”2025 var et år med rigtig højt aktivitetsniveau. Og markante udfordringer, svære beslutninger og igangsatte forandringer.”

Sådan opsummerede formand for Dansk Markedsføring, Steffen Lundgren Kristensen, tirsdag året 2025 på foreningens ordinære generalforsamling.

Det var en generalforsamling uden stor debat, men med mange store overskrifter i foreningen.

Herunder: Et underskud for året på 1,5 mio. i foreningen – og ligeledes et budgetteret underskud på 1,2 mio. kr. i 2026. Med målet om et nulresultat i 2027. Samt en betydelig ændring af medlemspriser i foreningen og en lukning af mediet Markedsførings printmagasin på grund af stigende omkostninger.

”Først anerkendelse. Stor og oprigtig tak til organisationen og teamet. Til medarbejderne. Til ledelse. Til samarbejdspartnere, frivillige og netværksledere. Og til medlemmerne, der har bakket op i et år, hvor alt ikke har været let,” lød det fra Steffen Lundgren Kristensen.

Dirigent på generalforsamlingen var advokat Jesper Rasmussen. Referent var direktør for Dansk Markedsføring, Gitte Tvilling.

Tager situationen alvorligt

På generalforsamlingen tog formanden situationen i foreningen alvorligt. Og tog ansvar for situationen.

”Vi satte sejlene for hårdt i indgangen til 2025. Fakta er, at bruttofortjenesten faldt med 6 procent, og at vi har et driftsunderskud på 1,5 millioner. Afmatning har spillet ind, men organisationen har ydet over evne for at levere det resultat, der er blevet leveret,” sagde Steffen Lundgren Kristensen.

Samtidig kunne han og direktør Gitte Tvilling som nævnt berette, at man budgetterer med et underskud på 1,2 mio. i foreningen i 2026, før man vil ramme et nulresultat i 2027. Og arbejdet er allerede gået i gang for at vende økonomien, sagde Steffen Lundgren Kristensen:

”Vi har iværksat en back-on-track-plan. Det er en toårig plan, vi allerede ser de første resultater af. Det er skærpet fokus på positionering og kerneværdier og et styrket værditilbud. Det bliver et bevidst investeringsår i 2026. Vi forventer et mindre driftsunderskud i 26. Formålet med planen er klar. Vi skal styrke medlemsværdien og vende udviklingen i 27, hvor foreningen igen skal levere overskud på driften. Vi kan ikke spare os til det,” sagde han og tilføjede:

”Dansk Markedsføring står fortsat stærkt. Men det kræver klare prioriteringer og mod til at investere og forandre. Og for at runde af står vi her med en bestyrelse, der tager ansvar og en organisation, der leverer.”

Samtidig var der fra Steffen Lundgren Kristensen ros til medarbejderne i Dansk Markedsføring for at levere stor aktivitet.

”Vi har haft en aktivitet næsten hver uge, når man fratrækker ferie. Super stærkt, at organisationen har leveret så højt et aktivitetsniveau. Vi har også afholdt 11 netværk, DDA og Rambuk er igen i år blevet afviklet med stor succes og rekordhøj antal indsendelser, høj kvalitet og solid økonomi,” sagde han og roste også lanceringen af konferencen Business of Marketing og afholdelsen af Digital Copenhagen.

”Bestyrelsen er dybt taknemmelig for den indsats, der er blevet leveret.”

Underskud i 25 og 26

Direktør Gitte Tvilling præsenterede det negative resultat på 1,5 millioner kroner med konklusionen, at det ”naturligvis ikke var tilfredsstillende, men at foreningen kan være tilfreds med den indsats og aktivitetsniveau, der er præsteret”.

”Resultatet skyldes, at vi har haft pres på kapacitet og økonomi. Det er særligt kursus og konference, der har været ramt. Særligt på grund af manglende kapacitet til at løfte det og en afmatning i markedet. Der er mange om buddet, og det har givet færre indtægter. Indtjening på medlemmer er faldet med 4 procent og annonceindtægter er også faldet,” opsummerede hun.

