“Det har været et kæmpe projekt, der har involveret hele kontoret og bureauet. Vi er enormt stolte over at få opgaven, løse den og nu vinde en pris for det,” siger en tydelig glad Morten Crone Sejersbøl, der er direktør for sport, kultur og underholdning hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

Der var torsdag aften debut for Bæredygtighedsprisen ved Årets Rambuk 2021, og Geelmuyden Kiese tog hæderen for kampagnen “Fra Verdensmål til Vores Mål”, hvor de i samarbejde med Danmarks Statistik, Deloitte og 2030-panelet udviklede en dansk referenceramme for FNs 17 verdensmål og øgede kendskabet til dem.

“Vi betegner os selv som et samfundsbureau. Vores mål er at bidrage til et åbent samfund og skabe mere viden. Der passer det her projekt perfekt ind i vores DNA,” siger Morten Crone Sejersbøl, mens et Lukas Graham nummer kører i baggrunden ved den efterfølgende fest.

Geelmuyden Kiese har arbejdet på at udbrede verdensmålene gennem workshops rundt omkring i Danmark, hvor høj som lav har været involveret. Derudover designede og oprettede de en hjemmeside, hvor alle danskere kunne bidrage til, hvad verdensmålene betød for dem.

“Vi har fået en overvældende respons og en enorm mængde data, der er blevet brudt ned til bud på at definere, hvad målene betyder for den enkelte dansker. Det er givet videre til 2030-udvalget, der skal behandle det og skabe politik ud fra det.”

Bliver en hygiejnefaktor

For Geelmuyden Kiese har arbejdet betydet, at de ofte abstrakte verdensmål er blevet konkrete og forankret i oplevelser, de har haft i forbindelse med workshops. Samtidig er målene visualiseret på kontoret gennem terninger og plakater med målene på.

“Alle på Geelmuyden Kiese har fået en større bevidsthed om verdensmålene,” siger Morten Crone Sejersbøl, inden han efter en kort pause tilføjer:

“Helt alvorligt, jeg kan ikke se Geelmuyden Kiese arbejde for et firma, der ikke på den ene eller anden måde har en bæredygtig profil.”

Hvor meget kommer bæredygtighed til at fylde i markedsføring i fremtiden?

“Det kommer til at blive en hygiejnefaktor. Hvis du ikke kommunikerer bæredygtighed, om det så er bæredygtighed i form af ligestilling, klima eller økonomisk, har du tabt på forhånd. Bæredygtighed kommer til at gennemsyre alt, og uanset hvad du reklamerer for, vinder du ikke, hvis du ikke har en bæredygtighedsprofil.”

Har du et råd til at arbejde med bæredygtig markedsføring og kommunikation?

“Gør det ekstremt konkret. Gør det til noget, alle kan forstå,” siger Morte Crone Sejersbøl, der også nævner, at det at gøre det konkret har været den vanskeligste opgave.

Og hvordan fejrer man så debutprisen? Ifølge sejrherren med et sidste glas hvidvin og et billede til de sociale medier.