”Fra den dag Adobe Firefly lanceres, vil designbranchen ændre sig markant.”
Sådan lyder vurderingen fra Mikael Tonning, der er Executive Design Director og medstifter af bureauet Everland, hvor man de sidste par måneder har beta-testet Adobes kommende version af Photoshop, der har en række nye AI-features.
Men allerede for et par måneder siden, da AI-billedgeneratoren Midjourney udkom i version 5, oplevede Mikael Tonning, der på Everland er chef for 12 designere, et skifte i forhold til, hvordan man ser på AI-værktøjernes anvendelighed på bureauet.
”Dér blev det virkelig interessant for os, fordi billederne nu var i high-res, og det hele nu var på et niveau, så det pludselig kunne bruges professionelt – og ikke kun som legeplads.”
Mikael Tonning mener, at Adobes kommende AI-udgivelser vil tage det et skridt længere.
”Det, Adobe gør, er, at gøre det brugervenligt. Midjourney er meget nørdet, og man skal skrive komplicerede, lange og ret præcise prompts – en slags kode – før det virkelig bliver godt. Adobe kommer til at fjerner de komplicerede lag og gør det nemt.”
Generativ funktion sparer mandetimer
En af de features i AI-betaversionen af Photoshop, der har imponeret Mikael Tonning, er ’generative fill’, der kan udfylde et udvalgt område – ”en selektion” – i et billede med lige det, du beder om via tekst.
Og det, du beder om, hvad enten det er en bil eller en busk, får AI’en, ifølge designchefen, til at passe perfekt ind i billedet både i forhold til horisont, perspektiver og skygger.
”Det ville være et rent mareridt på mange timer selv at sidde og lave det, som den her feature kan lave på få sekunder,” siger Mikael Tonning.
”Det er en ret vild programmering, de har lavet. Det er virkelig imponerende, den måde den beregner så mange ting på.”
Du kan se Adobes Photoshops (Beta) Generative Fill funktion, som de på Everland blandt andet ofte bruger til at ‘forlænge’ billeder, her:
Artiklen fortsætter efter videoen.
Mikael Tonning pointerer, at man med Adobes service ikke kommer ud i de rettighedsmæssige gråzoner, som kan opstå, når man arbejder i for eksempel Midjourney, der henter sit input fra hele nettet.
”Adobe har jo den fordel, at de kan lukrere på, at de har deres egen billedbank – Adobe Stock – som de kan de suge inputtet til alle deres billeder fra,” siger han og tilføjer:
”Vi var super skeptiske, da vi først gik i gang, men har allerede brugt det flere gange. Og bare på det ene tool sparer vi nu flere timer hver uge.”
Værktøjer supplerer hinanden
En undersøgelse lavet af analyseinstituttet Synlighet for de skandinaviske fagmedier Resumé, Kampanje og Markedsføring viste for nylig, at 46 procent af danske marketingafdelinger bruger AI i deres arbejde.
På Everland bruger ca. halvdelen af Mikael Tonnings design-besætning AI-værktøjer dagligt, og overordnet set sparer AI-værktøjer på nuværende tidspunkt samlet set bureauet 10-15 timers arbejde ugentlig, vurderer han.
Midjourney er fortsat det AI-værktøj, de bruger mest på Everland – blandt fordi Adobe nye Photoshop AI-features kun er i beta. Men pt. supplerer de to værktøjer hinanden godt.
”Midjourney er godt, hvis vi vil have skabt et billede fra bunden. Så kan vi for eksempel generere et billede af en tom lagerhal taget med et helt specifikt objektiv, hvor der ligger nogle appelsiner på gulvet. Og så kan man arbejde videre med billedet med Photoshops Generative Fill-funktion,” siger Mikael Tonning.
Om Adobe kommer med deres egen lettere-tilgængelige version af en Midjorney-funktionalitet, tør Mikael Tonning ikke spå om.
”Om de kommer med noget helt tilsvarende, det er simpelthen ikke til at vide – vi må vente og se,” siger han.
AI vil ikke koste designer-jobs
Hvis det allerede sparer jer for 10-15 timer om ugen i dag, så kan det meget vel spare jer endnu flere timer om ugen om et år. Kan det her ikke betyde, at I skal skære ned på personel?
”Nej, det forventer jeg ikke. Jeg tror tværtimod, at det vil betyde, at vi kan tage flere opgaver ind. Så vi vil ikke gå ned i mandskab, men kunne køre flere ting igennem, fordi vi kan arbejde hurtigere. For der er ingen tvivl om, at vi på et tidspunkt vil komme til at kunne spare 40 timer om ugen ved hjælp af AI.”
Men hvis alle for eksempel designbureauer begynder at kunne tage flere opgaver ind, så må der da være nogen, der bukker under? Eller tror du, der komme flere opgaver?
”Nej, der kommer ikke flere opgaver, så det bliver en krig om, hvem der bliver bedst til at bruge det. Og det er jo ikke fordi, at AI vil komme til at lave godt design af sig selv. Den kommer til at hjælpe det menneske, der tænker tankerne. Men vi tager AI super seriøst, fordi vi ved, at det giver os de ekstra procent, der gør, at vi kan vinde over vores konkurrenter.”
Hvor Mikael Tonning ikke mener, at AI vil betyde færre designer-job, så kan han forestille sig, at folk, der laver high-end Photoshop-opgaver, og fotografer, vil blive ramt af, at AI kan genere billeder i høj kvalitet.
”Hvis man beskriver med en prompt, præcis hvad du vil have, så kan du få det. Vi har genereret nogle billeder i Midjourney, hvor vi tænker – hold da kæft, det her er lige så godt, som hvis en professionel fotograf havde taget det.”
De, der kommer først, vinder
På trods af at det kan ramme nogle andre jobfunktioner, gør de nye AI-værktøjer det så sjovere at arbejde som designer?
”Ja, det vil jeg sige, det gør. Fordi nu kan man få lov til at prøve mange flere af sine idéer af. Som designer har man tit en følelse af, at der kan være noget spændende i en retning, men man ved det ikke med sikkerhed, før man ser det visualiseret – fordi det er så abstrakt. Så AI gør det muligt at teste flere af ens ’dumme’ idéer, som kan vise sig at være en gode idéer, når man kan se dem udført.”
Mikael Tonning mener, at muligheden for at teste mere tilfører designarbejde en større grad af kreativitet – hvilket han også mener løfter kvaliteten af det output, Everland kreerer.
”Og det tror jeg, at de fleste vil opleve – hvis ikke man er bange for at arbejde med AI. Men hvis du holder dig fra det, så bliver du kun dårligere og langsommere end dine konkurrenter, der vil overhale dig. Dem, der først bliver eksperter på det her område, vinder,” siger Mikael Tonning.
Men han forventer ikke, at der går lang tid, før alle i hans team vil arbejdede med AI-værktøjer hver dag.
”Der er et før og et efter fremkomsten af professionel brugbar AI. Det vil da være i alle brancher, og nu rammer det vores. Og fra den dag det nye Adobe launcher, tror jeg, stort set alle vil være i berøring med det dagligt.”
Ifølge Adobe lanceres deres nye Firefly AI-versioner til efteråret.
Hvis du vil høre mere om AI’s indtog i kommunikation, marketing og design, så kan du høre mediet Markedsføring seneste podcast – Er AI din konkurrent eller kollega? – om emnet, hvor Christiane Vejlø, tech-ekspert og direktør i Elektronista, og Tao Legêne Thomsen, Creative Director Vice / Virtue Innovation, debatterer AI’s påvirkning af branchen: