Hvis ikke de havde så pokkers travlt, havde de haft svært ved at få armene ned hos AudienceProject.

Det danske selskab, der måler digitale reklamer på tværs af flere kanaler og platforme og har eksisteret i mere end 10 år, har nemlig indgået en stor og unik aftale med Meta – det tidligere Facebook. Det er en aftale, selskabet har arbejdet på at få endeligt i hus i over halvandet år.

Aftalen betyder kort sagt, at AudienceProject som et af meget få selskaber i Europa får adgang til krypteret data om, hvilke annoncer Metas brugere ser. Det betyder, at AudienceProject som tredjepart nu uafhængigt kan analysere, hvem annoncerne rammer, og hvad effekten er, når annoncørerne kaster annoncekroner efter Metas sociale medier.

”Det betyder, at vi basalt set kan måle alle typer af reklamer, der er på Facebook og de andre platforme, Meta ejer, herunder Messenger, Instagram og WhatsApp,” siger Brian Meritam Larsen, VP Partnerships hos AudienceProject.

”Er du interesseret i at ramme kvinder med børn på Facebook, så målretter du mod kvinder i målgruppen 30 til 50 år. Ved at krydse Facebooks data med vores panel, der består af flere end 100.000 panelister i Danmark, kan vi svare på, om dine reklamer rent faktisk rammer kvinder, der har børn,” siger han som et eksempel på, hvor specifikt AudienceProject kan måle effekt.

Kan hjælp med transparens-problem

Med andre ord mener AudienceProject, at det med Facebook-aftalen kan give et næsten samlet billede af, hvor effektivt annoncørernes mediespend bliver brugt.

”I et stadig mere fragmenteret mediebillede kan vi se, hvordan du rammer din målgruppe mest effektivt. Vi kan lave brandlift-målinger, så vi kan se, om dem, der rent faktisk ser annoncerne, får et mere positivt billede af dit brand,” siger Brian Meritam Larsen.

Udover Facebook, Instagram, Messenger og WhatsApp kan AudienceProject også måle digitale reklamer på YouTube og kombinere det med data om flow-tv fra deres samarbejdspartner TechEdge.

Mange annoncører har udfordringer med, at de mangler indsigt i, om deres mediespend har den rette effekt – kan jeres teknologi være med til at løse det problem?

”Ja, det kan den. Vi har fuld indsigt i, hvad effekten er på Facebook og på tværs af kanaler. Det har vi også på programmatiske annoncer. Vores automatiserede system er sat sådan op, at vi faktisk måler på, om du får mere ud af programmatiske annoncer end andre typer annoncer,” siger Brian Meritam Larsen.

”Vi kan se, om der bliver leveret værdi for pengene.”

Lover, at der er styr på datasikkerheden

At indgå samarbejdet har været præget af stor forsigtighed fra tech-gigantens side. Efter flere kritiske sager om datasikkerhed er Meta blevet meget påpasselige med at give andre selskaber mulighed for at anvende selskabets data. Brian Meritam Larsen forsikrer dog om, at der er helt styr på brugernes data.

”Det er en vild integration med det fokus, der er på privacy,” siger han.

”Vi har skullet leve op til to kriterier. Det ene er, at vi sikrer annoncørerne, at det reelt er en uafhængig trejdepartsmåling af reklamerne. Og det andet er, at vi sikrer privatlivet for Metas brugere.”

Og netop det har krævet krypteret teknologi.

”Vi har lavet det, der hedder en dobbelt blind-integration. Vi matcher vores paneldeltageres email med Metas brugeres emails. Og de emails er krypterede, så vi kan aldrig identificere, hvilke data der kommer fra hvilke brugere. Og Meta kan heller aldrig se noget om vores panelister,” siger Brian Meritam Larsen.

Hvordan kan vi stole på, at I har styr på datasikkerheden?

”For det første skal man være med i vores panel for overhovedet at blive målt. Og alle vores panelister har fået en mail, hvor de eksplicit skal sige ja til, at vi måler deres data hos Meta. Og for det andet er det teknisk sat sådan op, at vi aldrig selv får adgang til Metas data. Og er der nogen i vores organisation, der forsøger på det, er der sat et system op, så alarmen går i gang,” siger Brian Meritam Larsen, der tilføjer, at et hold på 10 eksperter fra et eksternt revisionshus har auditeret systemet for at sikre sig, at det er i orden – og det vil ske løbende.

Håber at vokse

Brian Meritam Larsen er sikker på, at aftalen med Meta også kan styrke AudienceProject som virksomhed.

”Det er klart, at vi håber, at vores eksisterende kunder virkelig kan få noget ud af det. Men vi håber også, vi får flere kunder. Vi er kendte i Danmark, Norge, Sverige og Finland og er gået ind i Tyskland og UK inden corona og Frankrig efter corona. Vi håber, det her gør det nemmere, når vi starter op i nye lande,” siger han.

”Det er et kæmpe skulderklap, at vi er fundet værdige og interessante nok til det her samarbejde. Men det har også været så lang en proces og benhårdt arbejde at få på plads, at vi slet ikke har kunnet tage hænderne over hovedet og fejre det endnu. Det må vi gøre i det nye år,” siger han.