Var det noget med omkring 26.000 kroner mere ind på kontoen som tak for et godt stykke arbejde i året, der gik?

Det har de godt 55 medarbejdere på det digitale bureau Dwarf fået – i konsekvens af bureauets kollektive bonusmodel, hvor 25 procent af resultatet før skat, hvert kvartal, bliver udloddet som bonus til medarbejderne.

Bureauet landede i 2021 et bruttoresultat på 37 millioner kroner mod 27 millioner kroner i 2020, mens driftsresultatet lød på 3,7 millioner mod 1,3 millioner sidste år. 

”Det har været et fantastisk år. Vi har vundet mange nye spændende kunder og projekter. Faktisk kommer 35 procent af vores omsætning fra kunder, vi ikke kendte ved årets indgang, og da vi stort set har lukket af i den anden ende, bliver alt newbizz til vækst,” siger Lars Berntsen og tilføjer:

”Vi mener selv, at vores image i markedet er blevet stærkere, og det mærkes tydeligt på mængden af henvendelser fra nye potentielle kunder.”

 Nøgletal for Dwarf 2021

(Tal i millioner, 2020 i parentes)

Nettoomsætning:               43,6 (32,5)
Bruttoresultat:                   37,0 (27,0)
Driftsresultat:                       3,7 (1,3)
Årets resultat:                      2,8 (1,0)

Kilde: CVR.dk og Dwarf.

Bonus i tre kategorier

Samlet har bureauet sendt 1,2 millioner kroner direkte videre til medarbejderne, og det er faktisk en ordning, man har haft i mange år.

”Siden 2010. Men der skal jo helst være noget at sende videre, før det bliver interessant,” siger Lars Berntsen.

Han oplyser, at bonusmodellen er tredelt således, at ledelsen og teamledere får index 140, medarbejdere med tre års anciennitet får index 120, mens resten får index 100.

”I år giver det gennemsnitligt vores 55 medarbejdere en bonus på 26.-27.000 kroner,” siger han og tilføjer, at bonusmodellen også har en rolle at spille i forhold til at tiltrække og fastholde talenter.

En udfordring man hos Dwarf, ganske som mange andre steder i branchen, har kæmpet og fortsat kæmper med.

Hård konkurrence om talenterne

Ved udgangen af 2021 havde Dwarf 55 ansatte, hvilket er seks flere end ved årets begyndelse, og siden årsskiftet er der kommet yderligere fire til. 

En af dem er bureauets første Talent Acquisition Manager, Kristoffer H. Isaksen, hentet fra KPMG. 

" De ben, vi står stærkt på i markedet, er tech og design, og her er det især en udfordring at tiltrække udviklere.
Lars Berntsen, CEO, Dwarf

”Det er nyt for os at etablere sådan en jobfunktion, for så store er vi jo heller ikke. Men vi må erkende, at konkurrencen om medarbejderne aldrig har været hårdere,” siger Lars Berntsen.

Han tilføjer:

”De ben, vi står stærkt på i markedet, er tech og design, og her er det især en udfordring at tiltrække udviklere.”

Trods det mærker bureauet en generel øget interesse fra potentielle nye medarbejdere.

”Hver måned er der 5-10 personer, der rekvirerer vores værdibog, hvor man kan læse, hvad vi står for,” siger Lars Berntsen og tilføjer:

”Og det er ikke et resultat af én enkeltstående kampagne, men en lang og forpligtende indsats i håbet om at vise Dwarf som den ambitiøse, ukrukkede og sjove arbejdsplads, vi ser os selv som.” 

Fun fact: Fire DHL-fridage

Ved den årlige DHL-stafet har Dwarf en mangeårig tradition for at deltage i stor stil – og have både ”grill, DJ, bartender og heppehold med.”

Reglen er, at den der slår CEO, Lars Bertsen, får en fridag.

“Der er en forventning om, at seks til 10 stykker slår ham,” sagde Cecilie Grue Jacobsen, der er marketing manager hos Dwarf, sidste år i september til Markedsføring.

Forventningen holdt dog ikke helt stik, da ”kun” fire medarbejdere lykkedes med at slå direktøren.

Men fire fridage blev det altså til for de fire hurtige medarbejdere.

Kilde: Dwarf.

Lars Berntsen fortæller, at Dwarf har været med i Great Place to Work-analysen siden 2007, ”og hvert år systematisk forsøgt at gøre det en tand bedre”.

”I den seneste måling fik vi vores bedste score nogensinde, og lige nu venter vi på at se, hvor den placerer os på listen, efter vi er vokset ind i kategorien for virksomheder med 50 til 250 medarbejdere,” siger Lars Berntsen.

Enkelte kunder trak i corona-bremsen

Dwarfs kunder tæller blandt andre Norwegian, TV 2 Regionerne, Bonnier, Comwell og Danske Bank.

Og blandt de nye opgaver, der har været arbejdet på i 2021, finder man The LEGO Foundation, Divisionsforeningen og DADES, som Dwarf har udviklet digitale platforme for. Plus spiludvikling for DR Ramasjang.

Hertil kommer Marketing Automation-opgaver for blandt andre Red Barnet, IO Interactive (kendt for spillet Hitman), og Dansk Flygtningehjælp. 

Hele 2021 har dog ikke været fryd og gammen, erkender Lars Berntsen.

”Vi har mange andre store kunder inden for rejse- og hotelbranchen, og de har været hårdt ramt. Blandt andet var Norwegian, som er vores største kunde på marketing automation, stærkt udfordret i forhold til corona,” siger Lars Berntsen og tilføjer:

”Så havde vi ikke været igennem en pandemi, hvor mange kunder var nødt til at bremse pludseligt op, så havde vi haft et endnu bedre år.”

Bureauet forventer, at væksten fortsætter og har netop overtaget en etage mere på Bernhard Bangs Allé på Frederiksberg.

Så nu er der plads til yderligere 20-30 ”dværge”, som Dwarf-medarbejderne med glimt i øjet kalder sig selv.