Efter flere år som chef for og ejer af sin egen bureaubiks, 117, rykker Anders Kjærgaard ind som kreativ direktør hos Markant i Kolding.
Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
Gennem årene har Anders Kjærgaard både haft kunder som Flyvevåbnet, Harald Nyborg og Sund & Bælt. Hos Markant skal han være med til at løfte områder som kreativ ledelse og AI.
“Anders er selvfølgelig en tung kreativ profil. Han har drevet bureau, arbejdet med store kunder og har en erfaring, som gør os bedre fra dag ét. Men hvis det kun havde handlet om CV’et, havde vi ikke indgået den her aftale. Jeg er mindst lige så begejstret for mennesket Anders. Hans energi, nysgerrighed og måde at møde både kunder og kolleger på passer utrolig godt til den kultur, vi gerne vil have i Markant,” siger CEO i Markant, Jakob Storm.
Samtidig ser han markant et behov for at blive dygtigere til at svare på, hvordan AI kan bruges til at løfte kreativiteten – et område, Anders Kjærgaard har erfaring med.
“Vores branche er i enorm forandring. AI ændrer både vores værktøjer og vores arbejdsprocesser, men det ændrer ikke behovet for gode idéer, stærk rådgivning og mennesker, der forstår kundernes forretning. Tværtimod. Anders er kreativ helt ind i knoglerne og har samtidig arbejdet intensivt med AI og nye teknologier. Den kombination synes jeg er enormt spændende,” siger Jakob Storm.
Anders Kjærgaard fortæller, at han har været glad for sin tid som herre i eget hus – men han ser også frem til at få tid til at fokusere på kunderne og det kreative arbejde.
“Jeg har også fået lyst til at bruge min energi på det, jeg synes er allermest spændende: Kunderne, idéerne, kreativiteten og udviklingen af faget. Hos Markant får jeg et stærkt hold omkring mig og kompetencer på tværs af strategi, kreativitet, design og digital,” lyder det fra Anders Kjærgaard.