Den kreative branches evne til at fremskynde klimaindsatsen er for første gang nogensinde blevet anerkendt på COP30, der i disse dage foregår i Belém i Brasilien.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra netværket ’Creatives for Climate’, der forleden indtog ’The Presidential Stage’ ved den globale konference.

Her fremviste netværket en perlerække af kampagnefilm med klima og miljø-budskaber fra bureauer over hele verden – herunder to cases fra danske Worth Your While.

Samtidig med showreelet, der også omfattede cases fra bureauer som Lucky Generals, Nice and Serious og Strike Paris, lancerede Creatives for Climate fra hovedscenen også ”The Creative Integrity Playbook”.

En såkaldt ’action guide’, der er tænkt som en hjælp til bureauer og brands til at benytte deres indflydelse i det kreative arbejde.

Guiden bygger ifølge meddelelsen på ’The Oxford Net Zero Serviced Emissions Framework’ og den fokuserer på “operationelle, praktiske løsninger, der tilbyder videnskabeligt underbyggede anbefalinger til at integrere klimaintegritet i kreativt arbejde – fra kundeudvælgelse til kampagnelevering”.

To danske kampagner med

Ved præsentationen i Belém kunne deltagerne blandt andet se klip fra to dansk-udviklede kampagner – begge fra det kreative bureau Worth Your While.

Scene fra filmen 'Ray the Rug' om tigeren som en uddøende art.

Den ene kampagne, der blev vist i reelen, var ’Ray the Rug feat. Ray Winstone‘ for Save Wild Tigers, hvor et talende tigerskind afleverede et trist budskab om en uddøende art.

Den anden var en kampagne for organisationen Plastic Change, hvor billeder, der ved første øjekast lignede klassiske modereklamer: Flotte mandekroppe med imponerende store kønsorganer pakket ind i lækre hvide boxer tights – men hvor budskabet var anderledes alvorligt. Nemlig at mikroplast udgør en betydelig risiko for mandlig fertilitet.

Lucy von Sturmer, grundlægger og adm. direktør, Creatives for Climate, udtaler i meddelelsen:

“For første gang bliver vores branches indflydelse anerkendt som en klimaløsning på COP30. Vores Creative Integrity Playbook forvandler denne anerkendelse til handling – og tilbyder klarhed, værktøjer og vej for bureauer og brands til at ændre tingenes tilstand.”

Fra de hjemlige breddegrader siger Tim Pashen, kreativ direktør på Worth Your While, at man på bureauet glæder sig over at være en del af bevægelsen – og han understreger, at kreativitet netop ikke kun handler om at lave kampagner, der sælger.

“At bruge kreativitet – ikke kun til at sælge, men også til at løse reelle problemer – er kernen i de bedste fremtidssikrede kreative virksomheder. Sjovt nok er det også er de færdigheder, der kræves for at sikre, at vi overhovedet har en fremtid at drive forretning i,” siger han.

Creatives for Climates Playbook kan hentes her, og her kan du se det kampagne-reel, der forleden blev vist på ’The Presidential Stage’ ved COP30 herunder.