Søren Fromberg er udnævnt til øverste chef for Annalects Advanced Analytics-enhed, som er en del af Omnicom Media Group (OMG).

Han får i den forbindelse titel af Head of Advanced Analytics, Annalect EMEA, men det virkelig interessante, siger han i et interview med Markedsføring, er, at det kommer til at betyde flere større brands på kundelisten hos det danske Annalect-team.

”Annalect i Danmark blev for nylig valgt af McDonald’s som global leverandør af modelleringsløsninger, og lignende kunderelationer forventer jeg, der kommer mere af,” siger han, der kalder udnævnelsen en stor anerkendelse af det danske team.

”Vi har udviklet værktøjer og metoder i Danmark, som gør, at vi som lille enhed i det store Annalect-netværk bliver anerkendt for vores arbejde. Det er dette også et udtryk for,” siger han og tilføjer:

”Så lige nu sidder der 50 mand i vores team i Annalect Danmark, som jeg godt tør sige, er blandt de absolut førende og dygtigste på deres felt i hele verden.”

Derfor ringer McD i USA til Søren

Annalect er med selskabets egne ord ”et specialistbureau inden for marketingbeslutningsstøttesystemer, der fremstilles på basis af avanceret databehandling”.

Hvad betyder det?

”At vi leverer data til brands, som hjælper dem med at navigere i forhold til medier og marketing. Lidt firkantet sagt: Hvis en virksomhed bruger 50 millioner kroner om året på marketing, så hjælper vi med at opstille modeller og scenarier for, hvordan de penge bruges bedst.”

Specielt i Danmark har Annalect udviklet særlige kompetencer inden for de en række avancerede tekniske og matematiske discipliner, hvor omfattende datamængder ved hjælp af blandt andet machine-learning omsættes til operationelle og strategiske indsigter i realtid. 

" Vi er allerede blevet 10 flere inden for den seneste måned, og jeg regner med, at vi skal vokse yderligere.
Søren Fromberg, nyudnævnt Head of Advanced Analytics, Annalect EMEA

Og det er blandt andet den slags, der får store globale brands, som f.eks. McDonald’s til at ringe til Søren Fromberg i Danmark.

Arbejder på nye hubs

”Teknologisk og metodemæssigt er vi nået til et punkt, hvor vi virkelig kan give annoncører fast grund under fødderne, når det gælder om at omsætte store datamængder til en operationel beslutningsstøtte,” siger Søren Fromberg, der nu glæder sig til at bringe de danske og nordiske kompetencer ud til hele verden.

”Vi har et hub i New York, men vi arbejder på også at etablere London og København som tilsvarende hubs i netværket. Og det forventer jeg, at anerkendelsen af det danske team kan medvirke til,” siger Søren Fromberg.

Peter Gottfredsen, der er nordisk direktør for Omnicom Media Group og bestyrelsesformand i Annalect, siger i en pressemeddelelse om udnævnelsen af Søren Fromberg.

”Det danske Annalect har i de senere år været igennem en meget omfattende og meget succesfuld udviklingsindsats, og det har udmøntet sig i produkter og ydelser, som er blevet best practice i vores netværk. Det er en meget stor anerkendelse af det danske teams arbejde, at Søren får denne udnævnelse, og vi glæder os til at løfte et større internationalt ansvar på dette område.”

Søren Fromberg siger til Markedsføring, at han forventer fortsat vækst i teamet i Danmark.

”Vi er allerede blevet 10 flere inden for den seneste måned, og jeg regner med, at vi skal vokse yderligere.”

Som helhed oplyses det, at selskabet forventer at vokse over 40 procent i 2022.