For år tilbage blev det digitale bureau Dwarf og illustration- og motionstudiet Benny Box hyret af DR til at designe og udvikle et spil til Ramasjang – og nu køber Dwarf sig ind i Benny Box.

Det fortæller parterne i en kort meddelelse.

Benny Box er stiftet af Creative Director Esben Fisker i 2005, og teamet, der ud over ham består af af fire motion designere, har faktisk allerede delt adresse med Dwarf siden foråret.

De to bureauers respektive Creative Directors ser nu frem til en markant forstærkning af samarbejdet.

“Det er virkelig spændende at komme til at arbejde endnu tættere med nogen, der tænker anderledes end vi gør,” siger Esben Fisker i meddelelsen, hvor Kasper Møller fra Dwarf også mener, at samarbejdet åbner ’nye muligheder for fremtidige projekter’.

“For os er den humor og skævhed, som Benny Box kendetegnes ved, med til at løfte vores koncepter og ideer til nye højder. Nu kan vi fra start arbejde meget bedre sammen på de projekter, vi får, og det kommer til at forstærke alt, hvad vi laver, ” siger han i meddelelsen.

Stort potentiale

Dwarf, der har eksisteret siden 2000, har i det forgangne år udvidet forretningen, både i dobbelt kontorstørrelse og antal medarbejdere og har altså nu også budt Benny Box-teamet velkommen i familien. 

Og ifølge CEO hos Dwarf, Lars Berntsen, har samarbejdet et stort vækstpotentiale. 

”Vores kulturer, synergier og kompetencer går hånd i hånd i forhold til, hvad markedet efterspørger, så her er Benny Box et perfekt match. En af vores værdier på bureauet er i øvrigt også, at vi skal have det sjovt, og her passer Benny Box også perfekt ind,” siger han i meddelelsen. 

Men hvorfor investere i et andet selskab? Kunne I ikke ‘bare’ selv have ansat nogle folk med tilsvarende kompetencer?

”Hos Dwarf har vi allerede kompetencer inden for motion/film og illustration, men vi er langt fra det niveau, som Benny Box kan præstere. Det vil være for krævende og ressourcetungt for Dwarf at opbygge disse kompetencer organisk,” skriver Lars Berntsen på en mail til Markedsføring.

Han tilføjer:

”Benny Box er de bedste i branchen inden for deres felt, vi har en fantastisk kemi med dem, og vi har forvejen samarbejdet på flere fælles projekter. Derfor var det formelle samarbejde en “no-brainer” for begge parter.”

De to nye partnere ønsker ikke at oplyse, hvad Dwarf har betalt for de 33 procent af Benny Box.