Den 1. oktober får verden en ny videoplatform. Den døbes Step Network Video Syndicate (SNVS) og er kommet til verden i et samarbejde mellem det danske medienetværk Step Network og det svenske firma PlayAd Media Group.

Platformen skal fungere som embedded afspiller på danske mediers hjemmesider og samtidig være et videobibliotek, der gør det nemmere for medierne at dele indhold på tværs af redaktioner.

Og så skal den måske vigtigst af alt vriste annoncekronerne ud af hænderne på YouTube og Facebook. Pengene bliver fordelt således, at Step Network tager 30 procent, leverandøren af indhold får 35 procent, og det medie, hvor indholdet bliver afspillet, får også 35 procent.

“Det er et fragmenteret marked, og der er ingen konsensus om, hvad der er god kvalitet. Derfor er det et perfekt tidspunkt for os at komme på markedet,” siger Ulrik Kristensen, der er Head of Publishers & Partnerships hos Step Network.

Det er et marked domineret af YouTube og Facebook, hvor mange har forsøgt sig, men har tabt. Hvorfor får I succes?

“Vi er Danmarks største medienetværk, og det er derfor, at vi vil lykkes. Grundlæggende ved vi, at mediebrugerne skriger på videoindhold, og lige nu er annoncørernes videostrategi YouTube og Facebook. Markedet mangler en dansk leverandør og god kvalitet,” siger Ulrik Kristensen.

Den anden nøgle til succes er ifølge Ulrik Kristensen platformens fælles videobibliotek, hvor medierne kan uploade og bruge hinandens materiale.

“En stor del af det handler om at gøre det nemt for medierne. I dag ringer de til hinanden og beder om en filmtrailer eller andet content. Alt skal rekvireres. Det gør vi op med, og alt strømmer gennem platformen.”

Step Network er ejet af mediekoncernen Jysk Fynske Medier, der har 15 dagblade, 63 ugeaviser samt en række radiostationer og nyhedssites.

Medierne skal leve op til krav

STEP Network vil kvalitetssikre platformen gennem et manifest, som alle brugerne skal forpligte sig til. Det drejer sig blandt andet om, at der skal være minimum 70 procent click-to-play med lyd, og så må medierne ikke smide videoen ind i bunden af artikler for at tjene penge.

Indholdet skal være en primær del af artiklen. Og hvis de ikke lever op til manifestet, så bliver der lukket for det varme vand.

“Vi har bygget dashboard og rapportering, hvor alle publishers kommer til at få en rapport om, hvilke benchmarks de skal overholde. Hvis de ikke overholder dem, så kommer de til at bonne ud og kan i sidste ende blive smidt af platformen,” fortæller Ulrik Kristensen.

Hvorfor skal man som marketingafdeling sende sine penge mod jer?

“Annoncørerne skal bruge platformen netop på grund af vores manifest. Vi vil samle medie-Danmark omkring en kvalitativ platform, hvor der er et sæt spilleregler. De er garanteret en bestemt kvalitet, og vi tager styring på et marked, der er bragende fragmenteret,” siger Ulrik Kristensen og tilføjer:

“Hvis vi ikke gør det, så flyver alle pengene afsted til YouTube og Facebook.”

Først skal tjeneste leve

I første omgang handler det ikke om at tjene penge, men om at få videotjenesten ud at leve. Step Networks store opgave er at få nok content ind på platformen og samtidig få de forskellige medier til at arbejde sammen.

De skal i alt sin enkelthed parre medier, der har masser af videomateriale, men ingen publikum, med medier der har den omvendte udfordring.

Et eksempel, Ulrik Kristensen nævner, er hjemmesiden Biltesteren, der har videoanmeldelser af de nyeste biler, men mangler et stort publikum. Indholdet er relevant for Bilbasen, der kan bruge videoerne til deres salgsannoncer.

“Vi kommer til at være meget opsøgende, for at skaffe relevant content. Hvis vi kun har skrald, så er den ikke interessant. Vi går efter distributionsselskaberne, politiske partier, you name it. Jeg er sikker på, at det bliver en succes. Der et hul i markedet. Folk efterspørger kvalitet, og vores medier mangler en videostrategi,” siger Ulrik Kristensen.