Fire brancheorganisationer er blevet enige om et sæt standardbetingelser for udvikling af digitale projekter. Og det står alle frit for at benytte dem.
I sidste uge kommenterede Dansk Annoncørforening initiativet således:
– Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor ADDA sælger ud af arvesølvet på den måde. De to nye parter, Kreativitet & Kommunikation og Dansk Erhverv, bidrager med lige nøjagtig ingenting til aftalen, sagde Otto B. Christiansen, direktør i DAF.
Han mente, at aftalen, skabt af ADDAs ekspertise til egne og DAFs medlemmer, burde bruges som en gevinst for de pågældende organisationers medlemmer. Og ikke sættes frit til glæde for Dansk Erhverv og K&K, der ikke har bidraget med noget.
Det synspunkt er ADDA lodret uenig i:
– Aftalen har aldrig været eksklusiv, siger Søren Pommer, direktør for Gluu og formand for ADDA. “Tværtimod.”
Han tilføjer:
– Standardbetingelserne er en effektiv måde at fjerne dyre transaktionsomkostninger ved køb af digitale ydelser. Jo mere udbredte de bliver, des flere kræfter kan vi bruge på at udvikle de gode løsninger, som giver værdi. Et projekt bliver jo ikke bedre af at bruge en masse kræfter på at diskutere kontrakter.
Bag det ADDA-skabte digitale aftalesæt står nu Dansk Erhverv, Dansk Annoncørforening og Kreativitet & Kommunikation. Det er en styrkelse, ikke en svaghed, for ADDA:
– Vi er meget stolte af, at så mange bakker op om en fælles standard. Og vi håber, at endnu flere vil benytte den, siger en af forfatterne til standardbetingelserne, Claus Sølvsteen, partner i Peytz & Co og bestyrelsesmedlem i ADDA.
Tilbage til DAF-kritikken. Hvad siger du til, at Otto B. Christiansen kritiserer ADDA for at forære en aftale væk?
– ADDA er først og fremmest en interesseorganisation – med streg under interesse. Vi ser det som vore medlemmers primære interesse, at aftalen bliver brugt af så mange som muligt. Den skal være en reel standard for, at den sparer tid for vores medlemmer og deres kunder, siger Pommer.
Claus Sølvsteen tilføjer:
– I vores verden slår ”åben” altid ”lukket”. Det er open source tankegangen at dele frit for dermed at opnå størst mulig udbredelse. ADDA står for at professionalisere markedet, blandt andet ved at fjerne al bøvlet med at udarbejde en ny kontrakt for hvert projekt. Det opnår vi bedst ved at dele en standard med alle.
Et af forbillederne for standardbetingelser er byggebranchens AB92, som er et sæt aftaledokumenter, der anvendes i langt de fleste professionelle byggesager. AB92 anvendes af både det private og det offentlige, og beskriver bygherrens og entreprenørens rettigheder og pligter.
Og AB92 havde næppe opnået samme udbredelse, hvis den var eksklusiv for medlemmer af særlige foreninger.
Er det så ambitionen, at også staten skal benytte aftalen?
– Selvfølgelig, slutter Søren Pommer med et smil.
Standardbetingelserne kan hentes frit og kvit her.