Hun understregede dog også, at man leverede bedre end i 2024, hvor resultatet før skat lød på minus 2,7 millioner kroner i foreningen. Samtidig fortalte hun, at bestyrelsen i 2025 har frasagt sig honorarer, ligesom foreningen i 2026 også vender hvor en krone i organisationen.

For 2026 budgetterer foreningen desuden med et underskud på 1,2 millioner kroner. Det vil sende foreningens egenkapital ned på ca. 1,2 millioner, men det er nødvendigt, sagde direktøren.

”Vi har fokus på top og bund. Og på alle omkostninger, hvor kan vi spare, hvor vi kan gøre det selv eller få noget billigere. Medarbejdere har sagt farvel til frokostordningen. Det gør ondt. Vi har virkelig en ambitiøs plan, selvom resultat er negativt. Det er ikke defensivt. Det er rimeligt offensivt. Vi kan ikke spare os ud af den her opgave, vi har foran os. Vi er nødt til at investere.”

Fra formand Steffen Lundgren Kristensen lød det, at man er fortrøstningsfuld om 2026:

”Der er meget bedre styr på driften, så vi kan drive en sund foreningen fremadrettet. Vi oplever en organisation, der er mere robust, fremadskuende, mere ambitiøs og selvsikker. Det skyldes en styrkelse af fundamentet. Det er både rekruttering af nye og relevante kompetencer, men at der også har være fokus på trivsel og transparens. Det tema blev med rette adresseret.”

Regnskab og budget blev godkendt uden indvendinger af generalforsamlingen, og dernæst præsenterede foreningen nye priser og en ny medlemskabsmodel.

Der er her markante prisstigninger på især de større medlemskaber i foreningen.

”For at sikre hele ambitionen om at komme back-on-track skal vi styrke vores medlemsøkonomi og sikre en øget medlemsværdi. Vi skal fastholde og rekruttere. Vi har genbesøgt kontingenterne og lavet benchmarks baseret på konkurrenter i markedet. Derfor indstiller vi til en større stigning i år gældende fra 1. august for eksisterende medlemmer og gældende fra nu for nye medlemmer,” sagde Gitte Tvilling.

Forslaget blev vedtaget, og de nye medlemspriser i foreningen ser således ud:

Medlemskab 2026 (2025 i parentes)
1 person*kr. 3.495 (3.395)
Op til 2 personerkr. 4.995 (4.195)
Op til 4 personerkr. 6.995 (6.195)
Op til 9 personerkr. 14.995 (12.495)
Ubegrænsetkr. 34.995 (23.995)
StuderendeGratis
Personer over 68 årGratis

Det digitale medlemskab, der tidligere eksisterede, udgår desuden – alle overgår her til et medlemskab på op til 1 person. Priserne er gældende fra den 1. august 2026 for nuværende medlemmer, blev der oplyst på generalforsamlingen. Priserne gælder fra dags dato for nye medlemmer.

Printmagasin lukker

Samtidig annoncerede formand Steffen Lundgren Kristensen i sin beretning, at mediet Markedsførings printmagasin udgår fra 2027.

Det skyldes øgede udgifter til produktion af magasinet – og at man ønsker at prioritere journalistisk indhold frem for papir.

”Vi har besluttet, at i 2027 vil der ikke længere være et trykt magasin. Det mener vi, er det rigtige. Vi mener, det peger ind i fremtiden. Vi vil bruge medlemmernes penge på indhold og ikke papir og porto. Vi kan se i medlemsundersøgelser, at mediet er en af de vigtigste årsager til at være medlem i Dansk Markedsføring.”

Derudover tilføjede han, at man har planer om at indføre en medlemsmur på mediet og de første tiltag forventes implementeret i slutningen af 2026.

Og samtidig trådte to nye ind i bestyrelsen. Det var Rasmus Skjøtt, chief digital officer i Søstrene Grene, og Mette Munk, VP, head of corporate branding & digital, Danfoss.

Bestyrelsen består i dag af de to samt Steffen Lundgren Kristensen, Claus Andersen, Bjarne Spellerberg, Eline Gernow, Kasper Kjærsgaard Jensen og Mia Terese Duelund.

Bestyrelsesformand er fortsat Steffen Lundgren Kristensen. Han blev valgt efter generalforsamling af bestyrelsen. Næstformand er Claus Andersen.