Trine Keller-Andreasen er stoppet i Volvo Cars efter knap to år som head of brand strategy has den svenske bilproducent.

Forleden skrev hun på LinkedIn, at hun har valgt at forlade rollen, som hun beskriver som et ”drømmejob”. I opslaget forklarede hun dog ikke, hvorfor hun stopper.

Markedsføring har derfor talt med den tidligere Another- og Forsman & Bodenfors-profil, som i dag også er juryforperson for Månedens Kampagne, om baggrunden for beslutningen.

Glæden i datters øjne havde betydning

Hvis det er et drømmejob, du forlader, hvorfor stopper du så i Volvo – og er det helt og holdent dit eget valg?

“Både og. Volvo Cars har været og er til dels stadig igennem en periode med enorm omstrukturering, nedskæringer og besparelser. Noget der har præget det meste af 2025. Som led af denne proces blev min rolle lidt overraskende ændret og justeret, hvilket ikke var op til mig selv,” skriver hun til Markedsføring.

Ifølge Trine Keller-Andreasen var hendes nye rolle ikke en, som hun kunne se sig selv i.

”Og det var ikke en rolle, der var værd at forlade min familie hver eller hver anden uge, for. Så det har været min helt egen beslutning at takke nej og forlade Volvo. Et meget vemodigt, men helt rigtigt valg.”

”Især da jeg så glæden lyse ud af øjnene på min datter, da jeg fortalte hende, at jeg ikke skulle til Sverige mere,” tilføjer Trine Keller-Andreasen, der pendlede fra København til Volvo-hovedkvartet i Göteborg.

Benspænd ikke at være på gulvet hver dag

Hvad er det vigtigste, du har lært i din tid hos Volvo, og hvad tager du med dig videre?

”Det er godt nok svært at sige, for fagligt er jeg blevet beriget og det samme på det personlige plan. Jeg vil nok sige forståelsen og respekten for corporate, og alt hvad det indebærer. Det bliver ikke fra mig, du hører, at “livet er nemmere på kundesiden”.”

Hvad har været den største udfordring i din Volvo-tid?

”At jeg ikke har været på gulvet i Gøteborg hver eneste dag. Trods Volvo er ejet af Geely-koncernen, så er Volvo så svensk, som det kan være, og alt sker “på gulvet i fabrikken”.”

Hvad er du mest stolt af, når du ser tilbage på de sidste knap to år i Volvo-regi?

”At jeg ved, at jeg 100 procent kan stole på og være mig selv, trods jeg ingen erfaring fra kundesiden har. Og at jeg – selv om der til tider har været modvind – er lykkes med forholdsvis meget på et enormt højt niveau i en supertanker af en virksomhed som Volvo Cars.”

Har lært undervejs

Er der noget, du føler, du kunne have gjort bedre, mens du var hos Volvo?

”Altid. Som ny i corporate-land, var der ting, jeg ikke så tre-fire skridt før, de skete. Og relationer jeg ikke havde fået opbygget, som kunne have banet endnu bedre vej for mig selv og mit team. Men det har jeg så lært nu.”

Hvad skal der ske nu – hvad drømmer du om af næste karriereskridt?

”Jeg har virkelig nydt min rolle og den formåen, den har haft. Jeg har fået skabt enormt tætte relationer på tværs af virksomheden – især med Product, Design og Volvos kommercielle strategiske ben, som jeg har haft stor glæde af. At få lov til at få en mulighed som den igen vil være skønt. Når det så er sagt, så ved jeg det ikke – udover at det skal være et job med base i Danmark.”

Jagt-træning skal genoptages

Nu hvor du måske har lidt tid på hånden, har du så andet på din bucket list, der skal realiseres?

”Jeg har været så heldig at have boet i mange lande, oplevet enormt mange ting, vundet en masse priser og mødt en masse mennesker, som har været bucketlist-værdige. Så på den front er jeg allerede meget “rig”.”

”Nu skal jeg lære at tage det roligt og bare være. Jeg har et meget stort behov for kognitiv stimulans, og dermed et stort drive. I forhold til det skal jeg lære, at det er ok at have ro på. Og ellers har jeg tænkt på at få genoptaget jagt-træningen af min hund.”