I Storbritannien har bureauet Ogilvy besluttet sig for helt at droppe samarbejder med influencere, der manipulerer eller retoucherer billeder. 

Men sådan et generelt forbud vil et af Danmarks største influencer-bureauer, Represented by Bloggers Delight, ikke lave. Det siger stifter af bureauet, Henrik Akselbo. 

”Vi gør det allerede i et vist omfang forstået på den måde, at vi har kunder og bureauer, hvor det er et kriterie for deres udvælgelse af influencere. Men vi gør det ikke generelt som Ogilvy,” siger han. 

”Der er mange grader af redigering af billeder – ligesom vi er vant til fra trykte magasiner og reklamer, hvor alle billeder i et vist omfang er redigeret. Og jeg mener ikke, man kan sige, at billedredigering i alle tilfælde er problematiske. Nogle gange kan der jo også være tale om, at man på en filmplakat fjerner en bums. Derfor tror jeg, at en generel regel er en dårlig idé,” siger Henrik Akselbo. 

Anbefaler kunder at fravælge redigering

Men det betyder ikke, at Henrik Akselbo mener, at influenter bør manipulere deres udseende på sociale medier eller i kampagner. Tværtimod opfordrer bureauet deres kunder til at bruge så autentiske billeder som muligt i deres influencer-kampagner. 

”Vi er ikke interesserede i, at alt bliver redigeret fuldstændig, og at vi laver markedsføring med en falsk virkelighed, så unge mennesker får negative og urealistiske idealer på sociale medier. Vi vil gerne støtte op om, at vi som bureau og branche skubber tingene i en positiv retning, og det tror jeg både, at bureauer og influenter også kan se det fornuftige i,” siger Henrik Akselbo. 

Men når du siger det – hvorfor så ikke bare gøre det til en generel regel hos jer? 

”Det kan grundlæggende være svært at se, om influenter redigerer deres billeder – og hvordan. Det problematiske er, hvis man redigerer sig tyndere eller smukkere. Men der kan også bare være tale om filtre på Instagram,” siger han og tilføjer: 

”Det er nemt nok at sige, at man ikke vil have det. Men udfordringen er, om det kan lade sig gøre 100 procent i praksis.”

Men kunne I ikke bare, når I laver en kampagne med en influencer, sige til denne, at det er et krav, at de ikke redigerer eller manipulerer?

”Det er meget nemt at sige på en enkelt kampagne, at det er vigtigt, at vores materiale ikke er redigeret. Det kommer vi også til at gøre meget mere,” siger Henrik Akselbo og tilføjer:

“Men udfordringen er, hvis vi skal gøre det så offensivt, at vi siger, at vi slet ikke samarbejder med nogen, der redigerer eller retoucherer. Hvis en profil så nogensinde har retoucheret et billede, kan vi så ikke samarbejde med dem? Det er slet ikke så sort/hvidt, at du bare kan sætte den grænse. Jeg ser mange lavpraktiske problemer i det,” siger han. 

Branchen bør selv skubbe på udviklingen

Der har i Danmark været stor debat om influencere. Og i regeringens medieudspil er der også lagt op til, at influenter generelt skal have større ansvar for de ting, de deler på sociale medier. 

Henrik Akselbo mener, at branchen bør hjælpe kunder og influenter med generelt at lave mere autentisk indhold. Og han tror også, det vil være mere effektivt. 

”Langt de fleste af vores kunder spørger os, om vi anbefaler, at det skal redigeres ud fra et marketing-perspektiv. Og der siger vi nej, det synes vi ikke. Influencer-marketing skal være autentisk, troværdig og i øjenhøjde med følgerne. Det skal stå i modsætning til de polerede modemagasiner, hvor alle billeder er retoucheret,” siger Henrik Akselbo. 

”Jeg tror, området er meget selvregulerende. Masser af profiler med stor succes redigerer slet ikke deres billeder. Og så er meget indhold på sociale medier i dag også videoer og stories, hvor du slet ikke kan redigere på den måde, fordi det næsten er indhold, der bliver vist live. Meget indhold er derfor slet ikke redigeret.” 

Han vurderer, at den trend kun generelt vil blive stærkere i de kommende år, hvorfor der i hans optik ikke er brug for generelle forbud som hos Ogilvy. 

”Det er en kraftig tendens, som kun bevæger sig én vej. Det gør også forbrugerne og influencerne selv.”