De digitale bureauer Kruso og No Zebra har indgået et strategisk samarbejde, der indebærer, at Kruso overtager No Zebras tekniske udviklingsaktiviteter.
Det skriver de i en pressemeddelelse til mediet Markedsføring.
Samarbejdet trådte ifølge meddelelsen i kraft den 1. oktober 2025 og betyder, at No Zebra fremover fokuserer på marketing, AI og digital forretningsudvikling, mens Kruso styrker sit teknologiske setup.
”At kunne annoncere et strategisk samarbejde med No Zebra, der vil kunne supplere vores fokus og services inden for innovative tech og commerce, er en stærk strategisk udvikling for den danske del af Kruso,” siger Lars Ørum Andersen, CEO hos Kruso, i meddelelsen.
”Vi ser samarbejdet som en naturlig forlængelse af vores ambition om at være en af de mest betroede digitale full-service-partnere i de markeder, vi leverer i,” tilføjer han.
Kan koncentrere sig om kerneområde
Hverken Kruso eller No Zebra ønsker at oplyse købsprisen for opkøbet.
Men med den nye aftale får Kruso ifølge meddelelsen tilført en række udviklingsressourcer fra No Zebra, mens de to selskaber fremover vil samarbejde om projekter, der kombinerer teknologi, strategi og marketing.
Ifølge Jesper Holm Joensen, CEO hos No Zebra, skal aftalen give kunderne adgang til mere specialiserede tekniske kompetencer, mens No Zebra kan koncentrere sig om sit kerneområde.
”Vi er stolte af de digitalt ambitiøse kunder, der har betroet os udviklingen af deres digitale forretning. Derfor er vi glade for, at de nu får glæde af en endnu stærkere og mere specialiseret digital leverance i samarbejdet med Kruso. Samtidig kan vi fokusere endnu skarpere på vores kerneforretning inden for marketing, AI og digital forretning,” siger han i meddelelsen.
Allerede første fælles kunde
De to bureauer oplyser, at samarbejdet allerede har ført til den første fælles kunde — de kan endnu ikke oplyse hvilken – men kan dele, at der en dansk virksomhed inden for infrastruktur og retail.
Ifølge Kruso har bureauet omkring 140 medarbejdere fordelt på otte kontorer i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland og Ukraine.
No Zebra beskæftiger 25 medarbejdere i København og Aarhus.