Ikke bare en, to, tre eller fire gange måtte Lasse Janerka, der er Director, Business Optimization & Digital i Molslinjen, på scenen, da DDA blev afholdt på Tivoli Hotel torsdag aften.

Nej, hele fem gange måtte han gå på scenen – casen ’En grønnere rejse på bølgen blå’, som Molslinjen har lavet sammen med softwarevirksomheden Halfspace, vandt nemlig fire guld-statuetter og juryens specialpris ved prisuddelingen.

”Det er ret sjovt at stå på scenen, men vi kan næsten ikke være bekendt at vinde mere.”

Sådan lød det fra en lettere overvældet Lasse Janerka, da mediet Markedsføring fangede ham halvvejs i prisuddelingen – intetanende om, at der var yderligere priser i sigte for Molslinjen.

’En grønnere rejse på bølgen blå’-casen vandt guld i kategorierne Best in Digital Business Development, Best Use of AI, Best Use Of Data, Best in Innovative Use of Technology samt juryens specialpris. Samtidig vandt rederiet en guld samt en bronze-award for casen ’Det betaler sig at tage Molslinjen’ af Nørgaard Mikkelsen og s360.

Du kan se alle aftenens vindere her.

”Det er surrealistisk”

Tre guld-awards indtil videre til casen ’En grønnere rejse på bølgen blå’, du har ansvaret for. Hvordan føles det?

”Det er surrealistisk. Det er jo fuldstændig vildt. Molslinjen har været på en lang digital transformation. Og jeg har været med i 10 år, lige så længe som DDA har eksisteret, og i min tid har vi altid kigget på de her priser og tænkt, at det kunne være rigtig sjovt at være med,” siger Lasse Janerka.

Han fortæller, at Molslinjen har været nomineret før, men at rederiet indtil for nylig aldrig har vundet en dansk pris. Til gengæld vandt rederiet Franz Edelman Award, der betragtes som “Nobelprisen i Operations Research” i april måned for samme case.

”Men vi er utroligt stolte af alt det arbejde, der er gjort med ’En grønnere rejse på bølgen blå’ Den her case er jo en vindercase for os hver eneste dag.”

Hvordan er den det?

”Den er en vinder, fordi den skaber et bedre arbejdsmiljø for vores kolleger, der har nemmere ved at laste færgerne, fordi AI-teknologiens algoritme gør det nemmere at forudse, hvor mange biler, der kommer,” siger Lasse Janerka og tilføjer:

”Når vi er dygtigere til at forudse, hvem der kommer og hvornår, hvordan de skal pakkes på færgerne, og hvordan vi skal skabe plads til dem, så får kunderne en bedre oplevelse – det giver simpelthen et mindre stressende miljø ombord. Og så er det selvfølgelig godt for forretningen.”

Hvad var det primære mål ved at lave den her case?

”Helt grundlæggende kommer vi jo ud af et selskab, som har arbejdet rigtig meget med dynamisk prissætning (af billetter, red.), hvilket vi i rigtig mange år har gjort manuelt. Men her gik vi til Halfspace og sagde, at vi gerne ville gøre prissætningen mere automatiseret og dynamisk.”

Algoritme forudsiger fyldte færger

Lasse Janerka forklarer, at det er Halfspace, der er en data-analyse og machine learning-virksomhed, der har til huse i København, som over en årække kreerede det automatiserede dynamiske prissætnings-system, Molslinjen i dag praktiserer.

”Vi har en algoritme, der læser alle vores afgange og kan se, hvad prisen skal være i forhold til efterspørgslen. Men vi startede med at få lave en ’forecasting engine’, som kunne forudse, hvem der kommer, hvornår de kommer, hvor store deres biler er, og hvor mange der er i dem.”

”Og når vi ved det, kan vi også se, hvilke afgange vi kan forvente bliver fuldt booket. Og så sætter vi prisen en lille smule højere på dem, så folk søger væk fra de afgange.”  

Er det ikke lidt tarveligt over for de kunder, hvor prisen ikke er ligegyldig?

