Manden der ville være allemandseje

Kære Flemming

Inden du dør, vil jeg gerne fortælle dig om din søn, Tobias Røder. Jeg er ved at skrive et portræt af ham, og ingen har været vigtigere for hans liv og karriere end dig. Både når du var der, og særligt når du ikke var. “Jeg følte ikke, at min far elskede mig, derfor skal alle elske mig,” fortalte din søn, allerede første gang, jeg mødte ham. Han fortalte også, hvordan du forsvandt ud af hans liv, da han var barn, at du er dødeligt syg, og at han håber, I bliver forsonet, før det er for sent. Derfor vil jeg gerne dele Tobias’ historie med dig.

Se portrættet som en rapport over din søns 51 år, som han selv har set dem. Dele kan du genkende, fordi du var til stede de første år. Dele kan du nok ikke genkende, og der kan være dele, du bliver ked af. Men historien om Tobias Røder som en af Danmarks mest markante grafiske designere hænger – ifølge ham selv – uløseligt sammen med hans forhold til dig. “Det, der driver mig, er at blive anerkendt af min far, men samtidig har jeg spejlet mig i ham som noget, jeg ikke vil være. Jeg har frygtet at ende som ham.”

Første gang jeg mødte din søn, var på hans kontor i Nansensgade i Indre København. Det er nemt at finde, for på tre af vinduerne står der Tobias Røder og hans motto: Design is what ideas look like. Lige da han flyttede ind, stod det på alle syv vinduer, men han var bange for, at folk tænkte, at han havde narcissistisk mindreværd. I ly af natten tog han ned på kontoret, og med en køkkenkniv skrabede han sit eget navn af. Det var en syret oplevelse, sådan at slette sig selv, fortalte han.

Jeg må indrømme, at jeg fik en frygtelig lyst til at demaskere din søn efter vores første møde. Han var et stort, smittende smil, da han tog imod mig og bød på frisk frugt, for sådan starter han og hans ene ansatte, Lucas Perch-Nielsen, altid dagen. Henkastet fik han fortalt, at hans elbil holdt udenfor, men han tager primært offentlig transport. Da en flue forstyrrede vores interview, ville han flytte interviewet i stedet for at gøre den fortræd. Når folk fremstår så udpræget gode, så tænker jeg altid, at de må gemme på noget grimt, hvilket i virkeligheden siger mere om mig.

For problemet var, at Tobias stolt åbnede op om sine grimmeste sider lige med det samme, og ”Kejserens nye klæder” er jo kun interessant, fordi kejseren insisterer på, at han har tøj på. Philip Einstein Lipski, der er din søns bedste ven, fortalte et par uger efter, at en af grundene til, at Tobias er godt selskab, er, at han ikke bærer nogen facade. Philip fortalte, at din søn gerne skræller huden af sig selv. Så tøvede han lidt, før han tilføjede: “Det har han nok arvet fra sin far.”

På en halv time fortalte Tobias Røder mig de hemmeligheder og sårbarheder, som vi andre kan gemme både halve og hele liv.

Udover følsom ærlighed er din søns mest udtalte karaktertræk hans charme. Tobias er typen, man nemt kan blive lun på. Faktisk lidt småforelsket. Flere af hans venner påpeger, at der hviler en magnetisk aura over ham.

Jeg gætter på, at han også har arvet den fra dig. Misbrugerens overlevelsesmekanisme er ofte gavtyvens glimt i øjet. Hvis det ikke er fra dig, er det måske fra de gøglere og kunstnere, han voksede op omkring i Sverige. Du kender jo selv historien, så jeg skal nok holde det kort.

Du var Sverige-korrespondent for Information, og Tobias’ mor var reklametegner. Ved siden af producerede I dukkefilm til svensk TV og flere skolebøger. Ikke langt fra Tobias’ barndomshjem lå kunstnerkollektivet Drakabygget, hvor han ofte blev passet af kunstnerparret Lis Zwick og Jørgen Nash, der hævdede at have skåret hovedet af den lille havfrue. Når han ikke blev passet, vadede lille Tobias frit rundt i de omkringliggende skove, hvor fantasien fik frit spil. Med andre ord gav I ham en vaskeægte 70’er-hippieopvækst krydret med Ronja Røverdatter. Selv beskriver han opvæksten som magisk, omend han ikke kan huske noget af den. Han har besøgt både hypnotisør og psykolog for at komme i kontakt med de tidlige år. Lige lidt har det hjulpet.

Da Tobias var syv år gammel, rejste han med sin mor og lillesøster til Danmark, hvor de bosatte sig i Taastrup. Tobias husker det som, at moren havde fået nok af dine løgne. Et par år efter flyttede du også til Danmark og fik job på Sjællandske Tidende i Skælskør.

