London-bureauet Uncommon Creative Studio slår nu dørene op for et splinternyt nordisk kontor med adresse i København.

I spidsen for det kreativt drevne studio er Jonas Roth, som har arbejdet tæt sammen med de tre founders i flere år på Uncommon og Grey London. 

Med på det danske kontor er også kreativ direktør Emil Asmussen, som har været på studiet i 1,5 år, og Brian Schøler, tidligere co-founder af By The Network og bureauet Worth Your While, som får titel af Managing Partner.

Om hvorfor lige Danmark siger Jonas Roth:

”Vi synes, at Danmark og Norden har en DNA, der minder meget om Uncommon og vores tilgang til arbejdet. Mange andre vælger for eksempel Amsterdam, men vi synes, at Norden virkede rigtigere for os,” siger han der i længere tid har været med til at planlægge det danske setup med Uncommon-founder-trekløveret Nils Leonard, Lucy Jameson og Natalie Graeme.

”Vi er allerede 170”

I praksis holder Uncommons danske kontor foreløbig til i et kreativt kollektiv i et villakvarter på Frederiksberg. 

Lige nu er de tre, men som Brian Schøler siger: ’Jeg plejer at sige, at vi er allerede 170’, med henvisning til London kontorets bemanding.

”Vi kommer på sigt til at være flere i København, men vi ser os selv om ’one unit’, og vi sidder også og planlægger sammen med London hver dag, vi er med på de samme workflow møder, og vi tapper ind i de samme kreative og strategiske ressourcer, som de gør, og vi løser opgaver i London herfra,” siger han.

" Vi har selvfølgelig identificeret et forretningsmæssigt potentiale, og det er klart, at målet er at komme tættere på nordiske brands.
Brian Schøler, Managing Partner, Uncommon Creative Studio Copenhagen

Både han og de andre to er også i London hver måned, ’så vi har vores dagligdag i London også’.

”Det er vigtigt at sige, at vi netop kommer til at løse opgaver på tværs af landegrænser. Vi har den samme bundlinje, de samme vi refererer til og de samme ressourcer. Ligesom London løser opgaver for US-brands.” siger Brian Schøler, der i øvrigt mener, at Uncommons valg af Danmark også er en slags cadeau til den måde, danskerne ’går til verden på’.

”Der er noget med tillid, noget med at arbejde sammen på tværs af skel, der er kortere fra top til bund. Hele den agenda er ligesom rootet ned i det, som Nat, Lucy og Nils gerne vil bygge et bureau op om. Så jeg synes også, det er en tribute til dansk kultur,” siger han.

Jonas Roth supplerer: 

”Og en cadeau til dansk kreativitet. Danmark og København producerer rigtig mange dygtige kreative ungemennesker, hvilket er superspændende i forhold til Uncommons Purpose Driven Accelerator, som hjælper start-up brands med at komme ud at ændre verden. 

“Der er også en forretning, der skal drives”

Det image og den ’hype’, der omgiver Uncommon, der netop er kåret som ’International Agency of the Year 2023’ af det amerikanske branchemedie AdAge. følger med, mener Jonas Roth.

”Vi fortsætter jo egentligt med at gøre det, vi plejer at gøre: Arbejder med de brands, der har det største ambitioner, og som betyder noget i den del af verden, hvor de opererer,” siger han, og Emil Asmussen uddyber:

Om Uncommon Creative Studio

  • Uncommon blev grundlagt i London i 2017 med det erklærede mål at bygge ’brands, som folk ville ønske fandtes’
  • Grundlæggerne Lucy Jameson, Natalie Graeme og Nils Leonard har alle en fortid på Grey London
  • Uncommon har oparbejdet kreativ gennemslagskraft internationalt og arbejder blandt andet for brands som Pinterest, EA Sports og Nike
  • På hjemmebanen i Storbritannien arbejder Uncommon blandt andet for The Guardian, ITV og Britsh Airways.

Kilde: Uncommon Creative Studio

”Det vil være de samme mennesker, som har lavet kreativt arbejde ud af London, som nu kommer til at lave det ud af København, så det er den samme muskel,” kan du sige. Bare med en kontoradresse i Danmark også.”

Men det er klart, understreger parterne, at man også vil søge samarbejde med danske og nordiske brands. Der er også en forretning, der skal drives.

”Vi har selvfølgelig identificeret et forretningsmæssigt potentiale, og det er klart, at målet er at komme tættere på nordiske brands,” siger Brian Schøler og tilføjer:

”Vi har allerede løst opgaver for blandt andre H&M ud af London, og vi er lige nu i dialog med flere både danske og andre nordiske brands, men det er desværre ikke navne, vi kan afsløre endnu.”

Siger ofte nej til brands

Ifølge de tre nyslåede Uncommon Copenhagen-folk er der plads i markedet, fordi de kommer med ’en offering, ingen andre har’.

”Som Brian tidligere sagde, så åbner vi med 170 mand i Danmark med det samme. Det er der ikke så mange andre, der kan. Vi har et internationalt netværk fra dag ét, og en tilgang, der er anderledes,” siger Jonas Roth og uddyber:

”Vi leder efter brands, der gerne vil betyde noget for den verden, der opererer i. Brands, som gerne vil gøre en forskel og betyde noget for de forbrugere, de selv leder efter. Derfor siger Uncommon også nej til mange brands, fordi vi ikke passer sammen.”

