Det ville være en fornærmelse mod gedemarkeder at kalde de seneste dages offentlige drama hos tech-virksomheden OpenAI netop det.

Kort opsummeret fyrede virksomhedens bestyrelse OpenAI’s stifter og CEO, Sam Altman. Og efter et par tumultariske nyhedsdage, hvor størstdelen af OpenAIs medarbejdere truede med at sige op, er han nu tilbage som CEO. Blandt andet efter pres fra Microsoft, der ejer en stor del af OpenAI.

Spørger man Mark Ellegaard, Communications Planner hos &Co., og Hannah Gutkauf, Global Managing Partner & Head of Emerging Tech hos Manyone, kom det som en kæmpe overraskelse, da Sam Altman i første omgang blev afsat.

“Beslutningen fremstår utrolig naiv, ringe overvejet og i sidste ende ekstremt ineffektiv. Det er i hvert fald svært at se, hvordan de sidste dages begivenheder har eller kan lede til nogen form for ønskeværdig størrelse,” siger Mark Ellegaard.

Fyresedlen blev afsendt af en bestyrelse på fire personer i non-profit delen af OpenAI, hvis hovedformål er at kontrollere og sikre udviklingen af AI og særligt artificial general intelligence (AGI). Herfra lød det, at Sam Altman ikke havde været “ærlig i sin kommunikation” med bestyrelsen.

“Mit bud er, at bestyrelsen ikke har haft nok erfaring til at håndtere den situation, de stod i. Det var en ufattelig lille og uerfaren bestyrelse for en virksomhed, der voksede så hurtigt, som OpenAI gjorde. Kaosset understreger vigtigheden af at genbesøge din ledelsesstruktur i en hurtigt voksende virksomhed,” siger Hannah Gutkauf fra Manyone.

I kølvandet på genansættelse af Sam Altman rygtes det, at bestyrelsen fremover vil blive markant udvidet Det skriver Bloomberg.

Fyringen kom tæt på årsdagen for lanceringen af OpenAI’s AI-værktøj ChatGPT, der ikke bare gjorde kunstig intelligens mainstream, men også forvandlede det til kritisk infrastruktur for mange virksomheder.

“Hvis man er lidt nervøst anlagt, kan det godt give anledning til en bekymring om fremtidens AI-udvikling, og hvorvidt balancen mellem innovation, sikkerhed og etiske overvejelser går fløjten,” lyder det fra Mark Ellegaard.

En vigtig påmindelse

For hverken Manyone eller &Co. betyder udviklingen hos OpenAI, at man ændrer, hvordan man bruger kunstig intelligens til markedsføring, kreativt arbejde eller andet. Men man ser det som en løftet pegefinger om, at man ikke skal være afhængig af én virksomheds værktøjer.

“Vi arbejder i vid udstrækning med generativ AI, men vi bruger også rigtig meget tid på at gøre det rigtigt. Udover at undervise i en kreativ brug af AI, underviser vi også i det etiske og juridiske. Vi er meget transparente om vores arbejde med AI over for vores kunder og beder om samtykke, hvis det kommer i direkte kontakt med dem,” siger Hannah Gutkauf og tilføjer:

“Men mit råd til andre er at bruge flere forskellige services og ikke kun være afhængig af OpenAI, for det er stadig en black box. Og så skal man tænke meget over, hvordan man bruger AI, når man arbejder med forskellige sektorer.”

Hos Manyone bruger man dagligt værktøjer med kunstig intelligens, fortæller Hannah Gutkauf, men der er altid et menneske involveret.

“AI er en dynamisk partner i menneskelig kreativitet og strategiske beslutninger.”

&Co. er et af de bureauer, der udadtil har markeret sig med deres brug af kunstig intelligens i det kreative arbejde. De har blandt andet lavet flere kampagner for Eurojackpot, der hviler på forskellige typer af kunstig intelligens.

Heller ikke hos reklamebureauet får det i første omgang den store betydning.

“Ikke fra i dag eller i morgen i hvert fald. Vi har igennem det sidste år eksperimenteret med forskellige programmer og adopteret dem i større og mindre grad i vores arbejde. Det vil vi fortsætte med, og jeg ser ikke, at vores brug af ChatGPT ændrer sig så frygteligt meget. Vi har hverken bygget vores processer, produkter eller forretningsgrundlag på teknologien, men bruger den som en intern sparringspartner,” siger Mark Ellegaard og advarer samtidig:

“Jeg håber, at de seneste dages begivenheder kan tjene som en påmindelse om, at det ikke er risikofrit at bygge sin forretningseksistens på kunstig intelligens. For ikke at sige livseksistens. Ikke endnu i hvert fald. Vi kan ikke blindt stole på teknologien og bør lidt analogt sagt ikke lægge alle vores æg i én kurv, uanset hvor banebrydende og effektiv den lover at være.”

Brandet er ikke svækket

Tilbage står så spørgsmålet, om begivenhederne har skadet OpenAI’s brand. Ikke det store lyder den umiddelbare dom fra både Hannah Gutkauf og Mark Ellegaard.

“Det kan måske skade deres brand en lille smule, og nogle CTO’er vil måske være ekstra forsigtige med implementering, men alle var klar over, at OpenAI var et ungt, volatilt firma i en rivende udvikling med en frontløber teknologi, der arbejder mod en professionalisering,” siger Hannah Gutkauf, mens det fra Mark Ellegaard lyder:

“De fik lavet en OK damage control. I går ville jeg have sagt det modsatte. At det ville være svært at forestille sig, den seneste uro ikke ville skade deres brand. Med Altman og team tilbage og en ny bestyrelse er der ro på bagsmækken igen. OpenAI er den mest hypede techvirksomhed lige nu, men det her et eksempel på, hvor hurtigt tingene kan ændre i dag. Og hvor meget det betyder at have de rigtige mennesker og ikke mindst ledere på holdet.”

Måske kan det hele faktisk vendes til noget mere positivt. For Sam Altmans navn er for alvor kommet ud at leve på den anden side af Silicon Valleys tech-bobbel.

“Fra et PR-synspunkt kender langt flere nu til deres CEO. Jeg tror godt, at vi kan se OpenAI komme stærkere tilbage, og de vil lancere nye produkter. De har for eksempel lige gjort deres nye stemme-feature gratis tilgængelig,” siger Hannah Gutkauf med hentydning til, at muligheden for at prompte ChatGPT med stemmen indtil i dag lå bag en betalingsmur.

Du kan læse vores overblik over hele forløbet med OpenAI og Sam Altman her.