Christian Steen Jensen er ny kommerciel direktør i Signifly, hvor han skal være med til at styrke bureauets kommercielle indsats i København.

Det oplyser han i et skriftligt interview med Markedsføring.

Han kommer senest fra en rolle som D-CEO (deputy CEO, red.) i Kraftvaerk, men har tidligere også været COO i NoA Ignite.

Markedsføring har tidligere talt med Christian Steen Jensen, da han en overgang var interim CMO hos TeamViewer i Tyskland, hvor han opererede med et marketingbudget på knap en milliard kroner.

Kultur og kvalitet trak

Ifølge Christian Steen Jensen var det især kulturen og energien i Signifly, der gjorde udslaget for at han takkede ja, da muligheden bød sig.

“Fra første gang jeg trådte ind hos Signifly, kunne jeg mærke kulturen med det samme. Der er en virkelig god energi og stemning. Folk er ekstremt nysgerrige, entreprenante og dygtige. Ud over det er inspirerende, tror jeg også på at det er et vigtigt udgangspunkt i en branche, hvor rammerne hele tiden flytter sig,” skriver Christian Steen Jensen og tilføjer:

”Derudover er Signifly et sted, hvor alle har ejerskab og frihed på at levere – som i sidste ende bliver oplevet hos kunderne. Jeg rakte ud til nogle af Signiflys kunder i processen for at høre, hvad de oplever og fik et entydigt svar: De leverer høj kvalitet, og er fantastiske at arbejde sammen med.”

Glæder sig til at binde muligheder sammen

I sin nye rolle ser Christian Steen Jensen især frem til at arbejde tæt på både mennesker, løsninger og kunder, skriver han.

“Jeg glæder mig over at være tæt på mennesker, services og løsninger, som jeg føler noget for. Signifly har en evne til at hjælpe kunder både dybt og bredt i deres forretning, fra brand til commerce og growth, til digitale produkter og aktiveringen af dem, og helt naturligt inddrager de AI som en del af leverancen.”

”Jeg glæder mig til at kunne binde de muligheder sammen med kunderne, så de ikke får leverancer, der står alene,” tilføjer han.

Han fremhæver bureauets arbejde med det nye AltID, e-commerce for koreanske fashion-brand Pottery, samt at skabe den digitale oplevelse i den nye Montreal Metropolitan lufthavn.

Brugte pausen på musik

Siden afskeden med Kraftvaerk har Christian Steen Jensen været på en såkaldt ’garden leave’.

I den periode valgte han bevidst ikke at skynde sig videre mod næste job, men brugte tiden på familieliv og at lave musik, noget han også som ung arbejdede professionelt med – blandt andet i samarbejder med Yoav og Safri Duo.

“I stedet for at skynde mig at finde det næste nye, valgte jeg at bruge tiden på noget, der bliver hængende. At være sammen med min søn på 9 år mest muligt, samtidig med at der var tid til at sidde flere timer uden afbrydelse i et studie.”

Christian Steen Jensens musikprojekt projekt hedder “Glitch Garden” og udkommer digitalt og på vinyl. Opholdet uden job har givet ham både afklarethed og ny energi, som han nu tager med ind i det nye job, skriver han.

”Jeg var heldig at en række virksomheder prikkede til mig, så jeg kunne tage snakkene og mærke hvor det bedst gav mening at være. Og nu har jeg et afsluttet projektet med albummet, som jeg kan kigge tilbage på som output for perioden.”

Skal styrke den ”kommercielle muskel”

Hos Signifly har man ifølge managing director Mathilde Ive længe ønsket at styrke bureauet kommercielle profil.

Og hun ser Christian Steen Jensen som et stærkt match for virksomheden, skriver hun til Markedsføring.

“Det har været nogle vildt spændende år for forretningen, og vi har længe ønsket at styrke vores kommercielle muskel i København, og få en profil på med erfaring og forretningsforståelse. Og alle de bokse tikkede Christian, samtidig med at han er landet med en fantastisk energi og en nysgerrighed, der matcher Signifly perfekt.”