Midt i afskaffelsen af Store Bededag, politiske udmeldinger om, at vi alle skal arbejde mere og udsigt til, at danskerne kan forlade arbejdsmarkedet som 75-årige, går det digitale bureau Abtion nu i den stik modsatte retning.

Bureauet har etableret ”Institut for 4-dages arbejdsuge” som en selvstændig virksomhed, der dels vil hjælpe andre virksomheder med at implementere en 4-dages arbejdsuge – og dels arbejde på at skabe grundlag for mere dansk forskning på området.

Det har absolut intet som helst politisk sigte, lyder det fra Mads Hofman Hansen, CEO & Partner i Abtion, i et interview med mediet Markedsføring om det nye initiativ.

”Vi har selv praktiseret at arbejde 30 timer om ugen, mandag til torsdag, siden september 2019, og idéen er opstået, fordi vi gennem det seneste par år har fået flere og flere henvendelser fra andre virksomheder, som vil høre, hvordan vi bærer os ad med det,” siger han, og tilføjer:

Mads Hofman Hansen, partner og bestyrelsesmedlem i "Institut for 4-dages arbejdsuge" og CEO i det digitale bureau Abtion. Foto: PR

”Vi kan reelt se, at vi faktisk selv er mere effektive, mere fokuserede, holder kortere møder, er mindre stressede, og stadig leverer samme kvalitet i output, så vi synes, vi har fat i noget rigtigt i forhold til et mere bæredygtigt arbejdsliv.”

”En evig løben efter den næste time”

Konkret har ejerkredsen bag Abtion etableret ”Institut for 4-dages arbejdsuge” som en selvstændig virksomhed med Bo Kønskov Hansen som direktør – og med adfærdsforsker og forfatter Morten Münster som medejer. 

Michael Pedersen fra CBS, der underviser og forsker i blandt andet selvledelse og forholdet mellem vaner og forandring, er associeret partner og sidder i bestyrelsen.

Som bestyrelsesforperson sidder Pernille Garde Abildgaard, direktør og stifter af den netværksbaserede virksomhed ”Take Back Time”, der arbejder for at udbrede budskabet om, at vi kan indrette vores arbejdsliv meget smartere, end vi gør i dag.

Men hvorfor er der brug for sådan nogen som jer?

”Det er der, fordi den branche vi er i, lever af at sælge vores timer. Det er en evig løben efter den næste time. Men nu har jeg selv været i gamet i rigtig mange år, og jeg har også arbejdet de der 60-70 timer om ugen for at nå et kundeprojekt og for at komme i mål,” siger Mads Hofman Hansen og fortsætter:

”Både jeg og andre kollegaer har oplevet at været ved at knække nakken på det, men da vi gik ind i en fire dages arbejdsuge, erfarede vi, at vi blev mindre stressede. Vi fik bedre løsninger, altså nogle bedre produkter igennem vores forretning. Vi formåede at øge vores indtjening. Og vi havde det sjovere, når vi var på arbejde. De erfaringer tror vi, mange gerne vil lytte til.”

”ikke en ny pengemaskine”

Hvorfor kalder I det ”institut”?

”Fordi det lyder mindre kommercielt, og vi gerne vil dyrke forskningsdelen. Desuden vil vi helst ikke ses som et konsulenthus, der kun er interesseret i at sælge konsulenttimer, fordi det er ikke tilfældet. Det her er ikke noget, vi kommer til at blive rige på, men vi kommer forhåbentlig til at kunne ændre nogle processer i en række danske virksomheder, og det er det, der har været fokus,” siger Mads Hofman Hansen.

Men det er vel stadigvæk meningen, at det skal være en forretning, ikke?

”Jo, det skal være selvbærende. Og vi tilbyder ydelser i form af workshops og foredrag og sådan noget. Men det er ikke meningen – og det lyder måske frelst – at det bare er en ny pengemaskine. Vi henvender os heller ikke superbredt. Hvis vi gjorde det, ville vi nok have kaldt os ’Institut for Bedre Arbejdsliv’ eller lignende, men det er ikke den bane vi vil ind på.”

" Vi stiller ikke bare med flotte slides og siger, hvordan man teoretisk kan gøre det. Vi har gjort det.
Mads Hofman Hansen, CEO i det digitale bureau Abtion og medstifter af "Institut for 4-dages arbejdsuge

I har selv kørt 4-dags arbejdsuge siden 2019. Er det nok til at kunne rådgive andre?

Godt spørgsmål, og nej, for der er virkelig ikke noget værre end sådan nogle selvbeslåede eksperter. Og det er jo præcis derfor vi er teamet op med eksperter som Morten Münster og Michael Pedersen og andre, siger Mads Hofman Hansen og tilføjer:

”Men det, vi har med fra Abtion, er hands on-erfaring, vi gør det, vi har været igennem de faser, der ligger i at gennemføre konverteringen, og vi har bevist, at det kan lade sig gøre. Så vi stiller ikke bare med flotte slides og siger, hvordan man teoretisk kan gøre det. Vi har gjort det. Så jeg synes ikke, vi går i lånte fjer.”

”En bedre udgave af mig selv”

Den vigtigste målsætning for instituttet er ifølge Mads Hofman Hansen at skubbe til øget forskning på området.

”Noget af det, vi rigtig gerne vil nå i 2024, er at få gennemført forskningsprojekter, så vi får noget evidens for, hvordan er trivslen og arbejdseffektiviteten påvirkes af en 4-dages arbejdsuge,” siger han og tilføjer: 

”Der er en del udenlandske studier, der viser, at 4-dags arbejdsuger kan være lige så effektive som 5-dages, at indtjeningen ikke falder, og at medarbejdertrivslen bedres. Er der hold i det, eller er det bare en fiks idé? Det vil vi gerne kunne lave noget forskning på dansk jord omkring også.”

Økonomiske målsætninger sætter Mads Hofman Hansen ikke konkrete tal på, men siger:

”Det ville være at tage munden for fuld, hvis jeg sagde, at vi havde nogle flotte, klart definerede mål der. Men vi vil som sagt gerne igangsætte noget forskning på dansk jord i forhold til effekterne af en 4-dages arbejdsuge, og der vil vi gerne have en 25-30 virksomheder med i et forsøg næste år.”

Indtil videre har 6-8 virksomheder ifølge Mads Hofman Hansen meldt sig som interesserede, og i forhold til finansieringen er man ”i dialog med flere forskellige parter”, som der dog ikke kan sættes navne på endnu.

Kan du selv overholde de 30 timer, nu hvor I etablerer instituttet? Der er jo stadig et bureau, der skal drives?

”Nu er jeg ikke selv inde over driften af instituttet, men holder mig på bureauet, så det kan jeg. Og det skal jeg. Hvis ikke ledelsen går forrest, går det lynhurtigt galt. Skriver chefen for eksempel til en medarbejder på fredagen, som er på fridag, holder det ikke,” siger Mads Hofman Hansen og tilføjer:

 ”I øvrigt har min kone sagt, at jeg er blevet en bedre udgave af mig selv, efter vi fik en 4-dags arbejdsuge. Det er jo positivt. Og vigtigt.”