”Nej, det synes jeg ikke. Vi flytter efterspørgslen. Det er jo klart, at hvis vi nu har plads til 300 biler, men vi ved, at der er 600, der gerne vil med, så tager vi de 300 ombord, som vil betale mest. Det er jo godt for forretningen. Men derfor har vi samtidig mulighed for at andre kunder kan vælge en billigere afgang. Det er en slags nudging med priser.”

Ifølge Lasse Janerka har ’En grønnere rejse på bølgen blå’-projektet dog flere andre positive sideeffekter. Som navnet antyder, er det, ifølge Lasse Janerka, blandt andet til gavn for miljøet.

”Når vi er bedre til at pakke vores færger, så kommer vi hurtigere af sted og vi har færre forsinkelser. Og så skal vi bruge mindre brændstof på at indhente forsinkelser ved at skrue op for farten på vores færger.”

”Faktisk har vi formået at nedbringe vores brændstofforbrug med 3 procent, hvilket svarer til 5.000 tons CO2 om året. Så det er ikke små ting, vi taler om, og det tal er vi faktisk næsten mere stolte af, end at vi genererer mere profit,” tilføjer han.

Har I kunne bruge projektet til noget markedsføringsmæssigt – brander i jer f.eks. overfor kunderne med jeres løsning?

”Vi bruger det i vores rekruttering. Molslinjen lyder jo lidt som en gammel støvet hjuldamper i nogen øre. Men vi kan vise dem, at vi arbejder med de nyeste teknologier, og vi på mange områder er dem, der er dygtigst til det. Og folk vil jo gerne være med i en succes.”

En udfordring at få alle med

Hvad har været sværest undervejs i arbejdet med dette projekt?

”De har været at få alle til at være med. En ting er jo at sætte nogle data scientists til at arbejde med en hulens masse data, som vi har. Det kan man godt styre. Men at få det ud at leve i en driftsorganisation, som vi har, det kræver meget arbejde – også i forhold til at få alle til at kunne se fordelen i det.”

Hvad har du lært af at lave det her succes-projekt?

”Det hjælper os til at se, at der ikke er nogen begrænsninger, fordi alt er muligt. Og er idéen god nok, så udvikler teknologien sig hurtigere, end vi kan nå at implementere det. Så der er rigtig mange muligheder i det her. Og vi er slet ikke færdige.”

Så er det et ongoing samarbejde, I har med Halfspace?

”Ja, helt sikkert. Og vi har ikke planer om at lukke det. Det er jo et årelangt samarbejde, og det vi vinder på i dag, der er jo ikke kun én case. Det har været mange cases, som nu er det samlet til én case, og det er den vi kommer med. Men i virkeligheden er der måske 10 cases i det her, som man kunne være kommet op med.”

Jeg har læst det, at jeres algoritme og teknologi nærmest kan betyde et paradigmeskift for den samlede færgeindustri. Tror du, det er tilfældet?

”Vi ejer jo algoritmen og når man samarbejder med Halfspace, så kan man sige, at det i hvert fald kan skabe inspiration hos mange andre, der også begynder at tænke i de her nye baner.”

Kan I tjene penge på teknologien?

”Det kunne man nok godt, men vi fokuserer jo på vores egen forretning. For det er alfa og omega, at få den til at spille. Og det har jo ikke været nemt at være færgeoperatør de sidste 4-5 år med corona, stigende energipriser og nu CO2-afgifter. Alt sammen noget, som er virkelig hårde ved vores forretning. Men blandt andet det her initiativ sørger for, at vi stadigvæk er godt med og har en god business, der mere end bare kan holde sig flydende.”

Folk spiser lige nu dessert, vi er halvvejs i prisuddelingen, så I kan stadig nå at vinde flere priser. Men uanset; hvordan skal denne prisregn fejres?

”Vi er kommet et stort team – både rigtig mange fra Molslinjen, Halfspace, Nørgaard Mikkelsen og s360, så den skal have en ordentlig tur her bagefter. Pt. har vi samlet vundet fem priser på to cases, så aftenen er allerede fuldstændig uovertruffen.”