”Nogle gange går det op, og andre gange går det ned. Det lever vi fint med.”
Sådan lyder det fra Bjarne Spellerberg, CEO og co-founder på det kreative bureau Boye & Spellerberg i en mailkommentar til bureauets dugfriske 2023-regnskab.
Det er dog mestendels gået op for det 10 år gamle bureau, afslører et kig på historikken, for det er med en enkelt undtagelse første gang siden starten i 2014, at bureauet falder på både top og bund.
Bruttofortjenesten nåede i 2023 således op på 10,6 millioner kroner mod 13,1 millioner kroner året før, mens årets resultat landede på 4,1 millioner kroner mod 5,8 millioner kroner året før.
Det er nærmest første gang, I ikke vokser. Hvordan har du det med det?
“Hvert årsresultat har gennem bureauets 10 år stort set altid været bedre end det foregående. Det blev det ikke i år, og det er helt okay. Det bruger vi ikke alverdens tid på at analysere,” skriver Bjarne Spellerberg på mail til Markedsføring og tilføjer:
”Vores fokus har altid været at kigge fremad og blive ved med at producere arbejde, der styrker vores kunders forretning. Og have det sjovt undervejs.”
”Heldige og dygtige”
Hvordan vil du helt overordnet beskrive året 2023 set med jeres briller?
”Branchens konjunkturfølsomhed har været synlig i 2023. Vi har været heldige og dygtige at holde momentum med vores evindelige fokus på at bidrage til vores kunders forretningsresultater,” skriver Bjarne Spellerberg.
Han og resten af bureauet kunne tidligere i år glæde sig over analysen MyImage Bureau fra analysehuset MyResearch, hvor Boye & Spellerberg for anden gang på fem år scorede de højeste tilfredsheds-karakterer hos deres kunder.
Samtidig var bureauet ’højdespringer’ i den samlede ranking, hvor man rykkede op fra nummer 15 til nummer otte, ligesom Boye & Spellerberg blev nummer to på det kvalitative parameter ’Gode til at skabe resultater’ og nummer tre på ’Kreativ Stærke’ – lige i hælene på &Co..
”Boye & Spellerberg stiger nærmest på alle parametre,” lød det dengang fra Mogens Østergaard, der er adm. direktør i MyResearch.
" Vores udgangspunkt er altid, at vi ikke kan tage noget for givet.Bjarne Spellerberg, CEO og co-founder, Boye & Spellerberg
I det trykte regnskab skriver ledelsen, at man ”anser årets resultat for tilfredsstillende.”
Er du selv tilfreds med årets resultat?
“Vi arbejder hverken med overskudsgrader eller et rullende regnskabsbudget for året. Vores værdiparameter har altid været arbejdets kvalitet og kundernes tilfredshed. Hvad det angår, har det været endnu et godt år, hvilket vores placeringer i MyImage er et udtryk for. Og så skal økonomien nok følge trop,” skriver Bjarne Spellerberg.
Har fordoblet egenkapitalen
Ifølge regnskabet har Boye & Spellerberg som året før gennemsnitligt fem ansatte. Alligevel falder lønomkostningerne i 2023 med næsten 700.000 kroner.
Er I gået ned i løn?
Nøgletal – Boye & Spellerberg 2023
Tal i millioner kroner – foregående års tal i parentes
- Bruttofortjeneste: 10,6 (13,1)
- Driftsresultat: 4,0 (5,8)
- Årets resultat: 4,1 (5,8)
- Egenkapital: 3,6 (1,2)
Kilde: Boye & Spellerbergs trykte regnskab
”Ingen er gået ned i løn. Enkelte ansatte er bonusaflønnet, og deres bonus er afhængig af performance, og grundet markedskonjunkturerne er disse lavere i 2023 end 2022. Hertil sagde vi farvel til en kollega omkring sommeren 2023, og dette job er ikke blevet genbesat,” skriver Bjarne Spellerberg.
Tallene viser også, at der er udloddet markant mindre ekstraordinært udbytte i forhold til sidste regnskabsår, men til gengæld er det overførte overskud højere end i sidste regnskabsår, hvor der stod 0 på den post. Egenkapitalen er dermed mere end fordoblet. Hvad er årsagen til det?
”Vi har blot valgt at polstre egenkapitalen fremfor udbytte.”
Hvordan vil du beskrive jeres forventninger til indeværende år?
”Vores udgangspunkt er altid, at vi ikke kan tage noget for givet. Men det er vores erfaring, at flid og faglig dygtighed er en efterspurgt kombination hos mange reklamekøbere. Og det er dyder, vi i den grad prioriterer,” skriver Bjarne Spellerberg.
Bureauet har fået nye kunder i slutningen af året, men Boye & Spellerberg-direktøren vil helst vil vente med at sætte navne på, til der udkommer kommunikation fra dem senere i år.