.”
Hvad inspirerede dig senest?
“Jeg kommer til at tænke på Hamnet af Chloé Zhao. Egentlig en super introvert film, hvor der sker meget lidt. Men samspillet mellem den moody farveholdning, scenografien og Max Richters musik skabte en stemning, der blev hængende hos mig længe efter.”
Fodr hjernen, og mød op
Hvad gør du, når idéerne ikke kommer?
“Min lærer på DMJX, Tine Kej, sagde engang, at det eneste, man kan gøre, er at fodre hjernen godt, møde op, gøre sit arbejde og gøre sig umage. Så kommer idéerne. Det synes jeg egentlig altid har været tilfældet.”
Hvad er den mest undervurderede kilde til inspiration?
“Søndag eftermiddag, snacks og et godt YouTube-rabbit hole.”