Santander Consumer Bank Danmark og content marketing-bureauet Brand Movers har for andet år i træk vundet guld ved Content Marketing Awards (CMA) i USA.

Priserne uddeles af Content Marketing Institute og betragtes som det uofficielle VM i disciplinen.

I år faldt hæderen i kategorien ”Content Marketing ROI/Measurement Program”, og netop dén pris er ”vi sindssygt stolte af at vinde”, fortæller Jesper Laursen, CEO i Brand Movers, til Markedsføring.

–  Det giver jo – som undersøgelsen Content Marketing i Danmark 2020 også viste – mange marketers hovedbrud at måle ROI af sin content-indsats og dermed bevise effekten, siger han og fortsætter:

Jesper Laursen, CEO, Brand Movers. Foto: PR

– Med denne case beviser vi, at content marketing kan måles, og at disciplinen rent faktisk kan levere ROI på højde med eksempelvis SEM og andre performance marketing-indsatser.

Branding, Content og TV

Omdrejningspunktet i vindercasen er et content marketing-univers spækket med historier og oplysninger om rentesatser, lån og lignende forbrugerinfo om privatøkonomi, men det står ikke alene.

I 2019 blev casen præmieret ved CMA for at have kombineret TV-reklamer og content marketing, og hele indsatsen blev skudt i gang for to et halvt år siden med en større branding-indsats, der skulle rykke ved forbrugernes opfattelse af Santander Consumer Bank som blot ”endnu en forbrugslånsbank med høje rentesatser”.

– Santander Consumer Bank har givet content-universet tid til at virke, og det er jo netop en af de ting, man skal huske med content marketing: Det er en mere langsigtet marketingindsats end eksempelvis traditionelle kampagner og performance marketing.

" Der bliver virkelig skabt stærke resultater, og det sker uden at kannibalisere på vores andre aktiviteter.
Niels Linnetved, Nordic Marketing Director & DK og Commercial Director B2C, Santander Consumer Bank.

Santander: Rigtig satsning

Hos Santander Consumer Bank oplyser Niels Linnetved, Nordic Marketing Director & DK og Commercial Director B2C, i en skriftlig kommentar, at man i banken ”er utrolig stolte af prisen”.

– Især fordi den er et bevis på, at vi så rigtigt, da vi tilbage i 2018 besluttede at satse tungt på content marketing. Der bliver virkelig skabt stærke resultater, og det sker uden at kannibalisere på vores andre aktiviteter, så det er meget opløftende, skriver han.

Niels Linnetved fortsætter:

– I begyndelsen var projektet mest en branding-indsats. Men vi har nu bevist, at content også kan konkurrere med vores andre aktiviteter, når det kommer til de hårde salgs-KPI’er, oplyser han og fastslår samtidig, at ”det har taget lidt tid at få de rigtige effektmålinger skruet sammen”.

– Vi kan stadig blive bedre, men vi er kommet meget langt, og det er afgørende for en virksomhed som vores, at vi kan måle resultaterne af vores investeringer.

På niveau med SEM

Ifølge Jesper Laursen fra Brand Movers boostede content marketing-indsatsen til at begynde med trafikken til Santander Consumer Banks hjemmeside med 35 procent, og den står i dag for over halvdelen af den organiske trafik.

Det banede vej for, at parterne i begyndelsen af 2020 udvidede ”det strategiske fokus”.

– Vi gik fra kun at fokusere på branding og indhold til Magasinet (Santander Consumer Banks content marketing-univers, red.) til også at fokusere på leadgenerering og salg. Vi satte nye KPI’er op, der vel at mærke ikke var baseret på fluffy forudsigelser, men byggede videre på erfaringer fra det første halvandet år, siger Jesper Laursen.

Hvad gav det af resultater?

– Eksempelvis viser det sig, at konversionsraten på unikke besøgende på Magasinet er 1,93 procent, hvilket faktisk er på niveau med traditionelle low funnel-aktiviteter som SEM, og at vi mere end indfrir de KPI’er, vi satte op. Det gælder eksempelvis antallet af nye tilmeldinger til nyhedsbreve, påbegyndte låneansøgninger på sitet og trafikken på sitet.

Og ROI’en?

– Den lander på lidt mere end to på salg alene, altså uden at regne værdien af branding, af kundefastholdelse og den meget store permission-database med, slutter Jesper Laursen.