Den ene stifter af Reklamelinjen, Kaare Grundtvig, stopper på skolen og overlader hele ejerskabet af selskabet bag til medstifter Per Holm Henriksen. Det skriver Reklamelinjen i en pressemeddelelse.
I stedet for vil Kaare Grundtvig fremover hjælpe med driften af det gods, hans far ejer i Skotland, lyder det.
”Det bliver nok svært at overføre den faglighed, man har opbygget med den handlende idé, udvikling og reklamefilm, til at fikse traktoren, skifte vandpumpen og jage krybskytter væk,” siger Kaare Grundtvig i pressemeddelelsen og tilføjer:
”Det har imidlertid ligget og luret et stykke tid: At ægte bymenneske lærer mere om landlivet. For hvor mange danskere får muligheden for flytte ind et skotsk mansion – og måske overtage det en skønne dag?”
Samtidig vil Kaare Grundtvig fortsat lave kreativt arbejde – men fra sin nye hjemmearbejdsplads i det skotske, lyder det i pressemeddelelsen.
“Jeg tager tre måneder til at begynde med – for at prøve det af og for at få en forsmag på, hvordan det er at leve der. Stikkontakterne er fra krigens tid, og der bliver fyret op i kaminerne hver dag. Den nærliggende walled garden går tilbage til 1600-tallet. Der er et stykke vej til reklamebranchen,” lyder det fra Kaare Grundtvig.
Per Holm Henriksen takker Kaare Grundtvig for det mangeårige makkerskab på Reklamelinjen, der startede for cirka 20 år siden.
”Jeg vil gerne takke Kaare for hans enorme indsats for dét, der nåede at blive årtiers talentudvikling, og for et makkerskab, jeg har værdsat. Både Reklamelinjen og Tekstlinjen kører videre. Hvem der skal erstatte Kaare, skal jeg til at kigge på nu.”
Fra Kaare Grundtvig lyder det, at man altid er velkommen til te. hvis man kommer forbi hans skotske mansion – som ligger nær Arbroath.