I Taastrup skabte Tobias’ mor et kreativt frirum, hvor papirerne flød, og børnenes venner flokkedes til. Hun var emballagedesigner for Irma og tog tit Tobias med på arbejde. Her lå han på gulvet med en sodavand og tegnede. Duften af tuscher og papir glemmer han aldrig.

Som du også ved, Flemming, så I hinanden sporadisk op gennem Tobias’ teenageår. Primært foregik det i sommerferierne, hvor han kom på besøg. Festen fik fuld skrue. Selv opsummerer han det sådan: Ham og en ven på samme knallert med en flaske vin hver, halbal som destinationen og at score damer som missionen. At rulle rundt i kornmarkerne, stjæle jordbær og flygte under skuddene fra en vred bondes haglgevær. Når de kom hjem, var festen stadig i gang hos dig.

Allerede i folkeskolen begyndte Tobias at vise tegn på skoletræthed. Lærerne syntes, han havde en anti-autoritær attitude. Tobias klarede sig primært igennem på charmen og sine mundtlige karakterer. Efter folkeskolen forfulgte han en overgang en drøm om at blive tøjdesigner. Men når det kom til de afgørende eksamener, tog han sig ikke sammen, og han færdiggjorde aldrig uddannelsen.

Tilbage i Taastrup dinglede Tobias rundt på må og få, indtil hans mor samlede en portfolio af alt, han havde tegnet. Det blev hans indgangsbillet til en tegnestue i Nordhavn, og her fik han sin uofficielle skolegang. På bureauet mødte han nemlig en gudsbenådet tegner, hvis arbejde stod opmagasineret i nogle store arkivskabe. Så sad din søn til langt ud på natten og kopierede tegnerens arbejde med forlov.

Da bureauet drejede nøglen om, kom han i lære hos Ole Falk Hansen. Det endte med at være skelsættende for Tobias’ karriere, for han kom i lære på samme tid, som Steve Jobs lancerede den første Mac. Da arbejdet som grafisk designer blev revolutioneret, var Tobias en af de første rumpiloter, der kunne designe på de nye maskiner. Hos Ole Falk Hansen fik han de samme opgaver som sin læremester. Det eneste krav var, at lærlingen skulle løse dem på en helt anden måde og altid prøve at gøre det bedre og nyere end sin mester. Til gengæld lovede Ole Falk Hansen at gribe ham, hvis han fejlede. Det er i øvrigt en filosofi, Tobias selv praktiserer med sine praktikanter, og han kalder sit kontor for ”et eksperimentarium dækket ind i bobleplast”.

Heller ikke hos Ole Falk Hansen fik din søn gjort opholdet færdigt. For denne gang blev han headhuntet til reklamebureaet Hiort, Stenius og Preisler. Tobias’ chef, Peter Hiort, indtog en en faderrolle for ham og udfyldte noget af det hul, du havde efterladt. Den nu afdøde reklamemand Peter Hiort blev i en nekrolog sammenlignet med både Jimi Hendrix, Keith Richards og Johnny Rotten og var på den måde en farlig rollemodel for en søgende, ung mand. Men Tobias så op til Peter Hiorts fandenivoldskhed og insisteren på det gode håndværk. Det var også her, Tobias Røder lærte, at kommunikation og design uløseligt hænger sammen. Han besluttede at arbejde som en hybrid mellem reklame- og designbureauerne.

Frederik Preisler, der var Preisler-delen af bureauet, beskriver Tobias som lige så utilpasset som alle andre unge, begavede mennesker, der endte i branchen. Allerede første gang, de to mødtes, gik det op for Frederik Preisler, at den unge grafiske designer var lynende intelligent. Ofte vidste Tobias, hvor en samtale var på vej hen længe før modparten. Men han var høflig nok til ikke at foregribe samtalen, husker Frederik Preisler. De to er stadig venner og dansede for nyligt cancan til Mads Brüggers 50-års fødselsdag (Brügger kalder i øvrigt din søn sympatisk, morsom og generøs), så jeg tænkte, at Frederik Preisler måske var manden, der kunne hjælpe mig med at stikke kniven ind og finde Tobias Røders grimme side. Men alt, hvad Frederik Preisler kunne svinge sig op til, var, at vennens største svaghed er hans beskedenhed, og det lyder jo mest af alt som den omgang varme luft, man serverer til en jobsamtale.

Efter seks år hos Hiort, Stenius og Preisler hyrede det internationale reklamebureau Grey ham til at være en af kræfterne bag en københavnsk afdeling. Og det var her, i en alder af kun 24 år, at livet ramlede om ørerne på din søn. Han husker, at han og de andre unge kreative fodrede sig selv med stoffer og gik i fiktiv krig for bureauet. Til gengæld fik de en alt for høj løn og alt for meget frihed. Det førte til et vanvittigt kreativt output, men det havde en pris: For Tobias var prisen en brat konfrontation med, hvor skidt han egentlig havde det med sin barndom. Det værste var ifølge Tobias, at det gik ud over hans daværende kæreste, Anja, og parrets nyfødte datter.

