”Det er absurd, hvis man ikke kan se, at de er for ens. Det, Garbergs har gang i, skaber kun forvirring og forklaringsproblemer for begge parter.”

Sådan siger grafisk designer Tobias Røder til mediet Markedsføring, efter at han i et LinkedIn-opslag har kritiseret det svenske reklamebureau Garbergs nye visuelle identitet, som minder alt for meget om en identitet, han har lavet i samarbejde med deres konkurrent: Malmö Reklambyrån. 

Den oprindelige M-identitet, der er i design-terminologi kaldes ’et umuligt bogstav’, udviklede Tobias Røder tilbage i 2019. For nylig lancerede Garbergs, der har hovedkontor i Stockholm og kontor i Malmø, et nyt logo med et ’umuligt’ G.

Bureau-ejer undrer sig 

Gustav Hultberger, der er stifter af Malmö Reklambyrån, stiller sig uforstående og forvirret overfor, at Garbergs vælger at gå med et logo, der ligner deres direkte konkurrents så meget – især på et marked i Malmö, hvor der kun er få kreative bureauer. 

”Nye idéer står på skuldrene af gamle idéer. Men vi arbejder i en kategori, hvor vi sætter en ære i at give kunder rådgivning i branding og at identificere vores positioner. For mig giver det ikke nogen mening, at man pludselig selv vælger at ligne en af sine hovedkonkurrenter,” siger han.

Og netop, at de er direkte konkurrenter, er, ifølge bureauejeren, det der gør design-sammenfaldet til et problem.

”Hvis det var en burgerbar, der solgte burgere i Malmø, der fik et logo, der havde en lignende udtryk som vores, så ville jeg bare rose dem for deres stil. Men her, hvor vi er to bureauer i konkurrence i et begrænset lokalt marked, så er det bare for tæt på,” siger Gustav Hultberger og tilføjer:

“Jeg har ikke lyst til at være i en situation, hvor jeg skal starte alle kundemøder med at forklare, hvorfor deres identitet ligner vores så meget. Det er ikke en god måde at starte et møde på.”

Se de to involverede bureau-logoer nedenfor:

Her er de to logoet sat op imod hinanden. Garbers nye logo til venstre af Tobias Røders logo for Malmø Reklambyråns fra 2019. Foto: Fra henholdsvis Garbergs og Tobias Røders opslag på SoMe.

”De er ikke ens” 

Mediet Markedsføring har kontaktet Garbergs og foreholdt dem kritikken fra Tobias Røder og Gustaf Hultberger. Malin Wikerberg, der leder Garbergs Malmø-bureau, svarer i en mail: 

”I forhold til vores Garberg-identitet, så er vi netop nu ved at udvikle en ny. Den er dog ikke færdig og derfor ikke udgivet endnu. Det logo, som I refererer til, er ikke vores nye identitet. Det et midlertidigt logo, som vi lavede, da vi fejrede 35 år som bureau i Lissabon. Som du kan se på tasken (den på billede, red.) står der 1987 -> 2022. Vores nuværende identitet kan du se på vores website,” skriver hun.

Gustaf Hultberger har også rettet henvendelse til både Garbergs i Stockholm og Malmö og har påpeget ligheden. Ifølge ham blev bureauet dog blevet voldsomt irriteret over hans henvendelse, og han overvejer at tage drastiske midler i brug.

”Jeg synes bare, jeg forsvarer vores position. Vi har et brand, som bekymrer os om og som betyder meget for os. Og hvis der er nogen, der vil krænke det på vores lokale marked – så vil vi selvfølge stå op for os selv,” siger Gustaf Hultberger.

”Jeg kommer helt sikkert ikke til at lade det passere,” tilføjer han. 

”Er ikke vores identitet”

Tobias Røder er åben over for, at Garbergs kan have lagt sig tæt op ad Malmö Reklamebyrans visuelle identitet ved en fejl. Men det ændrer ikke ved, at han mener, at det er problematisk.

”Egentlig tror jeg bare, at de har glemt at lave deres research. Men de skal indrømme, at de har lavet en fejl. At dem, der har lavet logoet, ikke har været bekendt med Malmö Reklambyråns M, og at de selvfølgelig ikke kan have det samme logo som dem,” siger Tobias Røder. 

Gustaf Hultberger er enig – men anerkender også, at fejl er noget, der sker. 

”Jeg kører min egen butik, og jeg ved da godt, at ting kan gå skævt, og man kan lave fejl. Det sker, at man får en idé og udfører den, og så går det op for en, at det man har lavet måske ligger for tæt på noget andet. Men det eneste, du så kan gøre, er at lægge dig fladt ned og sige undskyld – vi må prøve at finde på noget andet,” siger han.

I alles interesse

Tobias Røder og Gustaf Hulterberger er desuden ikke imponerede over svaret på kritikken fra Garbergs.

”De skriver, at det hele tiden har været meningen. Det tror jeg ikke på. De skal da bare indrømme, at de har lavet en fejl – men det gør de ikke. Men det er selvfølgelig fordi, der ikke er nogen, der vil tabe ansigt,” siger Tobias Røder til Markedsføring.

Gustav Hultberger undrer sig ligeledes over, at Garberg ikke er kommet med den forklaring de gange, han har kontaktet dem. Men det er en løsning, som han kan leve med. 

”Hvis det nu er sådan, de har besluttet sig for at gå videre frem, så håber jeg, problemet er løst. Så håber jeg, at de nu vil udvikle et kreativt concept, der tydeligt adskiller sig fra deres konkurrenters. Det er i alles bedste interesse.”

I august-nummeret af mediet Markedsføring kunne man læse et stort portræt af Tobias Røder. Læs det her i en digital version.