Pub & Sport-baren i det indre København lagde fysiske rammer til dette års Creative Circle Award-show, og det var ikke helt det vanlige brag af en branchefest.

Men mindre kan også gøre det, viste det sig, da aftenens vært, Anders Breinholt tonede frem på skærmen.

For selv om man kun fulgte med på skærmen, kunne ingen være i tvivl om, at humøret og stemningen var høj i pubben, hvor Anders Breinholt indledningsvist bevægede sig rundt med en boom-stang, sippede fadøl og stillede byger af spørgsmål til deltagerne.

Mundbind, guldsko og højt humør

Inde på selve pubben deltog omkring 200 mennesker, og alle forholdsregler var taget, ligesom arrangementet var sat sammen efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer i forhold til kvadratmetre og siddepladser.

Deltagerne sad i bureaugrupper, og der var afskærmning, mundbind og håndsprit til alle, der måtte ønske det.

Det lyder måske kedeligt, men det var det ikke.

Feststemningen var således til at tage og føle på helt vejen ud gennem livestream-skærmen, og det var en veloplagt CCA-formand, der bød velkommen:

– Jeg har taget guldskoene på i dag, sagde Dorte Nielsen i sin velkomsttale og videre:

– Så lad os se, hvad der sker. Jeg ved, at det her har været været værd at vente på.

Pudder på panden

Efter lidt synkroniserings-udfordringer med lyd og billeder i starten, kørte showet flot derudaf.

Inklusive et par afbrydelser, hvor værten måtte have professionel assistance til at få tørret sveden af panden, lagt lidt pudder og sprøjtet lak i frisuren.

Og lige pludselig var det hele slut – og alle priser uddelt.

Således kan et awardshow altså også afholdes. Langt fra Vega, hvor CCA har haft en lang og nattefestlig tradition – men ikke ringe, som man siger i det jyske.

Turbulent proces

Om processen op til pub-festen sagde Dorte Nielsen tidligere på dagen til Markedsføring: 

– Det har da været enormt turbulent. Som du ved, startede vi med at udskyde det hele. Så håbede vi på at kunne holde jurydage fysisk, men det kunne vi så alligevel ikke, og så måtte vi gennemføre processen online.

Men en ting var jurydagen – hvad med selve showet?

– Jamen, vi havde flere planer i spil undervejs, i takt med genåbningsprocessen og i takt med sundhedsmyndighedernes retningslinjer. For det var vigtigt for os at kunne fejre alle de mange vindere. Og så viste muligheden sig pludselig for arrangementet på Pub & Sport – og det er vi fantastisk glade for. 

Tager gode erfaringer med

Tager I noget med jer fra processen, som kan bruges igen?

– Det er jeg sikker på. Jeg var især utrolig positivt overrasket over juryens arbejde online. Det var noget af det, vi var lidt nervøse for, men folk har i dén grad været på, og afstemnings-aktiviteten har været virkelig høj, siger Dorte Nielsen og tilføjer:

– Så midt i corona og benspænd, så synes jeg, det har været et superfedt år, konkluderer CCA-formanden.