Strategi- og kommunikationsbureauet Oxymoron, der er stiftet af Kresten Schultz-Jørgensen, skifter navn. Det kommer fremover til at hedde Schultz J & Goll – opkaldt efter stifteren Kresten Schultz-Jørgensen samt Peter Goll, der fremover får rollen som adm. direktør i Oxymoron. 

”Vi har besluttet os for at relancere virksomheden. Det er med et nyt navn, et nyt ledelseshold og en ny identitet. Vi redesigner, får ny hjemmeside og placerer os stærkere i markedet,” siger Kresten Schultz-Jørgensen til mediet Markedsføring.

Han forklarer, at redesignet og navneskiftet kommer på et tidspunkt, hvort der er økonomisk fremgang for Oxymoron. De sidste to år er bureauet vækst steget med cirka 50 procent, og i det kommende årsregnskab leverer bureauet en omsætning på cirka 17 millioner kroner og et overskud på 3,7 millioner kroner. Samtidig er bureauet siden starten i 2018 vokset til at have nu 15 ansatte. 

”Det, vi gør nu, fungerer rigtigt godt, og det har vi ikke bare set i år, men de sidste to år. Vi gør det nu, så vi står styrket til fortsat at få vækst de kommende år,” siger Kresten Schultz-Jørgensen. 

Om beslutningen om at skifte navnet – og dermed måske miste noget kendskab – siger han: 

”Nogle vil sige, at det er ærgerligt, for selvom de ikke kunne udtale Oxymoron, var det godt. Men det gav bare nogle praktiske problemer, at folk ikke kunne udtale det, og derfor har vi fundet på et bedre navn, der også placerer os i den niche, som rådgiverbranchen er. Et navne-navn signalerer, at vi virkelig er rådgivere,” siger han. 

Peter Goll uddyber: 

”Kresten er i makkerskabet den kreative og den, der tænker de skæve tanker om, hvad vi kan. Jeg er mere forretningsmanden, der tænker på kunder og proces, så vi leger lidt ved at skrive Schultz J og Goll. Mit navn er lidt firkantet og kortfattet, og det er, tror jeg, en god kombination.” 

Nyt ledelsesteam

Udover navne- og hamskiftet, overtager Peter Goll rollen som adm. direktør for bureauet fra Kresten Schultz-Jørgensen, der får rollen som managing partner. Samtidig bliver partnergruppen udvidet med en ny partner i form af Louise Helstrup Guldager, der er Director of PR & Crisis Management.

Samtidig skaber bureauet også en ledergruppe rundt om Peter Goll. Her bliver Cirkeline Buron Director of Organizational Development , imens Paulina Nielsen får rollen som Director of Operations.

”Vi får på den ene side en kreativ ledelse i form af partnergruppen, og så har vi ledergruppen, der skal sørge for den daglige drift og sikrer, at symaskinen er velsmurt,” siger Kresten Schultz-Jørgensen.

Det er et markant skifte og professionalisering af organisationen i bureauet, forklarer Peter Goll. 

”Da vi gik sammen for godt halvandet år siden, var vi seks ansatte, og flere var unge studenter. Det vil sige, at vi ikke havde en egentlig organisation. Vi fordelte bare opgaverne rundt om bordet. Men med 15-20 fuldtidsansatte skal vi have en ny ramme med et klart ledelsessetup,” siger Peter Goll. 

Vil fortsætte vækst

Selvom bureauet har haft en markant vækst de sidste par år – fra en omsætning i 2020 på otte millioner til 17 millioner i 2022 – så er vækstmålet ikke lige så stort i 2023. 

”Vi har mest mål for, hvad vi vil nå fagligt og resultatmæssigt for kunderne. Vi vil gerne have fokus på regulerede brancher, hvor kapitalismen støder sammen med det socialdemokratiske samfund, hvor der er brug for et øget fokus på substantielle løsninger. Det er det fokus, der skal give os vækst. Men vi forventer, at vi omsætter for 10-20 procent mere næste år. Og starten på året tyder også på, at vi fortsætter med markant vækst,” siger adm. direktør, Peter Goll. 

”Det betyder også, at vi godt vil have lidt mere kritisk masse på antallet af medarbejdere. Så inden for et par år vil vi gerne op og være 20-25 mennesker med de rette kompetencer,” siger han. 

Den markante vækst i Oxymoron har overrasket Kresten Schultz-Jørgensen, siden han startede bureauet. 

”For fem år siden startede jeg bureauet for at ramme en niche mellem kommunikation og ledelsesrådgivning. Jeg kom ind med en kommunikationskasket for at rådgive direktioner og bestyrelser om strategi og ledelse. Det var en fin niche for mig, troede jeg,” siger han.  

”Men de sidste par år har det vist sig, at den niche er meget større, end jeg forestillede mig. Jeg tror, det handler om, at vi lever i en tid med geopolitiske problemer, pandemi og klimakrise. Det betyder, at både det politiske liv og erhvervslivet i langt større grad har brug for store omstillinger,” siger han. 

“Smagt sin egen medicin”

I forbindelse med relanceringen har Oxymoron også ”smagt sin egen medicin”, siger Peter Goll. Med det mener han, at bureauet har hyret design- og brandingbureauet AM Copenhagen til at stå for redesign og ny identitet. 

”Vi har haft brug for ekstern hjælp. Det går ikke, at du er din egen rådgiver,” siger Kresten Schultz-Jørgensen. 

Sådan kommer det nye logo fra Schultz & Goll til at se ud. Foto: PR

Peter Goll forklarer, at bureauet Schultz J & Goll får et avisinspireret og seriøst look i sort-hvid med markante farver, der skal bryde det alvorlige univers.

”Det er et avisinspireret univers med nogle breakingfarver – herunder blå og orange, når der virkelig sker noget. Grundlæggende er farveuniverset sort-hvid, og så vil vi også have farverne oliven og bourgogne til at give stemning. Det giver os on dobbelthed imellem noget, der er meget corporate, og så noget følelsesfuldt,” siger Peter Goll.

”Samtidig har de udviklet en ny skrifttype til os inspireret af Bauhaus, der sender signaler tilbage til 20’erne og 30’erne med seriffer og næsten overtydelighed i bogstaverne. Folk som os, der er lidt gamle i gårde, ved også, at bogstaver og typografi kan noget.” 

Grundlæggende mener de to bureauledere, at stilen signalerer den kerne, bureauet har. 

”Vi er skrifttunge og seriøse, fordi kommunikation og ord er vores styrke, og fordi vi laver væsentlig rådgivning. Men der er også et legesygt snit over det med kreativitet – vi synes, det rammer dobbeltheden godt,” siger Kresten Schultz-Jørgensen.