Den svenske Patent- og Markedsret har idømt Arla en betinget bødedom på en million svenske kroner for mejerigigantens klimakommunikation og forbyder dem at bruge udtrykket “netto nul klimaaftryk” eller andre lignende påstande.

I et skriftlig svar til mediet Markedsføring, skriver Victoria Olsson, Arlas Head of Sustainability, at selskabet er skuffede over afgørelsen:

“Det har aldrig været vores hensigt at vildlede nogen. Samtidig bekræfter dommen, at bæredygtighedskommunikation er vanskelig, og at der er behov for klarere retningslinjer. Selvom vi fulgte de standarder, der eksisterede, var det ikke nok,” skriver Victoria Olsson.

Den betingede bøde skal først betales, hvis Arla bryder forbuddet. Derudover skal virksomheden betale sagsomkostninger på cirka 350.000 svenske kroner til den svenske Forbrugerombudsmand, Konsumentverket, der rejste sagen. Det skriver Konsumentverket i en pressemeddelelse.

Arla har ikke besluttet sig for, hvorvidt virksomheden vil anke sagen.

Fjernede lignende kampagne i Danmark

Domstolen begrundede sin afgørelse med, at “forbrugerne ikke forstår, at virksomhedens løfte om netto-nul klimaaftryk bygger på aktiviteter, der først vil kunne kompensere for mælkeproduktionens klimaaftryk om 100 år.”

“Dommen er vigtig, fordi mange forbrugere gerne vil handle i hensyn til miljøet, men kan have svært ved at vide, hvilket klimaaftryk et produkt efterlader. Derfor er det særligt vigtigt, at virksomhederne tager deres ansvar og ikke overdriver i annonceringen,” siger Ida Nyström, procesrådgiver i Konsumentverket.

I marts 2022 fjernede Arla en lignende kampagne fra det danske marked. Det skete i kølvandet på heftig kritik fra eksperter om greenwashing.

Den stort anlagte klimakampagne gjorde brug af vendingen CO2-neutrale — kompenseret med klimakreditter i markedsføringen af blandt andet mælk. Her klagede lobbyorganisationen Margarineforeningen til Fødevarestyrelsen, der blåstemplede Arlas kampagne.

Greenpeace siger i en pressemeddelelse, at den danske Fødevarestyrelse bør have “røde ører”.

“Den danske Fødevarestyrelse bør have meget røde ører efter sin frifindelse sidste år af Arlas danske kampagne, der til forveksling lignede den svenske. Hvor de svenske myndigheder er gået grundigt til værks med inddragelse af uvildige forskere, nøjedes de danske med at vurdere de kilder, som Arla selv stillede til rådighed,” siger Kristine Clement, der er kampagneleder for landbrug, natur og skov hos Greenpeace og tilføjer:

“Vi vil gerne sende en klar opfordring til Fødevarestyrelsen om straks at begynde at følge det svenske eksempel.”