Tobias fik en depression, omend han ikke vidste det. Han følte, at brystkassen var tapet så stramt ind i gaffatape, at han ikke kunne trække vejret. Hvis han skal opsummere tiden hos Grey med ét ord, er det: Misbrug.

Redningen blev den stopklods, som Tobias fortæller, at han har arvet fra sin mor. Da han var tæt på fuldstændig at miste kontrollen over sit liv, gik han til bekendelse hos kæresten og lagde alle kortene på bordet. Mens forholdet til Anja brast, startede Tobias til forskellige former for terapi og healing, og langsomt kunne han mærke, at gaffatapen gik op.

Det er værd at nævne, at det også var hos Grey, han udviklede sin helt egen grafiske stil – en enkelt og nøgtern streg – der med tiden har gjort ham til en af landets mest ombejlede grafiske designere. En sen, mørk aften sad han og arbejdede på et nyt design til TDC Kabel TV og skelede til Kontrapunkts ellipse. Ind ad døren kom Michael Robert, der var hans kreative chef, og sagde: ”Tobias, du skal sikre dig, at der er en idé i alt, du foretager dig,” og så gik han igen. Den nærmest guddommelige indgriben faldt på det helt rigtige klokkeslæt, og på det helt rigtige tidspunkt i Tobias’ liv, og siden har han arbejdet ud fra den sætning.

I de næste år skiftede Tobias mellem at være selvstændig og fastansat. Han designede visuelle identiteter for Air Greenland og Irma, som han lavede med sin mor, og han var en af drivkræfterne, da avisen Information gik fra broadsheet til tabloid som det første nyhedsmedie i Danmark. I sit arbejde med Information mødte han også flere ældre journalister, der kunne huske dig og viste billeder, hvor de holdt Tobias som lille. Men jeres karriereveje skulle smelte endnu tættere sammen senere.

Jeg vil ile frem til 2011 og det næste springende punkt i din søns professionelle virke. Det tog egentlig sine spæde skridt i sluthalvfemserne, da han mødte Henrik Juul, som jeg vil kalde en af Danmarks reklamekonger. Her var endnu en rollemodel, som Tobias så op til. Omvendt så Henrik Juul i Tobias en gammel mand i en ung krop, der stadig var usikker på sin stil og derfor en smule tilbageholdende. Det klædte egentlig grafikerens udtryk, hvis du spørger Henrik Juul. Han husker, at Tobias allerede dengang vidste, hvor han ville hen, men han havde på det tidspunkt i 1999 nok ikke helt evnerne til det.

Over det næste årti arbejdede de sammen på mange forskellige projekter, og Tobias havde ad flere omgange kontor i samme bygninger, som de virksomheder Henrik Juul arbejdede for. Det havde han også, da Henrik Juul — som en af ejerne af PeopleGroup — skulle opbygge Radio24syv, som PeopleGroup ejede med Berlingske Media.

Henrik Juul bad Tobias opbygge både radioens og de enkelte programmers identiteter. Tobias havde, fortæller Henrik Juul, opnået en modenhed, hvor hans ego ikke stod i vejen for ideerne. Således blev det Tobias, der fandt på den slanke røde streg i logoet, der trækker på det tyske mærke Brauns designtraditioner, og Henrik Juul så, hvordan radioværterne senere i radioens levetid voksede, når de fik Tobias’ grafiske stempel på deres programmer.

For Tobias selv betød arbejdet for Radio24syv, at offentligheden fik et forhold til ham. Et forhold, der blev forstærket, da Radio24syv under stort ståhej lukkede i 2019. Hans grafiske identiteter blev en markør i en kulturkamp, hvor både lytterne og værterne kunne hænge deres savn til Radio24syv på hans design og plakater. Pludselig optrådte din søn i medierne, han blev tit spurgt ind til sin mening om andres håndværk og udstillede sit arbejde på gallerier. Men måske vigtigst af alt for Tobias, så fik hans arbejde en plads, indrammet i glas, på parcelhusenes vægge.

Derfor må jeg også indrømme, Flemming, at jeg faktisk ringede til Henrik Juul med en slet skjult bagtanke, der udløb af noget, Tobias modvilligt fortalte mig. For første gang var han tilbageholdende overfor mig, og han var faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet måtte gengive ordene. “Jeg tror måske, at jeg er på vej derhen,” sagde han og fniste, “ej, jeg kan ikke få mig selv til at sige det. Tænk, hvis du skriver det.”

Så holdt han en pause, hvor han forsøgte at kontrollere sin latter.

