Efter mindre end et par år hos Kunde & Co har Telia-ejede Call Me valgt at skrive kontrakt med Brandhouse/Subsero.
Det oplyser de nye samarbejdspartnere i en mail til Markedsføring.
”I første omgang ønskede vi, at Call Me fik sit helt eget liv og plads i markedet. Den bedste løsning var at flytte opgaven med Call Me væk fra Telia-opgaven, som stadig varetages af Kunde & Co. Så får begge brands den fulde opmærksomhed,” skriver Telias marketingdirektør, Eva Lundgren, der tiltrådte stillingen i sommeren 2022, i mailen om beslutningen.
Om valget af netop Brandhouse/Subsero lyder det videre:
”Vi har valgt bureau både med hjernen og hjertet. Hjernen, fordi Brandhouse/Subsero både strategisk og kreativt er meget dygtige, har stærke eksperter på design og digital og et dygtigt kreativt team. Og med hjertet, fordi det er rigtig vigtigt for os, at vi har den rigtige kemi med vores samarbejdspartnere. Det føler vi absolut, at vi har med teamet hos Brandhouse.”
Fra purpose til prisfokus
Call Me-brandet var fra 2012 og otte år frem kendt for den prisvindende kommunikationsplatform ‘Tal ordentligt – det koster ikke noget’.
" Call Me havde tidligere en af de stærkeste positioner på teleområdet. Den differentiering stræber vi efter at finde igen.Stiig Binggeli, direktør, Brandhouse/Subsero
Platformen var baseret på purpose-tankegangen, før nogen rigtig havde opfundet dét ord, og kommunikationen vakte stor opsigt, også internationalt hvor det blandt andet blev til en pris ved Cannes Lions i 2013.
De populære ’Tal ordentligt’-reklamer skyldtes det daværende bureau Jangaard, Mark & Ko, indtil Hjaltelin Stahl (i dag Accenture Song, red.) tog over i 2019. Dengang lå også selve Telia-brandet hos Hjaltelin Stahl.
Men i efteråret 2021 var det slut: Telia og Call Me rykkede til Kunde & Co, og for Call Me-brandets vedkommende betød det nyt reklameunivers farvel til purpose-kommunikationen.
Konkret blev fokus flyttet tilbage på priserne og en mere taktisk tilgang under det nye slogan: ”Billigt. Nemt. Punktum.”, men nu er der altså igen nye toner på vej.
Vil ikke afsløre detaljer endnu
Præcis hvordan den nye positionering bliver, og hvordan den nye platform kommer til at se ud, løfter parterne ikke sløret for endnu.
Men Senior Brand Manager Sarah Eskildsen fra Call Me skriver i mailen, at man hos Brandhouse har fundet, det man ledte efter.
”Fra de første møder med teamet kunne vi genkende en stor forståelse for den markedsmæssige problemstilling og en energi omkring opgaven, som vi selv har. Derfor var det et oplagt match for os,” skriver hun.
Heller ikke direktør Stiig Binggeli fra Brandhouse/Subsero er til at lokke detaljer ud af endnu.
“Call Me havde tidligere en af de stærkeste positioner på teleområdet. Den differentiering stræber vi efter at finde igen, selvom telemarkedet har ændret sig markant. Det er en super opgave, og vi er kommet meget positivt og konstruktivt i gang med Sarah og Eva og resten af teamet fra Call Me,” skriver han.
Brandhouse stiller på Call Me-opgaven med Jeppe Ritz og Lise Lehwald som Lead kreative, Thomas Martin Hansen og Stine Jørgensen på marketing og projektledelse, Pernille Dueholm på design og Jacob Karne på digital udvikling.
Det ventes, at den nye Call Me-kommunikation skydes i gang mod slutningen af næste uge.