“Vi møder ofte kunder, der efterspørger digitale leverancer, som kræver hurtig eksekvering og tæt dialog – og det er præcis dét, ‘We Are Heavy’ mestrer.”
Sådan lyder det fra Lars Berntsen, der er CEO på det digitale bureau Dwarf, i en mail sendt til Markedsføring, hvor han oplyser, at bureauet har købt 60 procent af det digitale konsulentbureau We Are Heavy.
Vi bad ham uddybe årsagerne til, at Dwarf har valgt at købe sig ind i nye kompetencer igen – blot to år efter, at bureauet investerede i motion studio-bureauet Benny Box.
”Dwarf arbejder som langsigtet strategisk partner inden for digitale produkter, apps, e-commerce og AI, hvor forretning, design og teknologi tænkes sammen i komplekse, skalerbare setups. Men vi kan se, at flere og flere kunder efterspørger digitale leverancer med hurtig eksekvering og tæt dialog – og det er We Are Heavy stærke til,” skriver Lars Berntsen i en opfølgende mail og tilføjer:
”Samtidig giver samarbejdet os i Dwarf mulighed for at blive endnu skarpere på det, vi er sat i verden til: digitale løsninger med strategisk tyngde og langsigtet udvikling, hvor design og teknologi spiller tæt sammen. Så partnerskabet gør det muligt at imødekomme flere digitale behov uden at gå på kompromis med kvalitet, faglighed eller kultur.”
”Partnerskab frem for en klassisk overtagelse”
Ifølge Lars Berntsen er We Are Heavy en udbygning af Dwarfs eksisterende kompetencer, og han er ikke i tvivl om, at de passer perfekt ind i bureauets kompetencemix på design og teknologi.
Hvad er det konkret for kompetencer, I får ind, som kan komplettere dem, I allerede har?
”We Are Heavy har opbygget en enkel, effektiv og kreativ måde at arbejde på, hvor idéer hurtigt omsættes til solide digitale løsninger. De er særligt stærke på mindre og mere afgrænsede opgaver, hvor tempo, nærhed og fleksibilitet er afgørende,” lyder det fra Lars Berntsen, der uddyber:
”Deres historik viser et stærkt digitalt håndværk og en evne til at levere velfungerende websites og digitale løsninger, der skaber værdi i praksis. Vi deler den samme faglige tilgang til digitalt design og teknologi, men har forskellige processer og skala. Netop den forskellighed gør, at vi kan supplere hinanden og styrke hver vores position i markedet.”
" Med samarbejdet får vi mulighed for at supplere hinanden gennem vores respektive kundebaser og netværk, hvilket giver bedre kommercielle forudsætninger fremadrettet.Lars Berntsen, CEO, Dwarf
Hvordan kan det være, at I ’kun’ køber 60 procent og ikke hele butikken?
”Det har været et bevidst valg. We Are Heavy er skabt og drevet af Thomas Kjaergaard og Simon Busborg, og deres fortsatte ejerskab og engagement er afgørende for bureauets identitet, kultur og relationer,” siger Lars Berntsen og tilføjer:
”Vi ser det som et partnerskab frem for en klassisk overtagelse. Med 60 procent skaber vi et solidt fundament for samarbejdet samtidig med, at Thomas og Simon fortsat har medejerskab, indflydelse og ansvar for den daglige drift og udvikling af We Are Heavy. En model vi har set fungere fra vores seneste opkøb af Benny Box for to år siden.”
”Et solidt fagligt fundament og en tydelig efterspørgsel”
Lars Berntsen ønsker ikke at løfte sløret for økonomien i handlen, men lægger vægt på, at We Are Heavy fortsætter under eget brand-navn og som selvstændig juridisk enhed med egne regnskaber.
Hvad er årsagen til, at I vælger at køre dem videre under deres eget brand-navn?
”We Are Heavy har siden 2016 opbygget et navn i branchen og en stærk kundeportefølje, som vi ønsker at bevare og styrke. Samtidig møder bureauet markedet på en anden måde end Dwarf – med en mere direkte, hurtig og lean tilgang. Ved at bevare brandet kan begge bureauer fortsat stå tydeligt i markedet og dække forskellige digitale behov,” siger Lars Berntsen.
We Are Heavy drives i dag af Thomas Kjaergaard og Simon Busborg, og de fortsætter som de daglige kræfter i bureauet.
I forbindelse med samarbejdet er én medarbejder overgået til Dwarf, og We Are Heavy arbejder fremadrettet med mulighed for at samarbejde med Dwarfs teams på konkrete opgaver efter behov, oplyser Lars Berntsen.
Jeg kan se, at We Are Heavy har ligget med underskud og going concern i tre år – hvad har jeres overvejelser om det været i forhold til opkøbet?
”Vi har haft en meget åben dialog om, at We Are Heavy har haft nogle økonomisk udfordrende år. Samtidig er det værd at nævne, at bureauet tidligere har været væsentligt større og for nogle år tilbage bestod af omkring 15 medarbejdere og har dermed erfaring med både drift og levering i en anden skala,” siger Lars Berntsen og tilføjer:
”Vores vurdering er, at der fortsat er et solidt fagligt fundament og en tydelig efterspørgsel efter netop den måde, We Are Heavy arbejder på. Med samarbejdet får vi mulighed for at supplere hinanden gennem vores respektive kundebaser og netværk, hvilket giver bedre kommercielle forudsætninger fremadrettet. Ambitionen er at styrke forretningen i fællesskab, også økonomisk, uden at gå på kompromis med bureauets måde at arbejde på.”