Humør. Bæredygtighed. Genbrug.
Det er nogle af de vigtigste forbrugertrends, der kommer til at dominere marketing i 2022. Det fastslår en ny undersøgelse, Pulse 2022, af forbrugertrends fra dentsu, som du kan læse her.
Men hvis du ikke har tid til at dykke dybt ned i den, har vi også samlet overblikket over de allervigtigste trends til dig her:
1: Humøret styrer forbruget
21 procent. Så mange af de 18-29-årige er klar til at tage medicin for at kontrollere deres følelser. Det viser en ny trendundersøgelse, Pulse22, fra dentsu, og det er ifølge bureauet et udtryk for, at brands i høj grad kan bruge følelser og humør som et marketinggreb i 2022.
”Der er kaos lige nu på grund af corona. Og det har skabt et stort ønske om kontrol,” siger Julie Daugaard, Executive Strategy og Growth Director hos dentsu Danmark.
”Der er mange måder at lege med at imødekomme forbrugernes følelser på,” siger hun og peger på, at det kan være med produkter, der er framet på at kunne ændre folks følelser.
Men det kan også være med kampagner, der anerkender, at det er OK at føle, at alt ikke er perfekt.
”Man kan som brand også have det purpose, at sige, at alle følelser er OK,” siger Julie Daugaard.
2: Flere vil have mulighed for at reparere
50 procent. Så stor en andel af forbrugerne synes bedre om virksomheder, der giver kunderne mulighed for at reparere produkter.
Det, siger Paw Bæk Hansen, Strategy Director hos dentsu, er endnu et skridt i den bølge af genbrug og bæredygtighed, som allerede i dag kan være afgørende for, hvor forbrugerne lægger deres penge.
”Gensalg, upcycling og reparation er tre muligheder, forbrugerne har. Og reparation bliver den nye vinkel,” siger han.
Han peger blandt andet på brandet Nudie Jeans, der medsender nål, tråd og lapper til deres bukser, som et eksempel på, at du kan gøre reparation til en del af dit brand.
”De giver en livstidsgaranti og bruger det i deres kommunikation for at vise, at de gør en forskel,” siger han.
”Og hvis man tror, det er et modelune, så tro om igen. For der er kommet fokus på det her i lovgivningen. Og ligesom databeskyttelse blev til GDPR, så bliver retten til at reparere også til lov.”
3: Bæredygtig marketing kan rykke salg
84 procent. Så stor en andel af forbrugerne vil være mere tilbøjelige til at købe fra et firma, der laver bæredygtig marketing, konkluderer dentsu i deres undersøgelse.
Derfor er det et must for virksomhederne – også i deres kommunikation og med deres kampagneaktiviteter – at have stort fokus på bæredygtighed. Det kan i sidste ende rykke salg, lyder det.
”Bæredygtighed bliver måden, man driver forretning på. Uanset om man er bæredygtighedstræt eller ej, må man få det ind under huden, fordi det er fremtiden,” siger Julie Daugaard.
”Du skal ikke være proaktiv eller first mover. I har tabt, hvis I ikke gør det her,” siger hun.
4: Flere vil shoppe på sociale medier
10 procent Så stor en del af danskerne er i 2022 klar til at købe produkter igennem Facebook Shops.
”Det her skal vi være klar til i 2022. Vi har allerede mistet landingpagen på kunderejsen og kommer direkte ind på webshoppen. Men i USA, der er i førertrøjen, kan man nu tilføje produkter direkte til kurven på Instagram, Snapchat og Facebook,” siger Julie Daugaard.
Med andre ord sker der en udvikling, hvor folk i større grad får mulighed for og lyst til at impulskøbe nemt og hurtigt digitalt. Og det skal både virksomhederne være klar på.
”Det vigtige er at huske, at forbrugerne ikke trykker på det, hvis ikke de kender brandet. Derfor er brede awareness-kampagner vigtige for at skabe tillid og kendskab,” siger Julie Daugaard.
Kilde: Pulse22 Survey lavet af dentsu. Dette er en spørgeskemaundersøgelse sendt ud til 1.500 repræsentativt udvalgte danskere.
Markedsføring har i sit seneste magasin samlet 17 trends og tendenser, der bliver afgørende at kende i 2022, hvis du arbejder med marketing, reklame eller kommunikation.
Denne artikel udfolder tendens nummer 17: Forbrugerne vil have genbrug, bæredygtighed og følelser.