AI sætter i stigende grad dagsordenen, og for det nordjyske køkkenfirma JKE har teknologien inden for de seneste tre uger i høj grad bevist sit værd.

Det skriver bureauet Nørgård Mikkelsen, der har udviklet AI-værktøjet til JKE, i en mail til Markedsføring.

Værktøjet, det handler om, hedder JKE KitchenDesigner, og det giver mulighed for at tage eller uploade et foto af ens nuværende køkken og få inspiration til, hvordan køkkenet kan se ud med nye køkkenmodeller, farver og designvalg.

Man kan med andre ord visualisere forskellige køkkenløsninger i egen bolig, før man beslutter sig.

”Et nyt køkken, eller måske en opgradering af det nuværende køkken, starter ofte med en drøm – men det kan være svært at forestille sig, hvordan drømmen passer ind i ens eget hjem,” udtaler Helle Fyllgraf, marketingdirektør i JKE Design, og tilføjer:

”Med vores nye værktøj gør vi det meget lettere at udforske mulighederne. Man kan swipe imellem før og efter billeder, gemme visualiseringerne og tage dem med som et godt udgangspunkt for den videre dialog i en af vores køkkenforretninger.”

300 køkkener om dagen

Og nye tal viser, at AI-værktøjet har fået fat i danskerne.

”Vi har været live i omkring tre uger nu og det allerbedste ved lanceringen er, at vi med det samme har oplevet virkelig fine resultater og forbedringer i konverteringsmål,” siger Helle Fyllgraf i mailen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Med værktøjet JKE KitchenDesigner kan forbrugeren tage eller uploade et foto af det nuværende køkken og få inspiration til, hvordan rummet kan forandre sig med nye køkkenmodeller, farver og designvalg. Foto: PR

Blandt de resultater, JKE har set efter de første tre uger, er følgende:

  • Tæt på 7.000 norske og danske køkkener er blevet visualiseret af brugere. Det svarer til over 300 køkkener om dagen
  • På de første tre uger har brugerne tilsammen brugt over 700 timer på at visualisere deres drømmekøkkener
  • Trafikken til JKE’s website er steget med 168 procent i forhold til samme periode sidste år
  • Antallet af møder booket online i JKE’s butikker er steget med 66 procent.

”Sikrer fremdrift i købsbeslutningen”

Helle Fyllgraf er ikke i tvivl om, at det nye AI-værktøj kommer til at sikre yderligere effekt.

”Jeg tror, at vores butikker vil opleve, at de kommende møder med kunderne er mere positive, fordi kunderne møder mere velovervejede og kan se nogle løsningsmuligheder for sig,” udtaler hun i mailen og tilføjer:

”Det gør dialogen meget mere kvalificeret og beslutningsprocessen bliver kortere.”

Hos Nørgård Mikkelsen siger kreativ direktør, Jakob Holme, at JKE KitchenDesigner er udviklet som en integreret del af JKE’s digitale økosystem og placeret centralt i kunderejsen.

”Ideen er at flytte kunden fra passiv inspiration til aktiv involvering og netop det, at JKE KitchenDesigner hurtigt og nemt visualiserer, hvordan et nyt køkken kan se ud hjemme hos en selv, sikrer fremdrift i købsbeslutningen,” siger han og tilføjer:

”Køkkenmarkedet kan være svært at overskue for kunder, der går med overvejelser om et nyt køkken. Så med udgangspunkt i JKE’s løfte til kunderne om ”Se dit JKE” har vi udviklet et værktøj, der er nemt at bruge, og som virker som en drømmestarter”.