“Jeg tror, at jeg er på vej derhen, hvor jeg kan blive den næste Per Arnoldi. Per er elsket af folket. Han hænger i folks sommerhuse. Jeg vil også gerne anerkendes af den brede skare.”

Tobias fortalte mig, at han drømmer om et afsnit af ”Kender du typen”, hvor der hænger en Radio24syv-plakat.

”Radio24syv gjorde, at jeg kom ind i folks hjerter, og der vil jeg gerne blive. Det må hænge sammen med forholdet til min far. Svigtet i at jeg ikke følte mig elsket som søn.”

Udover at være en af Danmarks dygtigste plakatkunstnere, var Per Arnoldi også en tidlig inspirationskilde for din søn. Han så Arnoldis arbejde som meget ung og forstod det. Plakaterne fik ham til at smile, og på samme måde forsøger han selv at skabe en underfundighed i sine værker, der kan få folk til at trække på smilebåndet. Per Arnoldi og din søn er i øvrigt venner i dag.

Henrik Juul opnåede også den folkelighed, som Tobias higer efter. I en periode gik mange danskere og sagde “squaaaash” i hovederne på hinanden, fordi de havde set en af Henrik Juuls reklamer. De blev kult i den brede befolkning.

Derfor var mit håb, at Henrik Juul kunne sætte ord på, hvad folkelighed er, og hvorfor det betyder så meget for Tobias. Udfordringen ved det folkelige er, siger Henrik Juul, at du konstant skal være et skridt foran den. Du må aldrig lefle for den, for så mister du den.

Og så sagde Henrik Juul noget, der satte sig i mig: “At opnå folkelig anerkendelse kan være en bortforklaring for det svigt, de nærmeste har oplevet, når man har arbejdet sene timer. En måde at vise, at alle de arbejdstimer ikke var forgæves.”

Sådan har han selv brugt folkeligheden i perioder. Alligevel, understregede han, var det i sidste ende det hele værd.

Henrik Juul, Philip Einstein og Frederik Preisler er alle enige om, at Tobias nok skal blive folkelig. Fordi han er ægte, han er 100 procent sig selv. Den eneste ændring, de tre har set i ham gennem årene, er, at han er blevet en mere destilleret udgave af sig selv. Han er kogt ind til essensen.

Henrik Juul gik endda så langt som til at sige, at din søn er den dygtigste grafiske designer, Danmark har haft i de seneste 40-50 år. Det må gøre dig stolt at høre.

Nu er vi nået til slutningen på portrættet, Flemming. En af de første ting, Tobias og jeg snakkede om, var jeres forhold. Det er meget sigende om hans ærlighed, at han deler noget så sårbart med et menneske, han har kendt i en halv time.

I marts blev Tobias ringet op af sin søster, din datter, der fortalte, at tiden var knap. Du var på plejecenter i Maribo, og du var døende. Det krævede meget overtalelse fra venner og familie, før han besluttede at tage ned og besøge dig. For hvad nu, hvis det var sidste chance? Hvad der mødte ham, fortæller han, var et skelet med hud på. Men også et menneske, der lignede ham meget mere, end han troede. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må have føltes som at kigge på sig selv dø.

Han trillede dig i din kørestol ud i gården, hvor solen bragede ned. Han havde din gamle cowboyhat på, og så sad I der og røg smøger, mens du for første gang spurgte ind til hans projekter. Tobias fortalte dig om arbejdet med Information og Sjællandske Medier. Sjovt nok var han endt med at arbejde begge de steder, du havde været. Du tabte kæben. Og lige der, i en gårdhave i Maribo, mødte enderne hinanden. Han kaldte dig “far” for første gang i sit voksne liv.

Et par uger efter introducerede han dig for sine to yngste døtre og hans kone Marianne. Imens Marianne og pigerne gik rundt og studerede gårdhaven, lænede du dig over kørestolens armlæn, ind til din søn, og hviskede: “Sikke nogle dejlige piger. Det hele begynder at falde på plads.” Efter besøget gik Tobias og familien ned til domkirken i Maribo, de satte sig ved søen, og Tobias kunne mærke, at du havde ret. Det hele begynder at falde på plads.

Hvis der er noget ondt i din søn, fandt jeg det ikke. Sandheden er nok, at Tobias Røder i en alder af 51 år har sluttet fred med sig selv og sine dæmoner. Den største var hans forhold til dig. Jeg håber, at dette brev kan bringe jer tættere på hinanden.

EFTERSKRIFT: Dette brev skulle have været læst højt for Flemming Røder. Aftalen var på plads, men dagen før blev hans tilstand desværre forværret. Den 19. august klokken 5:30 døde Tobias Røders far. Dette brev er læst af Flemming Røders pårørende – hans tre børn, hans søster og enke, som alle har ønsket, at det skulle bringes.