Det var under stor opmærksomhed, at det London-baserede bureau Uncommon annoncerede åbningen af en ny afdeling i København sidste år.
Med en portefølje af prisvindende kampagner, titlen som ’International Agency of the Year 2023’ i rygsækken samt en uortodoks tilgang til markedsføring og tre velansete danskere i spidsen for kontoret, blev Uncommon set som en potentiel udfordrer til de etablerede bureauer i hovedstaden.
Men knap et år senere er dørene til den københavnske afdeling allerede lukkede, og de tre ansatte spredt for alle vinde. Hvad skete der med bureauet, der kom til Danmark med så høje forventninger og en kreativ kant?
Opkøb blev starten på slutningen
Det var med store armbevægelser, at Emil Asmussen, Brian Schøler og Jonas Roth i april sidste år fortalte, at Uncommon nu fik et dansk kontor med de tre herrer i spidsen.
I spidsen for det hele stod Jonas Roth, der havde arbejdet sammen med Uncommons tre engelske stiftere i flere år på først Grey London og siden Uncommon.
“Uncommon har været en spændende rejse for mig. Jeg startede hos Uncommon London i 2020 og har hjulpet dem med at gro fra omkring 30 ansatte til at være et globalt bureau med over 250 ansatte,” fortæller Jonas Roth i dag.
Men knap tre måneder efter, at man åbnede i København, blev Uncommon opkøbt af Havas Group, og det ændrede alting.
“Med salget blev et kontor sat op i New York for at opnå vækst på det amerikanske marked. Det betyder selvfølgelig, at interesserne skifter internt. Mit fokus blev delt imellem kunder i Danmark og London, samtidig med at jeg skulle hjælpe med åbningen af New York-kontoret. En konstellation, hvor Danmark ikke blev prioriteret højt. Og det blev starten på slutningen,” siger Jonas Roth.
Det samme fokusskifte kunne daværende managing partner, Brian Schøler, mærke, og det begyndte at tære på dem.
“Travlheden eksploderede og fokusset forsvandt lidt fra Danmark og Norden. Det giver mening, for pengene og mulighederne er større i London og New York, og markedsforholdene er bare anderledes her,” siger han.
Mens de stadig kæmpede for at få forretningen op at stå, begyndte fundamentet at krakelere omkring årsskiftet.
Klarsyn
For i januar skiftede Emil Asmussen det “smukke piratskib” Uncommon ud med en stilling som executive creative director hos “rumraketten” Accenture Song, som han forklarede det i et interview med Markedsføring.
Samtidig vågnede Jonas Roth og Brian Schøler langsomt op til nogle sandheder om dem selv. Sandheder, der gjorde, at de så sig nødsaget til at lukke kontoret. For Brian Schøler handlede det om, at ego’et i lang tid havde taget plads for selv’et. Han var kommet til et sted i livet, hvor han havde brug for en pause.
“De sidste 20 år har jeg parkeret hjernen, arbejdet og søgt anerkendelse gennem det, vi udkom med, og hvor jeg arbejdede. Nu er jeg 44 år gammel, og jeg har brug for at stoppe op og spørge mig selv, hvad fanden jeg laver, og hvorfor jeg laver lige præcis det. Min mentale sundhed og generelle glæde skal til at vægte højere end pengepungen,” siger Brian Schøler og tilføjer:
“Vi brugte to hæsblæsende år på at åbne Uncommon, men det er også vigtigt for mig at kunne være med menneskeligt. Og den del havde jeg lidt glemt. Jeg ofrede mig selv hele vejen, og nu vil selv’et gerne have lidt plads.”
For Jonas Roth var det erkendelsen af, at han i mange år havde levet en anden drøm end sin egen.
“Jeg kan selvfølgelig ikke være ærgerlig over den succes, som jeg har været med til at skabe for Uncommon. På et personligt plan er det da ærgerligt, at salget skulle betyde et farvel til et setup, jeg før havde trivedes i og havde troen på. Men udviklingen var også med til at få mig til at indse, at jeg ønskede at arbejde for min egen drøm,” udtaler Jonas Roth.
Jonas, hvad er de store væsensforskelle på din egen drøm og Uncommons ledelse?
“Nils (Nils Leonard, stifter af Uncommen, red.) og jeg har arbejdet sammen i ti år. Først på Grey LDN og siden Uncommon. Han er fantastisk til det, han laver, og jeg har lært utrolig meget af ham. Men jeg har også lært en masse af rigtig mange andre dygtige mennesker igennem min tid i udlandet, som har formet mig i forhold til kreativitet og mål, hvilket tiden er inde til at fokusere på,” siger han.
Kæmpede indtil sommer
Jonas Roth og Brian Schøler holdte københavner-kontoret åbent indtil sommerferien i år, hvor de drejede nøglen om og tog en forlænget ferie. På trods af den korte levetid ærgrer det ingen af bagmændene, at de åbnede kontoret i København.
“Overhovedet ikke. Som kreativt bureau prøver man jo også nogle ting af, afsøger mulighederne og nogle gange lykkes det, andre ikke,” siger Brian Schøler.
Han fortæller også, at lukningen hverken skyldes, at det var svært at drive forretningen, eller at Uncommon også åbnede kontor i Sverige i starten af 2024, selvom det sidste hjalp danskerne med at tage beslutningen om at lukke.
“Så dyrt og omstændigt var det ikke at drive kontoret i Danmark. Vi arbejdede også på kunder ud af London. Men da man valgte at åbne kontor i Stockholm også, gav det heller ikke mening at have to tilbud i Norden,” siger han.
Nu skal Brian Schøler nyde et “meget sent sabbatår”, mens Jonas Roth har landet en ny stilling som kreativ direktør.