The DNA Journey, den globalt omtalte og prisbelønnede kampagne, som rejseportalen momondo og reklamebureauet & Co præsenterede i sommeren 2016, vinder nu igen international hæder.

Det er den New York-baserede pris Andy Awards, der har valgt kampagnen ud som finalist og det bliver endda til hele tre styk til The DNA Journey  – alle i kategorien Leisure/Travel og i sub-kategorierne Webfilm, Social Marketing og Branded Content.

Og for at det ikke skal være løgn, napper & Co. lige tre mere: De går til den nyere, men ikke mindre internationalt omtalte TV 2-film ”Alt det vi deler”, og de falder i Media-kategorien og i sub-kategorierne Webfilm, Social Marketing og Branded Content.

En flot præstation, der naturligvis også glæder hos & Co.

Man skal gøre sig umage
– Det er altid dejligt at få anerkendelse for sit arbejde – for alle som har været med på projektet. Begge projekter, TV 2 og momondo, har været omfattende og har krævet stor involvering både fra os selv, vores kunder og samarbejdspartnere, siger Robert Cerkez, der er partner og Creative Director hos & Co. og fortsætter:

– Så en nominering eller en pris får os til at huske tilbage på alt dét, vi gik igennem sammen for at lykkes – og lader os også mærke, at det betaler sig, at vi gør os umage sammen. Og så er det jo altid interessant at følge, hvem der ellers er nomineret i samme kategori som en selv.

Hvordan ser I som bureau Andy Awards i international award-sammenhæng – er det en eftertragtet pris, som fx Cannes-løver, D&AD-priser osv?

– Ser man, hvem der ellers er nomineret ved Andy Awards, så bliver man stolt og på samme tid ydmyg. Der er mange gode kampagner og sindssygt dygtige bureauer. Så ja, absolut. Jo sværere det er at vinde, des mere eftertragtet er prisen. Og vi er glade for at have fået hele seks nomineringer.

Det er tidligt på award-sæsonen – er dette her et godt tegn i forhold til resten af sæsonen, herunder Cannes Lions?

– Det er superdejligt med nomineringer i Andy Awards og alle de tidligere priser, vi har fået i år. Det giver os håb, men der er aldrig en garanti. I hver eneste award, er der er en ny jury med sin egen smag, diskussioner og beslutninger, slutter Rober Cerkez.

Kun en enkelt jury
Lidt specielt for Andy Awards er det, at der blot findes én jury, men det er positivt, mener det ene af de to danske jurymedlemmer, Katrine Jo Madsen, tidligere Senior Creative hos TBWA Paris – nu hjemvendt til Danmark.

– At vi er en lille gruppe, der sammen skal bedømme alle indsendelser på tværs af alle kanaler, gør det vildt spændende. Det vil sige, at der i bedømmelsesprocessen ikke som sådan findes specifikke kategorier, men at alt bliver målt op mod hinanden. Præcis ligesom i virkeligheden for forbrugeren, sagde hun for nylig til Markedsføring.

Sammen med det andet danske jurymedlem, Per Pedersen, Greys Global Creative Chairman, og de øvrige jurymedlemmer har hun været med til at udvælge de cases, der om en god måneds tid forhåbentlig kan se frem til at få overrakt trofæer af den ene eller den anden karat.

Øverst på det globale podie for Andy-finliater står i øvrigt McCann New York med 17 priser, efterfulgt af adam&eveDDB London med ni, Goodby Silverstein & Partners med otte, Leo Burnett Chicago, Leo Burnett Toronto – og &Co./NoA med hverseks styk.

Om finalisterne så også ender med at vinde bronze, sølv eller guld – eller måske ligefrem en Grandy, Andy Awards’ svar på Grand Prix’en, afsløres i næste måned.

Se alle finalisterne her – og se eller gense de to nominerede film fra momondo og TV 2 herunder.

The DNA Journey – momondo (Produktion: Bacon, Instruktion: Jeppe Rønde)

 

Alt det vi deler – TV 2 (Produktion: Moland Film, Instruktion: Asger Leth)