”Vores partnerstruktur er en vigtig del af fundamentet for den udvikling, vi er i.”

Sådan lyder det fra Kasper Kjærsgaard Jensen, CEO på bureauet Nørgård Mikkelsen, i en mail til Markedsføring om, at man har optaget kontaktdirektør Martin Axel som partner på bureauet.

Det betyder, at Nørgård Mikkelsen nu har 11 centrale profiler på tværs af kompetencer og markeder i partnerkredsen.

”Vi arbejder målrettet på at styrke vores rolle tættere på kundernes forretning, og det kræver en partnerkreds med både kommerciel forståelse og stærke relationelle kompetencer. Her spiller Martin en helt central rolle,” udtaler Kasper Kjærsgaard Jensen.

Har et bredt CV

Martin Axel holder til på bureauets kontor i København og arbejder primært med større internationale B2B-virksomheder. 

Han har siden 2020 været med til at opbygge og udvikle flere af Nørgård Mikkelsens centrale kunderelationer, og CV’et rummer blandt andet globalt brandansvar på Grundfos, salgs- og marketingdirektør hos Intrum samt strategisk rådgiver hos PA Consulting Group og Ogilvy.

Udnævnelsen kommer i en tid, hvor Nørgård Mikkelsen oplever, at kunderne efterspørger rådgivning, der rækker ud over de klassiske bureauydelser.

”Vi oplever i stigende grad, at kunderne efterspørger en strategisk partner, der kan hjælpe med at omsætte strategi til konkrete prioriteringer og få indsatsen til at virke i markedet,” siger Kasper Kjærsgaard Jensen, der tilføjer:

”Det kræver et tæt samarbejde og en dyb forståelse for både forretning og organisation – og det er netop den rolle, Martin spiller.” 

”En naturlig udvikling”

For hovedpersonen selv handler rollen ikke kun om relationer, men om at sikre, at marketing skaber reel værdi for kundernes forretning, siger han.

" Det, der motiverer mig mest er, at vi er kommet tættere på kundernes forretning og i højere grad arbejder med at prioritere og drive deres samlede indsats i markedet – ikke bare løse enkeltstående opgaver
Martin Axel, kontaktdirektør og ny partner på Nørgård Mikkelsen

Og efter seks år i Nørgård Mikkelsen føler han det som ”en naturlig udvikling” at træde ind i partnerkredsen. 

”Jeg stortrives i mit job, som jeg ofte kalder for verdens bedste job. Nørgård Mikkelsen er et sted med en stærk ”VI” kultur og et højt fagligt niveau – og hvor vi hele tiden udvikler os,” udtaler han i mailen og tilføjer:

”Det, der motiverer mig mest er, at vi er kommet tættere på kundernes forretning og i højere grad arbejder med at prioritere og drive deres samlede indsats i markedet – ikke bare løse enkeltstående opgaver. Det er en rolle, jeg ser et stort potentiale i.”

Indkapsler værdierne

Udnævnelsen af Martin Axel er en naturlig forlængelse af den udvikling, bureauet er inde i, skriver Kasper Kjærsgaard Jensen i mailen.

”Særligt fordi Martin også er med til at styrke Nørgård Mikkelsens position – ikke mindst i København, hvor vi i dag har en stærk tilstedeværelse.”

Kasper Kjærsgaard Jensen mener desuden, at Martin Axel i høj grad indkapsler det, Nørgård Mikkelsen gerne vil være som bureau.

”Tæt på kunden, stærk i samarbejdet og en rådgiver med kommerciel forståelse og fokus på at skabe effekt i markedet både på kort og på lang sigt. Derfor er det også helt naturligt, at Martin nu træder ind i partnerkredsen.”

Nørgård Mikkelsen kom ud af 2025 med en bruttoavance på 71,7 millioner kroner mod sidste års 68,2 millioner kroner – svarende til en vækst på fem procent.

Resultatet før skat blev på 7,9 millioner kroner mod 6,2 millioner kroner sidste år – en fremgang på 27 procent i forhold til året før.