”Hvorfor være hund, når du kan være zebra?”
Lige præcis det spørgsmål stiller en ny kampagnefilm fra det danske møbelbrand Omhu, der går i luften i dag,
Anledningen er, at den bare tre år gamle virksomhed lancerer en limited drop zebrastribet sofa, og filmen er udviklet og instrueret af AI-kunstner, director og New Land-talent Sally Trier i samarbejde med et lille produktionsteam.
Det fortæller Sally Trier i en mail til Markedsføring, hvor hun om idéen skriver:
”Vi kender alle den følelse, hvor alting pludselig virker lidt… beige. Den der stemning, hvor man begynder at tænke: Skal jeg få pandehår? Flytte til en ny by? Genopfinde mig selv? Men Omhu har et andet forslag: Gå zebra.”
Filmen er ifølge Sally Trier, ”inspireret af internettets fascination af ekstreme hunde-makeovers”.
”Og så tager vi den skridtet videre i et visuelt univers, hvor hunde ikke længere bare bliver klippet. De bliver … zebra.”
Omhu: Vi vil udfordre kategorien
I filmen følger man en lille hund, der opdager en ny salon i byen: The Teddy Cut. Den lille hvide hund lusker nysgerrigt og forsigtigt ind ad døren – eller rettere ’kattelemmen’ – og opdager en helt ny verden.
Her sidder andre hunde i kø for at få den eftertragtede behandling, inklusive photoshoot, som involverer en høne iført lyserøde bamsestøvler.
Og til at fordrive ventetiden kan man studere magasiner som ’Pawspective’ og ’Wag Journal’ …
Artiklen fortsætter under billedet.
Og ja, det lyder måske en smule underligt, men ifølge Omhus kreative direktør, Christine Smith, er det yderst velovervejet.
”Møbelbranchen har længe været præget af en æstetik, hvor meget ligner hinanden. Derfor har vi bevidst valgt en mere utraditionel tilgang med en AI-skabt film. For os handler det ikke kun om teknologi, men om at udfordre kategorien og vise, at møbler også kan være underholdende, modige og kulturelt relevante,” skriver hun til Markedsføring.
Tilgangen hænger tæt sammen med Omhus nye kreative retning, Iconic Ironic, hvor ikoniske produkter møder et publikum med selvironi og humor, forklarer hun.
”Vi ønsker at vise, at vi tør gå forrest – både når det gælder brugen af AI, stærkt håndværk og content, der sætter entertainment først,” siger hun og tilføjer:
”Som et digital first-brand er det vigtigt for os at forstå den kultur, vores publikum er en del af. Det betyder, at vi både kan trække på internetfænomener som extreme dog makeovers og samtidig tale ind i det helt reelle øjeblik, hvor en forbruger står og overvejer, om den beige sofa skal skiftes ud med noget langt mere vovet – måske en zebra.”
Artiklen fortsætter under billedet.
”En ret vild produktion”
Sally Trier oplyser til Markedsføring, at det var Omhu selv, der kom med den overordnede idé.
Siden har Sally Trier videreudviklet ideen og været både instruktør og AI-artist på filmen, der er 100 procent AI-produceret og varer omkring 80 sekunder.
”Den bygger på en stærk indsigt og et ret markant visuelt univers – og jeg tør godt sige, at man ikke rigtig har set noget lignende før i dansk reklame,” siger hun og tilføjer:
Om Omhu
- Virksomheden blev etableret i november 2021
- I dag beskæftiges omkring 37 medarbejdere
- Siden starten er Omhu ifølge erhvervsdatabasen Lasso X vokset markant
- I 2022 kom selskabet ud med et resultat før skat på 75.000 kroner
- 2023 landede man et resultat før skat på 7,6 millioner kroner
- Og i 2024 indberettede man et resultat før skat på 18,3 millioner kroner.
Kilde: Lasso X
”Ambitionen har været at skubbe både AI-craft og art direction til nye højder. Og jeg synes, den viser ret tydeligt, hvad der pludselig kan lade sig gøre kreativt med AI lige nu.”
Sally Trier oplyser, at der kun har været tre mennesker inde over i produktionen – hende selv, klipper Frederik Marbell og colorist Rasmus Hedin. Og selvfølgelig Omhu.
”Så det er i virkeligheden en ret vild produktion i forhold til, hvor lille et hold, der har lavet den.”
Om årsagen til, at Omhu har valgt at arbejde med Sally Trier, skriver Christine Smith.
”Fordi der ikke er andre, der er på det niveau craft wise. Vi forstår hinandens art-direction sprog, og ja det er et sprog. Man ser mange, der er dygtige til at bruge AI, men som har dårlig smag, og der skiller Sally sig ud ved både at have the craft and the aesthetics,” fastslår Christine Smith.
Se Omhu-filmen herunder – det er Bad Land, der har produceret.