“At angribe verdens største annoncører er sjældent en god måde at få dem ind i folden på.”

Sådan lyder det fra Morten Saxnæs, strategisk direktør i AKQA, efter X og selskabets ejer, Elon Musk, i dag har meldt ud, at man vil sagsøge en stribe af verdens største annoncører, herunder danske Ørsted.

I et opslag på X skriver selskabets direktør, Linda Yaccarino, at X mener, at blandt andet Ørsted, Unilever, Mars og den internationale annoncørforening sammen har boykottet X ulovligt, og at virksomhederne har indgået i karteldannelse.

Men det søgsmål kommer X ikke langt med, vurderer Morten Saxnæs.

”Medmindre de har hårde beviser for, at de her virksomheder boykotter X for egen vindings skyld og for at få skovlen under platformen, så kan jeg ikke se, at han har en sag. Men at virksomhederne ud fra et brand safety-perspektiv er enige om ikke at annoncere på X, det er ikke en sag. Jeg har svært ved at se det gå igennem,” siger Morten Saxnæs.

Hvad skal annoncørerne tænke, når X laver sådan et søgsmål?

”Man skal være opmærksom på, at Elon Musk viser, at han ikke har tænkt sig at ændre sin platform. Mange af de brand safety-issues som en eksplosion af pornografisk indhold, højreorienteret og næsten nazistisk indhold og manglende moderation, som X er ramt af, er en stor udfordring fra annoncørernes perspektiv. Er det reelt et sted, man vil være som annoncør?” lyder det fra Morten Saxnæs.

”Du tiltrækker ikke store, globale brands eller viser, at du forstår, hvordan deres virkelighed er med det her tiltag.”

En neoliberal konge

I Morten Saxnæs optik er målet med at sagsøge annoncører et helt andet for Elon Musk.

”Med Elon Musk er du altid nødt til at overveje, hvad der reelt ligger bag. Er det bare en mulighed for at hive kroner ud af virksomhederne? Personligt tror jeg godt, han ved, at han taber søgsmålet. Men det er en mulighed for at positionere ham selv og X som en neoliberal konge og nytænker, der skaber et fristed for andre som ham selv,” siger Morten Saxnæs.

Blandt de virksomheder, der er trukket ind i søgsmålet, er danske Ørsted. Men det bør ikke vække bekymring hos energigiganten, siger han.

”De skal slet ikke bekymre sig. Selvfølgelig skal de have deres jurister til at se på det, men de skal ikke kommentere på det eller bruge det til noget. Kommenterer de på det og går imod Elon Musk, så går de bare hans ærinde og hopper på lokkemaden.”

Men er det måske det, han håber, de gør?

”Ja. Han har sit eget talerør igennem X, så alt, hvad du siger som brand, kan blive brugt imod dig. Ud fra et brand safety-perspektiv skal du ikke lægge dig ud med ham og hans følgerskare. Det kan få økonomiske konsekvenser at gå i klammeri med ham. Og det er i sidste ende skræmmende, at så magtfuld en mand på den måde kan lukke munden på annoncører.”

Er der en vej tilbage?

X har generelt mistet mange annonceindtægter, siden Elon Musk overtog det sociale medie, som flere medier, herunder Markedsføring, har beskrevet.

Platformen har stadigvæk muligheden for igen at vinde gunst hos annoncørerne, lyder det fra Morten Saxnæs. Men det kræver, at man går en anden vej som platform.

”De kan sagtens vende kursen over for annoncørerne. Som annoncør vil du gerne have et stort udvalg af medieplatforme, så du kan ramme så bredt som muligt. Folk på Twitter er også købestærke. Så jeg tror, at alle annoncører håber, at Twitter finder tilbage til at være et sted med bedre moderation og en anden indholdsprofil. Det ville kun være positivt for annoncørerne.”

Er der noget, der tyder på, at det sker?

”Der er intet, der tyder på det lige nu, nej.”

Markedsføring forsøger at få en kommentar fra X.