2023 blev endnu et godt år for det kreative bureau Twenty.

Dugfriske tal viser således, at bureauet er kommet ud af året med et driftsresultat på godt 1,7 millioner kroner mod 1,5 millioner året før. 

Omsætningen voksede fra lige godt 10 millioner kroner til knapt 11 millioner kroner.

CEO og co-founder Thomas Bjerg beskriver på en mail til Markedsføring det forgangne år som ”et fantastisk år”.

”Vi lavede gode projekter med gode folk. Hvilket i bund og grund er vores ambition. Vi har fået lov til at arbejde med vores kernekompetencer, og vi har kunne kombinere vores forretningsstrategiske tilgange med konceptuelt arbejde,” skriver han og fremhæver blandt andet VW’s California Stays, Sun Lolly og Toms Guld Barre-arbejdet.

”Det er platforme, der har skabt grundlaget for vækst hos kunderne. Mere kan man vel ikke ønske sig som bureau.”

To af tre partnere på barsel

I starten af 2023 landede Twenty Scandlines og Volkswagen Erhvervsbiler som leadbureau, ligesom der kom projekter ind fra Alka og ASE.

”Vi var fuld booket nærmest hele året. Men i bund og grund har vi ikke en vækstambition, så fremgangen ligger inden for, hvad vi som team kan løfte uden at gå på kompromis med kvaliteten,” skriver Thomas Bjerg.

Hvad har været det sværeste for jer i året, der er gået?

Nøgletal – Twenty 2023

Tal i millioner kroner – sidste års tal i parentes

  • Nettoomsætning                         10,9 (10,2)
  • Driftsresultat                                  1,7 (1,5)
  • Årets resultat                                  1,3 (1,1)
  • Egenkapital                                      2,5 (2,1)

Kilde: Twentys trykte regnskab

”Farah (Farah Dib, co-founder og kreativ direktør på Twenty, red.) blev jo mor, hvilket jo var helt fantastisk. Men det betød også, at hun skulle på barsel en god bid af starten af 2023,” skriver Twenty-CEO’en og uddyber:

”Samtidig skulle vores August (August Rein, der blev partner i 2023, red.), på barsel en periode. Så to ud af tre partnere på barsel kunne godt give et par ekstra grå hår i løbet af året. Men vi har jo et fantastisk team, som har været stort set det samme, siden vi startede i 2020, så egentlig gik det forbløffende “nemt”. Det er senior-folk, og vi kender alle hinanden godt.”

Hvordan ser du på 2024?

”Som et super spændende år, hvor der har været fart på fra start. Men vi fornemmer også, at der i markedet er lidt usikkerhed med de nuværende konjunkturer,” skriver Thomas Bjerg og tilføjer:

”Men vækst er ikke et mål, og vores set up er måske en smule mere fleksibelt end hos mange andre bureauer. Så helt overordnet ser vi på 2024 med begejstring. Vi har mange spændende projekter i gang, og vi kommer til at udkomme med nogle fede ting i løbet af første halvår.”