”En af grundene til, at vi gør det her, er at vi har meget ambitiøse mål for Norden som region. Det er både nogle, som vi selv har sat for os, men der er også nogle forventninger som Wavemaker Global har til os, fordi det er gået så godt for os.”
Sådan lyder det fra Wavemakers første CEO for Norden, Kristian Bæk-Mikkelsen, der netop er blevet forfremmet fra CEO i Danmark – en rolle som han dog fortsat varetager.
Som CEO for Wavemaker i Norden får han et overordnet ansvar for at drive de ambitioner, som netværksbureauet har globalt set, på tværs af hele regionen og for at knytte tættere bånd mellem de nordiske markeder.
Om hvad han fra starten vil vægte tungest i sin nye rolle, siger han:
”Mit første fokusområde er at skabe fortsat vækst og endnu mere værdi for vores kunder på tværs af hele Norden. Men jeg skal også vinde nye kunder, der arbejder på tværs af de nordiske markeder, så vi kan styrke vores infrastruktur og udleve vores nordiske vision og cementere vores position som et bureau, der arbejder sømløst på tværs af grænser.”
Med fra dag ét
Kristian Bæk-Mikkelsen har været med i Wavemakers udvikling helt fra undfangelsen i 2018, da GroupM-bureauerne MEC og Maxus – hvor han var CEO i sidstnævnte – fusionerede.
Wavemaker har 250 medarbejde på sine nordiske kontorer, hvor det danske hovedkontor i København med sine 120 ansatte er klart det største. Det var derfor også oplagt, at det var Kristian Bæk-Mikkelsen, der skulle blive ny nordisk CEO i virksomheden.
”Det er ikke fordi det har været kampvalg til posten – det er sket med fuld støtte fra de andre lande og den globale ledelse. Vi er det største marked i Norden, og det, at vi har vækstet så meget og har de største kunder, har været udslagsgivende,” siger han og tilføjer:
”Vi er centrum for den infrastruktur, som man gerne vil udbygge,” tilføjer han.
Hvad glæder du dig mest til i din nye rolle?
”Jeg synes, at vi har gjort nogle kloge ting i Danmark i de sidste fire-fem år siden fusionen. Vi er virkelig lykkedes med at udvikle os fra et traditionelt mediebureau, til et bureau hvor content, analyse, algoritmer og andre konsulentydelser snart fylder halvdelen af vores indtjening. Så det, jeg glæder mig til, er at tage vores learnings og idéer her fra Danmark og integrere dem med de løsninger og idéer, som de udviklet på de andre markeder. Få det til at gå op i en højere enhed, så det kan accelerere den vækst, vi har,” siger Kristian Bæk-Mikkelsen og tilføjer:
”Og så bliver det sjovt at have mere direkte at gøre med de andre nordiske markeder. Jeg kan vildt godt lide den danske forretningsmentalitet og forretningskultur, men det er spændende at blive mere eksponeret for, og få en lille finger med i spillet i forhold til, hvad der sker på de andre markeder.”
Hurtige løsninger er no-go
Hvis man kigger på dit CV, så er du med forfremmelsen på toppen af din karriere. Hvis du kigger tilbage, hvad er så den største fejl, der har begået undervejs?
”Man lærer af fejl, og jeg har lavet utrolig mange fejl i sådan en karriere. Jeg startede i branchen som en forvokset teenager i 1995 i Brandhouse,” siger Kristian Bæk-Mikkelsen og holder en tænkepause.
”Noget af det man finder ud af, når man kigger tilbage det er, at hurtige løsninger sjældent er de gode løsninger. Vi skal arbejde agilt og må aldrig spilde tiden. Men når tingene ramler, så er det tit, fordi man føler sig presset til at foretage hurtige beslutninger, som kan lappe på presserende problemer – men på den lange bane er de løsninger sjældent de bedste.”
Nu hvor du får en nordisk CEO-kasket på, bliver du så ikke selv presset til at tage endnu flere forhastede beslutninger?
“Nej, jeg har et utroligt stærkt team bag mig i Wavemaker Danmark. Hele min ledergruppe har været med hele vejen fra fusion til der, hvor vi er i dag. De andre nordiske markeder er ligeledes meget veldrevne, og selvom rollen som nordisk CEO er ny af titel, er de nordiske opgaver løbende eskaleret over de sidste par år, så der er styr på både bagland og opland.”