Kan katten virkelig blive gode venner med musen?

Det spørgsmål stillede man for knapt et halvt år siden sig selv hos tech-virksomheden Zuuvi og det digitale bureau Adjust, der har ekspertise inden for digital annoncering til programmatiske displayformater. Altså kort og godt laver de annoncer, der bliver indrykket på det utal af annonceplaceringer, der findes på internettet.

Adjust og Zuuvi har i årevis kæmpet om mange af de samme typer kunder. På den ene side som det kreative bureau, der gerne vil lave de digitale kampagner for kunderne.

Og på den anden side som tech-selskabet med platformen, hvor annoncører inhouse selv kan bygge og lancere sine digitale kampagner.

Men det giver ingen mening at konkurrere så intenst om kunder, der enten skal lægge alle pengene inhouse på en tech-platform eller outsource og købe komplette digitale annoncepakker fra et kreativt bureau, lyder konklusionen begge steder.

I stedet for indgår man derfor nu et tæt samarbejde.

”Vi har deltes om et marked tidligere, og vi har helt sikkert arbejdet imod hinanden. Men vi har på den ene side noget tech-ekspertise, imens Adjust har den kreative ekspertise. Og vi tror på, at det vil hjælpe marketingafdelingerne, hvis vi kunne arbejde tættere sammen,” siger Alexander Augustesen, der er CEO og medstifter af Zuuvi.

Snusfornuftigt samarbejde

Og hos Adjust Digital lyder det også, at man så noget snusfornuft i at arbejde tættere sammen med Zuuvi.

Her kan CCO og partner, Carlo Palmisano, blandt andet fortælle, at man ofte har oplevet at skulle bygge kampagner til marketingafdelinger, som inhouse gjorde brug af Zuuvis platform.

”De har et system, der er best pratice. Og vi har viden om, hvordan man bygger præcis de rette formater digitalt. Hvorfor skulle vi ikke forsøge at hjælpe kunderne med at få det optimale ud af deres setup,” siger Carlo Palmisano.

Han oplever, at det aldrig har været mere komplekst, ressourcekrævende og afgørende at lykkes med sin digitale annoncering som marketingafdeling.

Netop derfor tror han også på, at Zuuvi og Adjust sammen kan hjælpe marketing med at få mest muligt effekt ud af annoncekronerne.

”Det er komplekst, og marketing bruger utroligt meget krudt og energi på den digitale annoncering,” siger han.

”Men du skal så meget nu, at det er svært at følge med. Der er mange formater, nye teknologier og samtidig skal de udvikle kreative kampagner. Når du så på grund af manglende ressourcer ender med at gå på kompromis, er det spildt af annoncekroner. Det er tåbeligt. Det er nogle af de mest barske medier at sjuske på, fordi du har så kort tid med forbrugerne. Derfor skal du forfine dit kreative arbejde,” siger han.

Det er netop det kreative ben, som Zuuvi vil styrke ved at arbejde tættere sammen med Adjust.

Og samtidig har Adjust internt investeret i, at både kreative og ledelseslaget er blevet specialister i Zuuvis platform. Kort og godt vil man her, hvis kunder har investeret i tech-platformen, arbejde på at levere så gode kreativer til platformen som muligt.

Ingen fusion

Det tætte samarbejde betyder dog ikke, at selskaberne flytter fysisk sammen. Og der bliver heller ikke tale om nogen fusion, siger Alexander Augustesen fra Zuuvi.

”Rent juridisk slår vi ikke CVR-numrene sammen. Vi har to selskaber med hvert deres ekspertområde, som laver et tæt partnerskab. Det er snarere et eksempel på gamle konkurrenter, der bliver gode venner,” siger han.

CEO’en for Zuuvi mener desuden, at der som bureau er brug for, at man både kan tilbyde løsninger til de marketingafdelinger, der inhouser sine digitale kampagner – men at man også kan bygge på med ekstra løsninger, kreativ sparring eller anden hjælp til marketingafdelinger, der har behov for det.

Altså en mere hybrid model for bureau-samarbejder. Og det er den udvikling i en tiltagende mere kompleks digital marketingverden, de to virksomheder håber at profitere af.

”Markedet er i rivende udvikling. Og mange steder har man brug for en kombination af inhouse ekspertise og outsourcing. Der bliver produceret mere indhold til flere digitale kaneler end nogensinde før. Det er svært for både marketing manageren, CMO’en og designeren at følge med. Og det kan føre til at kvaliteten daler, fordi du skal skalere så meget op i mængde,” siger han.

Har krævet mod

De to virksomheder erkender også, at det har været med en del sommerfugle i maven, at man har givet hinanden indsigt i forretningerne.

”Den sværeste del ved starten af samarbejdet var at sætte sig over for hinanden og åbne bøgerne. Det var angstprovokerende. Her er det, vi har kæmpet med at opnå i 15 år. Der skulle vi virkelig være åbne over for hinanden,” siger Carlo Palmisano.

Og det kan Alexander Augustesen genkende.

”Nu står løven i buret, og vi skal åbne det op. Vi gør det, fordi ser et klart fællesskab, hvor vi kan give kunderne det rette bud på deres digitale markedsføring. Men det har krævet noget mod at sige: Her er vores kunder, her er vores omsætning,” siger Alexander Augustesen.