Min største karriere-udfordring har været at være topchef i udlandet og have en familie med en 6-årig dreng hjemme i Danmark. Uanset, hvor spændende det var at flyve rundt i hele verden, så var det også sindssygt udfordrende for et stabilt familieliv, at jeg pludselig havde en PA, der bookede tid i min kalender til, hvornår jeg kunne lege med min søn.

Da jeg var seks år gammel, spurgte min far mig, hvilket instrument jeg ville spille. Jeg valgte trommer, startede på musikskole og spillede i bands. Da jeg blev teenager, opdagede jeg, at det var sjovt selv at nørkle med at lave musik på computeren.

Min karriere startede med at lave musik i spilbranchen. Efter jeg afsluttede handelsskolen, var jeg således med til at lave musikken til nogle af de første mobilspil og lavede aftaler med Nokia og Sony Ericsson om distribution. Det var her, jeg startede med at blande kreativitet og forretningsudvikling.

Senere blev jeg signet til Warner Music og levede i en årrække af at lave elektronisk popmusik. Jeg arbejdede blandt andet sammen med DJ Aligator, Yoav, Safri Duo og Morten Breum, som jeg solgte guld- og platinplader med. Selvom det ofte bliver underkendt, er det faktisk rigtig svært at lave den slags musik.

Om Christian Steen Jensen

  • COO i NoA Ignite og partner i NoA / The North Alliance.
  • Stiftede i 2015 Great Works
    (i dag Noa Ignite) under NoA.
  • Fik i 2021 et interim job som CMO
    hos TeamViewer i Tyskland, hvor han blandt andet stod for sponsoraterne af Mercedes F1 og Manchester United.
  • Har produceret musik i snart 30 år og solgt guld og platinplader.
  • Er for nylig tiltrådt det danske skateboardlandshold for at opsætte kommercielle partnerskaber frem mod OL i 2024.
  • Født og opvokset i Fredensborg i Nordsjælland. Bor i dag i Hellerup med sin hustru og søn. Har en HD i Marketing Management fra CBS.

Det er for fedt at se 45.000 mennesker danse til din musik. Men musikbranchen kan også være hård og ensom, fordi du arbejder meget alene og hele tiden jagter opgaver for at kunne leve af det. Og i længden havde jeg også brug for at udfordre mig selv på andre måder.

Mit første bureaujob var hos In2media som Products og Innovation Director. Jeg kom fra blandt andet Egmont og Berlingske som projektleder og forretningsudvikler. Bureauverdenen var en helt anden verden, og den hastighed man arbejdede med tingene, og transparensen i om man leverer, tændte mig enormt.

I 2014 blev jeg prikket på skulderen af headhunterbureauet Marcher Markholt. Det resulterede i, at jeg stiftede Great Works med Christian Langballe under NoA. På under to år voksede vi fra to til 20 ansatte, blev featured i Wired og vandt internationale priser. Det var en ekspres-rejse i opstart for os.

I 2021 fik NoA til opgave at kigge på TeamViewers marketing-performance. Jeg tog med holdet til Tyskland for at deltage i den første uge af projektet for at komme tæt på forretningen. Mens jeg var dernede, fyrede virksomheden deres CMO. CEO’en spurgte, om jeg ville tage over, mens de ledte efter en ny – og det sagde jeg ja til.

Min første arbejdsdag var med Manchester Uniteds team, der var kommet ned til Tyskland. De var ekstremt tjekkede. De evnede virkelig at fortælle historien, forklare deres værdi – og hvorfor man betaler så utrolig mange penge for de helt store sports-sponsorater.

Det var enormt spændende og lærerigt at komme på indersiden og sidde i ledelsen af en stor, international virksomhed. Fra den ene dag til den anden fik jeg et budget på næsten en milliard kroner og havde ansvaret for 100 ansatte på tværs af kloden.

I Tyskland er der en helt anden arbejdsmentalitet og lukkethed. Der er stort fokus på at lægge rigtig mange timer, og man deler meget lidt privat. Jeg havde for eksempel en ansat, som viste sig at have haft kræft og var gået igennem hele behandlingsprocessen uden, at der var nogen, der havde fået det at vide på arbejdet.

 Efter jeg kom tilbage fra Tyskland til NoA, blev jeg kontaktet af det danske skateboard-landshold, der ville høre, om jeg ville hjælpe dem med at skaffe sponsorer, så de kunne komme til OL i Paris i 2024 og Los Angeles i 2028. Det er en spændende og naturlig måde at bruge mine erfaringer med den kommercielle side af sport.

Vi er åbne over for alle brands, der gerne vil ind over sporten. Men samtidig prøver vi at være meget tro mod, at det skal være naturligt – noget, der kan være en del af kulturen. Drømmen er jo at lave partnerskaber, der giver mening i forhold til, hvem de dygtige skatere er, og hvad de gør. Fra boardet til rampen er der masser af placeringer og aktiveringer, og hvis det hjælper deres sport, så er skaterne på.

Selvom skateboarding er super konkurrencepræget, så støtter alle hinanden. Det er unikt. Hvis der er en, der lander et fedt trick, så står alle konkurrenter og hylder én. Den måde, man er sammen på i skateboarding, finder man ikke ret mange andre steder.