Du kan blive nok så meget klogere på dit arbejde ved at bruge et par timer i selskab med et godt magasin om marketing og reklame.

Men hvis du virkelig vil udvide din værktøjskasse, bør du nu og da sætte dig ned med en tyk plaid, tænde læselampen og åbne en velskrevet fagbog. Men hvilken? Alle lover dig opskriften på growth hacking, fremtidens teknologi eller det nyeste nye inden for faget.

Derfor har vi fundet fem nye værker, som redaktionen tror kan gøre dig klar til at tackle nogle af de vigtigste trends i moderne marketing næste år. Samtidig har vi støvet tre klassikere af – læs dem, hvis du ikke allerede har gjort det.

De fire nye, du skal læse

A SELF-HELP GUIDE FOR COPYWRITERS

Hvis du vil oppe dit copywritergame – eller stjæle de bedst tricks fra copywriternes værktøjskasse – så er Dan Nelkens guide- og ”selvhjælps”- bog et must. Den er også oplagt til kreative hjerner, der ikke skriver. Forfatteren sætter nemlig også fokus på, hvordan du finder din kreative selvsikkerhed og mestrer at rydde ud i de dårlige idéer.

CAN’T SELL WON’T SELL

I ’Can’t Sell Won’t Sell’ dykker forfatter og copywriter Steve Harrison ned i to af tidens helt store tendenser i marketing og reklame: Faldende effektivitet og purpose. Steve Harrisons grundlæggende pointe er, at marketing har vigende effekt, og at det massive udbud af platforme blot skaber mere indhold af ringe kvalitet. Men: Flere har set lyset i purposereklamer, som løsningen på marketings kvaler. Forfatteren går på den svære jagt efter svar på, om det er sandt.

YOUR PRIVACY IS IMPORTANT TO US!

En bølge af regler og forordninger lægges i disse år ned over digital marketing – ikke mindst fra EU. Netop den bevægelse forsøger professor Jan Trzaskowski med sin nye bog at belyse konsekvenserne af. Samtidig er bogen et stærkt argument for, hvorfor marketing måske i fremtiden skal være dygtigere til at passe på brugernes digitale data.

DIGITAL ETIK

Etik og ansvarlighed skal være det første, du tænker på, når du vågner om morgenen, hvis du arbejder med digital kommunikation eller marketing. Det er hovedargumentet i digital ekspert Peter Svarres nyeste bog. Den samler trådene for de etiske dilemmaer, den digitale revolution har skabt – og forsøger at guide dig igennem vildnisset.

SALES GOVERNANCE – FREMTIDENS SALGSLEDELSE

Salg hylder de forkerte helte. Sådan er konklusionen i CBSprofessor Mogens Bjerre og lektor Torben Ulrichs bog, der vender op og ned på den tankegang, man bør have i salgsafdelingerne. Frem for at hylde dem, der kan lave et hurtigt salg, skal virksomhederne i stedet løfte dem op, der laver det ”rigtige” salg. Det er et wake-up-call til dig, der arbejder med salg og salgsledelse.

De tre klassikere

THE COPY BOOK

Taschen og D&AD’s mammutværk fra 1995 med essays om, hvordan de bedste copywritere i verden lavede deres bedste arbejde, er et must på enhver kreativs boghylde.

THE LONG TAIL

Chris Andersons klassiker griber det måske vigtigste område som marketeer: Hvad forbrugerne vil have, og hvordan man når dem. Fokus er særligt på, hvordan niche-brands kan vinde frem og få gehør i en digital tidsalder – og hvordan det påvirker den måde, du skal drive dit brand på.

THINKING, FAST AND SLOW

Nobelprisvinder og psykolog Daniel Kahnemann har med ’Thinking, Fast and Slow’ skrevet en nyklassiker. Han blotlægger mønstrene bag de måder, vi tænker på – og klæder dig på til selv at blive en dygtigere tænker.