Konkrete navne på, hvem bureauet har sagt nej til, mener de ikke skal nævnes, men Emil Asmussen siger:

”Hver måned er der et stort møde, som alle deltager i. På det møde får man blandt andet informationer om, hvilke pitches, der er vundet – og der er altid et helt slide med brands, der er blevet sagt nej tak til.”

Hvad er det, I siger nej til? Olieselskaber?

”Det kunne det være, men det er ikke kun den vinkel, vi anlægger. Den overordnede vurdering går på, om der er et godt eller et dårligt ’kulturelt fit’. Det kan være, hvis vi ikke tror på produktet, men det kan også være et brand, der kommer og vil have en hurtig salgskampagne, der lige løfter salget fire procent,” siger Emil Asmussen.

Brian Schøler tilføjer:

”Vores founders taler meget om ’brands that matter’, og det kan jo have alle mulige farver. Men vi vil være dem, der hjælper brands med ikke bare at være de bedste i verden til det, de gør, men også med at være de bedste for verden. Både i forhold til bæredygtighed og i forhold til hvordan brandet agerer i relationer mellem mennesker.”

”Vi kigger sjældent på andre bureauer som konkurrenter”

Mange andre bureauer siger også, at de gerne vil være noget for de rigtige brands og gøre en forskel i verden. Hvad gør, at I er anderledes?

”Det kan godt være, der er mange, der siger de gerne vil det, men vi er altså vokset på fem år hen over corona fra at være tre mand til at være 170. Vi løser opgaver for Nike, British Airways, EA Sports og mange andre globale aktører, så det i sig selv gør jo, at vi ikke bare siger noget. Vi gør noget. Og jeg synes, vores track record har bevist sig selv,” siger Brian Schøler.

" Vi kigger sjældent på andre bureauer som konkurrenter. Vi koncentrerer os mere om det, som vi gerne vil lave.
Jonas Roth, Creative Director, Uncommon Creative Studio Copenhagen

Hvem er jeres konkurrenter?

”Vi kigger sjældent på andre bureauer som konkurrenter. Vi koncentrerer os mere om det, som vi gerne vil lave,” siger Jonas Roth og uddyber:

”Det er derfor vi kalder os studio og ikke agency. Vi vil gerne ud af den kategori og ikke ligge i en bås, hvor vi opfattes som nogen, der ’laver reklame’. Vi laver også dokumentarfilm, udstillinger, produkter og musikvideoer, og prøver at komme ind i andre typer af spændende kreativitet.”

Men I pitcher også som andre bureauer?

”Det gør vi. Men vi pitcher aldrig bare for at vinde et budget. Det skal være noget, der passer til os,” siger Jonas Roth, der fortæller, at én af de ting, der overraskede ham, da han kom til Uncommon i London for mere end tre år siden, var, at der ingen ’rugbrødskunder’ var.

”På mange andre bureauer har du store kunder, du laver noget for, men som du ikke taler så meget om, og så er der NGO-projekterne, som du sender ind til awardshows. På Uncommon er der en mentalitet, der siger, at man skal levere sit bedste på alle kunder. Der er ikke noget, der får lov til bare at ’rulle ud ad døren’,” siger han, og tilføjer:

”Jeg har tidligere været steder, hvor det hele handlede om at vinde et pitch, og så var kunden inde, og så var det lige meget med resten. Man skulle bare have mere og mere ind, og det dræbte simpelthen kreativiteten.”

Har gang i projekter og pitches i Danmark

Brian Schøler, Jonas Roth og Emil Asmussen fortæller, at de allerede er i gang med konkrete projekter ud af det nye danske Uncommon-kontor.

”Vi er også i nogle pitches, men vi kan ikke afsløre konkrete navne endnu. Jeg kan dog sige, at der er tale om både mindre kunder og helt store, hvor vi ud af Danmark, skal lave noget på tværs af verden,” siger Brian Schøler.

Og han er ikke i tvivl om, at bureauet kan levere.

“Uncommon Creative Studio har igennem de sidste fem år – for både store og små kunder, leveret resultater, som har givet genlyd i hele verden. Ikke blot i UK. At vi i Norden får adgang til sådan en kapacitet kan kun være med til at hjælpe nordiske virksomheder til at stå stærkere,” siger han.  

Hvor stor er den investering, som Uncommon laver for at åbne i Danmark?

”Det er jo lønninger til os tre, kontorleje og på sigt er der også nye kollegaer i budgettet, men vi sætter ikke nuller på ettallet. Det er en strategisk velovervejet disposition fra founders side.”

Bliver nogen af jer medejere eller partnere?

”Nej. Vi har tre founders. De er de eneste ejere,” siger Brian Schøler. 

Hvordan har du det med at slå dørene op til Uncommon i Danmark?

”Det er skørt spændende. Jeg går til opgaven med ydmyghed, men må indrømme, at jeg næsten ikke kan være i hvor stort, jeg synes det er. Det er vildt for den nordiske reklamebranche, at et agency af den kaliber vælger København som sit første ekspansionssted. Det synes jeg faktisk er en kæmpe cadeau til branchen.”