Regeringen har i dag i sit medieudspil lagt op til, at der skal være hårdere regler for influenter og bloggere. De skal i større grad kunne stilles til ansvar for det, de ytrer på sociale medier. 

Blandt andet skriver regeringen, at denne overvejer, om influencere skal have ”redaktøransvar” som medier. 

Hos Rasmus Kolbe, der er medejer af influencerbureauet WeAreCube og selv er en succesfuld influencer kendt under navnet ’Lakserytteren’, bliver der taget godt imod, at regeringen lægger op til, at man i højere grad regulerer området.  

Hvad mener du om udspillet fra regeringen ift. at bloggere og influencere i højere grad skal kunne stilles til ansvar for det indhold, de producerer? 

”Det, synes jeg, er en fremragende idé, fordi influencere er reelle medier, der har reel indflydelse på borgerne. Så selvfølgelig skal vi have lovgivning, der kan regulere, hvis man udgiver fake news, eller hvis man har holdninger af en særlig støbning eller laver indhold, som er skadeligt eller på anden måde vildledende, så der er nogle, der kan give reprimander eller bøder. 

Ser du det som et tiltag, der kan gøre en forskel?  

”Det er et helt fint forslag, men problemet er jo, at vi lever i en global medievirkelighed, hvor det indhold, som unge forbruger, kommer fra mange andre lande. Rigtig meget børneunderholdning kommer fra Rusland og USA og ligger på YouTube. Så det kommer måske i effekt ikke have den store impact. Det er ikke det samme som at regulære aldersgrænsen på biograffilm. Det er en lille dråbe i et stort uregerligt internet.”  

Har der været for mange problemer på området? 

”Der er masser af problemer på området. F.eks. selvmordsbreve, der bliver delt af Fie Laursen. Der er masser af eksempler på at influencers går for vidt og er ude af kontrol, eller gør ting der er idiotiske og farlige – og opfordrer folk til at gøre det samme. F.eks. spise slankepiller der ikke er sundhedstjekkede eller bruge tandblegning, der ætser emaljen væk. Men jeg vil sige, at det er noget, der gælder for en meget lille procentdel. Det er små sager, der bliver blæst op, eller enkelte rigtige store sager, men vi snakker jo aldrig om alle de influencere, der bare laver fantastisk content. For det er jo ikke den nyhed, der tager overskrifter.” 

Det er jo ikke noget konkret på plads udover, at det foreslås, at der skal nedsættes et udvalg. Hvordan synes du, det skal udformes? 

”Jeg melder mig frivilligt. Jeg synes, det er en fremragende idé, men det er sindssygt vigtigt, at man laver et udvalg med mennesker, der repræsenterer branchen. Jeg synes, vi har set et godt eksempel på, at den måde, vi har lavet reglerne for reklamemarkering på, der er det tydeligt, at det er udformet af mennesker, der ikke arbejder med medier.” 

”Derfor er det ikke den fedeste løsning, man har lavet, hvis du spørger mig. Men når det handler om reguleringen af influencers, så handler det om at forstå, hvad kan de forskellige platforme, og hvordan bruger brugerne dem. Hvad er det for en oplevelse, de har derinde? Og hvordan påvirker det dem? Så man skal både have repræsentanter fra forskningsmiljøet, medieeksperter og influencers, der er eksperter i at lave indhold. Det duer bare ikke, at der sidder nogle politikere og embedsmænd, der laver nogle tilfældige regler.” 

Hvis det bliver vedtaget, at influencere og bloggere skal operere under mere ansvar, hvad vil det betyde for jer som influencerbureau?   

”Ikke noget, tror jeg. Vi er ret dygtige til at arbejde med influencere og udvælger dem til vores kunder, der selvfølgelig følger reglerne og laver godt indhold. Ellers kunne vi ikke drive en solid forretning. Så jeg tror ikke, det kommer til at have den store betydning for os, medmindre der kommer nogle helt nye regler, men så kan vi rette ind efter det.”