Antallet af indsendelser til årets DDA, Danish Digital Awards, overgår alle hidtidige rekorder.

”Vi rammer de 500, og det er altså en vækst på 20 procent sammenlignet med sidste år,” siger juryformand, Kim Jong Andersen, der tilføjer:

”Jeg er ret sikker på, det er det største spring, vi har oplevet i DDA’s historie. I hvert fald i de fem år, hvor vi har uddelt prisen sammen med Dansk Markedsføring.”

Og det er der flere forklaringer på, mener han.

”Dels har der været fin opbakning til de nye kategorier, dels holder tilslutningen til de mere marketing- og kommunikations-orienterede kategorier, altså de kreative kategorier og kampagnekategorierne, fortsat et højt niveau,” siger han og tilføjer:

”Men interessant nok er purpose-kategorien i år vores højdespringer målt på indsendelser.”

Hvad er en årsagen til det, tror du? 

”Jeg tror, det ligger i tidens tern. Der er enormt meget fokus på, at det, især store virksomheder gør, skal have en samfundsmæssig gavnlig effekt,” siger Kim Jong Andersen.

Purpose er ikke bare en ’side-agenda’

Juryformanden peger på, at purpose-kategorien ved DDA er ”bredt ud”, forstået på den måde, at det ikke kun handler ”snævert om ESG eller corporate social responsibility”. 

”Der kommer flere og flere cases, hvor det er tydeligt, at det som virksomheden eller organisationen gør, har en samfundsgavnlig eller samfundsnyttig effekt,” siger Kim Jong Andersen og tilføjer:

”Det er jo lidt pudsigt, at det er blevet den største kategori, men jeg tror, det skyldes, at purpose-drevne aktiviteter er blevet en meget mere integreret del af virksomhedens måde at være til på.”

Purpose er således ikke noget, der partout er en del af for eksempel et ESG-program, mener juryformanden.

”Det ligger ikke nødvendigvis i en side-agenda, eller som en eftertanke. Det er indarbejdet i den måde, en virksomhed tænker og arbejder på, og det den udkommer med,” siger han og peger på en Arla-case fra sidste år.

”Her havde Arla sammen med IBM bygget en ny model for afregning af mælken, en incitamentsplatform, hvor mælkebønderne får en afregningspris, der afhænger af, hvilke CO2-reducerende tiltag, de har gennemført i bedriften. En tydeligt integreret del af forretningen.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Glade guldvindere fra Arla på scenen ved DDA 2024. Foto: Martin Sylvest Andersen

Voksende tilslutning til tech og data-kategorier

Mange af de ”lidt tungere” kategorier inden for teknologi og data har også set en tydelig vækst i antallet af indsendelser.

”Vi har gjort en stor indsats i år for at få flere CIO’s med i juryen, og det har helt klart også haft en effekt. Vi har virkelig god tilslutning i de mere teknologi-orienterede kategorier,” siger Kim Jong Andersen og tilføjer:

”Altså det er lige før, jeg vil gå så langt som til at sige, at hvor vi for måske tre-fire år siden var 70 procent marketing og 30 procent tech, der er vi tæt på 50-50 nu.”

Også de nye kategorier, Best in Digital Branding og Best in Digital Health har tiltrukket sig interesse.

”De er blev taget rigtig godt imod i forhold til, at de er nye kategorier. Det skal selvfølgelig lige have tid til at modnes. En enkelt år alene gør det ikke, men især Digital Branding lægger fuldt ud på niveau med mange af de lidt større kategorier.”

Om den nye Health-kategori siger juryformanden:

”Der er mange spændende cases, og det tror jeg bl.a. skyldes den måde, vi har defineret den på. Det er ikke kun ”hård pharma”, men sundhed over en bredere kam og dermed også hele life science-området.” 

”Et vintage-år”

Overordnet er Kim Jong Andersen så tilfreds med det, han har set i bunkerne af indsendelser, at han ikke tøver med at kalde året for ”et vintage-år”.

Vintage i den betydning, men bruger det i vinens verden – om et særligt godt år, rent kvalitetsmæssigt.

" I 2024 er det som om, man er mere kommet tilbage på sporet i forhold til at investere lidt mere langsigtet, lidt mere strategisk.”
Kim Jong Andersen, juryformand, Danish Digital Awards

”Det er selvfølgelig min subjektive vurdering. Nu skal vi jo have vores jury til at bedømme alle cases, og så må vi se, om de når frem til samme konklusion,” siger han og tilføjer:

”Sidste havde vi jo også et rigtig godt år forstået på den måde, at den gennemsnitlige rating af cases var det højeste nogensinde. Og jeg tror, vi kan komme højere op i år. Det vil være mit gæt. Jeg har set flere cases, jeg vil vove at kalde decideret spektakulære.”

Hvorfor ser vi den udvikling?

”Jeg synes, man kan se i mange cases, at man er kommet op i et niveau igen, hvor der virkelig er blevet investeret i at lave noget, der både stikker ud og stikker af,” siger Kim Jong Andersen og tilføjer:

”I 2023 så vi en del flere taktisk orienterede cases et mere kortsigtet performancefokus, hvilket rimede på lidt usikre tider. Men i 2024 er det som om, man er mere kommet tilbage på sporet i forhold til at investere lidt mere langsigtet, lidt mere strategisk.”

Stolt af DDA som award

Kim Jong Andersen fremhæver flere kategorier, som byder på virkelig gode cases.

”I de marketing og kommunikationsorienterede kategorier, synes jeg, der ligger mange bemærkelsesværdige cases – nogle af dem decideret spektakulære,” siger han og tilføjer:

”Men der, hvor jeg synes, vi ser de mest iøjnefaldende cases i år, det er i nogle af de hårde teknologi- og dataorienterede kategorier: AI, Innovative Use of Technology, og især den nye kategori Digital Business Solutions.”

Juryformanden er især positivt overrasket over, hvor mange digitale løsninger, der bliver lavet ude i virksomhederne, og hvor man ”virkelig kan dokumentere, at de gør en stor forretningsmæssig forskel”.

”Og det er så tilbage til, at noget af det, jeg er allermest stolt af ved DDA – og det rammer mig med 180 kilometer i timen hvert år. At awarden i min optik er enestående i Danmark,” siger Kim Jong Andersen og tilføjer:

”Ikke kun, fordi vi har en jury, hvor halvdelen, hvis ikke mere, kommer fra kundesiden. Men også, fordi det er det eneste awardshow, der forlanger en fuld beskrivelse af både strategien, løsningen og resultaterne på det niveau, vi gør.”

Juryformanden mener også, at dette er medvirkende til, at tilslutningen til awarden bliver ved med at vokse.

”Simpelthen fordi du i DDA får mulighed for at få alle aspekter af det arbejde, der er blevet udført med i din beskrivelse. Og hvis det var mig, der sendte ind, ville jeg da til hver en tid finde det mere seriøst at få min case bedømt ud fra en holistisk tilgang og ikke kun ud fra udvalgte parametre, som ved flere andre awardshows,” siger han. 

DDA offentliggør shortlister den 4. april – og årets awardshow løber af stablen fredag 2. maj i Hangaren på Clarion Hotel på Amager.