Efter flere år med dyk i omsætningen begynder pilen at pege i den rigtige retning for Nordlid.
Bureauet løfter i sit 2022-regnskab omsætningen til 37,2 millioner kroner mod 32,4 millioner kroner i 2021 – en vækst på knapt 15 procent.
På bundlinjen lander bureauet dog i minus 1,6 millioner kroner, men det er der klare årsager til, lyder det i en pressemeddelelse fra CEO Lasse Nygaard.
”I 2022 har vi fortsat de strategiske investeringer særligt på kompetencesiden i takt med, at vi hele tiden udvider CX-forretningen. Oven i strategiskiftet har vi derudover haft engangsomkostninger til bl.a. vores nye lokaler og goodwill-afskrivninger. Det betyder, at vores resultat ender med et kalkuleret, mindre minus på 1,6 millioner kroner.”
Da Markedsføring talte med Lasse Nygaard ved denne tid sidste år, lød forventningen på ’et plus på bogen i 2022’. I en opfølgende mail uddyber han baggrunden for, at det ikke kom til at holde stik.
”Isoleret for vores engangsinvesteringer laver vi et positivt driftsresultat, som er over vores forventning. Vi har investeret langt mere end først planlagt i at skalere vores digitale kompetencer i takt med, at antallet af nye kunder og projekter i andet halvår 2022 voksede markant mere, end vi havde forventet,” skriver han og tilføjer:
”Det er investeringer, der rammer vores bundlinje positivt i 2023. Det ser vi allerede tydeligt her i første kvartal, hvor vi er vokset med over 30 procent YoY og har tjent over to millioner kroner.”
Kæmper fortsat med goodwill-afskrivninger
Nordlid er et resultat af en fusion i 2017 mellem det tidligere dialogbureau, RelationshusetGekko, ejet af Bording Group, og Lasse Nygaards digitale bureau, Increase.
Siden fusionen har bureauet arbejdet på et digitalt strategiskifte og specialiseret sig i rådgivning og løsninger inden for Customer Experience, også kaldet CX, altså sammenhængende, datadrevne kundeoplevelser.
Fusionen udløste imidlertid en årlig goodwill-afskrivning, som Nordlid har båret på lige siden, og som blandt andet har været med til, at bureauet har haft Going Concern-påtegninger på regnskabet i en årrække.
Og det har man også i 2022, men det bekymrer ikke Lasse Nygaard.
" Som det ser ud lige nu, så forventer vi en omsætning på mellem 45-47 millioner kroner i år, hvilket svarer til en fremgang på cirka 24 procent.Lasse Nygaard, CEO, Nordlid
”Going Concern er i vores tilfælde et lidt ligegyldig regnskabsmæssigt udtryk, så det tager vi helt stille og roligt,” skriver Lasse Nygaard opfølgende på mail og tilføjer:
”Vi eksekverer på vores 2025 CX-vækstplan og er på nuværende tidspunkt foran i forhold til forventningerne. Vi har nogle økonomisk solide medejere som partnere i form af Bording Group, som også tænker langsigtet. Det vigtige er, at vi ser effekten af vores strategiske satsning og allerede i indeværende regnskabsår forventer at lande et markant positivt resultat på bundlinjen.”
Jeres egenkapital er også stadig negativ. Er det fortsat forventningen, at den går i plus inden for et par år, som du sagde i forbindelse med 2021-regnskabet?
”Vores CX-strategi betyder, at selskabet nu er sat helt rigtigt sammen, og det ser vi tydeligt på indtjeningen allerede. Derfor er det ikke så vigtigt for mig, hvornår egenkapitalen er på et specifikt niveau, men i langt større grad, at jeg ser de indtjeningsgrader, vi har planlagt efter i vores 2025-plan,” lyder det fra Lasse Nygaard, der tilføjer:
Nøgletal – Nordlid 2022
Tal i millioner kroner – 2021-tal i parentes
Nettoomsætning 37,2 (32,4)
Bruttoresultat 24,0 (22,4)
Resultat af primær drift -1,1 (-2,4)
Årets resultat -1,6 (-2,3)
Kilde: Nordlid
”Vi koncentrerer os om at eksekvere på planen og udvikle forretningen, og tjene de penge vi skal, nu hvor selskabet er konfigureret rigtigt. Men vi lever i en omskiftelig verden, og det er vi også forberedt på.”
Venter plus på 4-5 millioner i 2023
I forhold til 2023 har Lasse Nygaard høje forventninger, da Nordlid med hans ord ’er fortsat ind i 2023 med en markant kundetilgang inden for en række nye brancher’.
Kan du sætte tal på forventninger til 2023?
”Som det ser ud lige nu, så forventer vi en omsætning på mellem 45-47 millioner kroner i år, hvilket svarer til en fremgang på cirka 24 procent,” skriver han og tilføjer:
”Samtidig lander vi et plus på bunden på 4-5 millioner kroner i år. Og ud over, at vi udvider vores engagementer med eksisterende kunder, så har vi også formået at tiltrække nye segmenter, bl.a. kunder inden for den finansielle sektor og kunder blandt forsyningsselskaberne.”
Og Nordlid-direktøren er ikke i tvivl om, at der er et behov for bureauets kompetencer i markedet.
”Mange virksomheder har jo gennem de senere år investeret massivt i at indsamle data for at skabe den personaliserede og relevante kundeoplevelse. Men de fleste får stadig ikke høstet værdien af de mange data i form af bedre og datadrevne kundeoplevelser,” skriver Lasse Nygaard og tilføjer:
”Så med vores fokus på CX, hvor vi transformerer brandværdi til digital forretningsværdi for kunderne, står vi et rigtig godt sted i markedet, hvor vi rammer et kæmpe behov.”
Nordlid har i dag hovedkontor på Vesterbro i København og beskæftiger knap 40 medarbejdere.