En dansker skal stå i spidsen for konsulentfirmaet Deloittes globale kommunikationsindsats.
Mette Schønnemann hedder hun. Hun kommer internt fra Deloitte Danmark, hvor hun hidtil har været CMO, oplyser Deloitte i en pressemeddelelse.
”Som global kommunikationschef får jeg mulighed for at udvikle Deloittes globale kommunikationsagenda på bæredygtighed, teknologi og samfundsansvar. Det bliver ikke større,” skriver Mette Schønnemann og tilføjer:
“Det betyder, at jeg kan fortsætte det meningsfulde arbejde med et af verdens stærkeste brands i samarbejde med superdygtige brand-, marketing- og kommunikationskolleger fra hele verden.”
For Mette Schønnemanns danske kolleger kommer det ikke som et chok, siger nordisk CEO i Deloitte, Anders Dons.
”Mette Schønnemann har gjort det fremragende på kommunikationsagendaen i Danmark. Det er naturligvis bemærket hos Deloitte internationalt, hvorfor vi er super stolte over, at hun kommer til at lede den globale kommunikation fremover. Det er Mette Schønnemanns dedikation og vedholdenhed, som har fået Deloitte Danmark til at træde op på scenen som samfundsdebattør,” skriver Anders Dons i meddelelsen.
Mette Schønnemann har arbejdet i Deloitte Danmark de seneste syv år, hvor hun først har været kommunikationschef og siden CMO. Herunder med ledende roller i Deloittes nordiske og europæiske kommunikationsnetværk.
Hun har tidligere været hos Microsoft som PR-ansvarlig, samt arbejdet som presse- og kommunikationskonsulent på bureauer i London og København.