Efter et EU-udbud, der startede før sommerferien, har Danske Spil blandt tre prækvalificerede bureauer valgt Nordlid til at hjælpe Lotto, Quick, Eurojackpot og Vikinglotto videre ”på vejen mod de bedste digitale kundeoplevelser”.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordlid.
Der er tale om en fireårig rammeaftale med et, ifølge Markedsførings oplysninger, tocifret millionbeløb, og Nordlid skal i perioden levere ”rådgivning og sparring om digitalisering af kundeoplevelsen og rådgive om optimal brug af data og udnyttelse af Danske Spils MarTech set-up”.
Derudover skal Nordlid ”eksekvere konkrete CRM-ydelser”, oplyses det.
Martin Dalsgaard Andersen, Marketing Director, skriver i meddelelsen om valget af Nordlid:
”Vi står i dag et sted, hvor vi som organisation, både MarTech- og datamæssigt, er godt rustet til at gå endnu længere i forhold til at levere de bedste digitale kundeoplevelser. Men det skal ske med strategisk afsæt i de kommercielle muligheder og forretningsmæssige mål. Og her har Nordlid gennem vores eksisterende samarbejde og deres besvarelse i udbuddet vist, at de er de rette til at hjælpe os videre i det arbejde.”
”Nu er barren sat endnu højere”
Nordlid har samarbejdet med Danske Spil i flere år, og arbejder allerede nu med at levere CRM-ydelser til både Danske Licens Spil og Danske Lotteri Spil.
Nordlid har desuden rådgivet og medvirket til at opbygge Danske Spils IT-infrastruktur. Men med den nye rammeaftale løftes samarbejdet ifølge pressemeddelelsen ”op på et endnu højere strategisk niveau med fokus på at optimere den kommercielle performance og udnyttelse af data”.
Hos Nordlid vækker Danske Spils valg glæde:
”Vi er megaglade for, at Danske Spil har valgt Nordlid som fortsat samarbejdspartner. Vi har i mange år været en del af Danske Spils digitale rejse og er stolte af de projekter og resultater, som vi har skabt sammen,” skriver Lasse Nygaard Christensen, CEO hos Nordlid, i meddelelsen og tilføjer:
”Og vores dybe kendskab til Danske Spils brands og it-infrastruktur er et værdifuldt fundament for næste skridt i samarbejdet fremover. Nu er barren sat endnu højere, og vi glæder os til at være med til at drive Danske Spils strategiske automatiserings- og personaliserings-agenda.”