Efter at have stået i spidsen for Creative Circle siden 2015 stopper Dorte Nielsen nu i rollen som forperson.

I stedet for overtager Asbjørn Poulsen, til daglig CXO i Kruso, rollen. Samtidig bliver Rie Sloth Rasmussen næstforperson – den rolle har hidtil været besat af Louis Pilmark. Hun er til daglig er head of creative i Matas.

Det nye forpersonskab bliver afrundet af tidligere forperson Stig Lauritzen som økonomiansvarlig.

“Det er et stort skifte. Og den vigtigste opgave bliver at bringe foreningen videre. At samle de kreative industrier og styrke medlemsdelen. De skal blive ved med at holde det høje faglige niveau,” lyder det om opgaven for den nye ledelse i Creative Circle fra Dorte Nielsen.

Hun fortsætter selv som bestyrelsesmedlem i Creative Circle med ansvar for blandt andet foreningens repræsentation på Cannes Lions og awarden Our Sustainable Future – med andre ord det internationale ben for Creative Circle.

Fra den nye forperson, Asbjørn Poulsen, lyder det, at det bliver en markant opgave at tage over efter Dorte Nielsen.

“Først og fremmest så er det store sko at fylde ud. Dorte har gjort et uvurderligt stykke arbejde for Creative Circle. Det er virkelig vildt. Hun har løftet det med masser af energi. Det er vigtigt at føre videre,” siger han.

Om sin vigtigste opgave som ny forperson siger han:

“Jeg synes, at Creative Circle er et samlingspunkt for den kreative branche. Det er meget end bare en fest og hæder. Det har en rolle, der altid har været vigtig – og lige nu, hvor det gode menneskeskabte kreative arbejde har en tid, hvor alt er oppe i luften, er det endnu vigtigere.”

“Min tilgang til det at være forperson er, at jeg gerne vil samle og facilitere og skabe et rum til dem, der vil noget med det her. Det er sådan, jeg griber det an.”

Asbjørn Poulsen, der tidligere i karrieren var medstifter af bureauet Magic People Voodoo People, fortæller, at Creative Circle selv har spillet en betydelig rolle som flagskib i hans karriere på flere bureauer.

“Jeg er opvokset på digitale designbureauer, hvor jeg har oplevet, hvad det kan gøre, når man begynder at arbejde hen imod at vinde den hæder. Både i forhold til at sætte en høj faglig barre internt og for at skabe en fælles ambition med en kunde, og også hvordan det kan være med til at tiltrække unge talenter til et bureau. Der er så mange positive effekter ved Creative Circle, at det er svært ikke at have lyst til at bære det videre, når Dorte synes, det var tid,” siger han og tilføjer:

“For mange år siden havde jeg en periode i Hello Monday, hvor jeg oplevede, hvor vildt det rykkede for et bureau at være med om Creative Circle. Det vil jeg enormt gerne være med til. Og så synes jeg, det er en bestyrelse, der både har et ret vildt mix af erfaring, viden, faglighed og gåpåmod – og det er svært ikke at blive draget af.”

Stor udvikling i det kreative landskab

Dorte Nielsen var første gang forperson for Creative Circle fra 2007 til 2009 – hvor man blandt andet ændrede navnet på prisfesten Guldkornet til Creative Circle Awards og samtidig udvidede paletten til også at rumme design, digital og digital advertising.

“Da jeg stillede op som forperson i 2007, var det for at lave noget fornyelse. At se anderledes på de kreative industrier. Jeg vil gerne højne det kreative niveau, og det gør vi ved at inspirere hinanden,” siger Dorte Nielsen.

“Pludselig favnede vi på tværs af det digitale, reklame og design. Det var en stor professionalisering. Vi brugte min erfaring internationalt til at lave nogle nye regelsæt. Det var spændende at inspirere hinanden i forhold til det kreative arbejde.”

I sin anden periode som forperson fra 2015 har Dorte Nielsen oplevet en stor udvikling i det kreative landskab – og en sammensmeltning af det digitale og det kreative felt.

“Vi har fulgt med tiden. Pludselig gav det ikke mening, at det hed advertising eller digital advertising. Alt blev digitalt. Vi har justeret det og har hele tiden holdt øje med, hvad der sker internationalt,” siger hun.

“Noget af det, jeg synes, der har været spændende, har været, at vi satte Danmark på verdenskortet. Pludselig fik jeg opringninger fra USA fra andre priser. For mig handlede det om at få dansk kreativitet ud at leve, Hvordan kan vi styrke vores branche for at lave bedre og mere effektivt kreativitet. Det hænger stærkt sammen,” siger hun.

Dorte Nielsen oplever, at hun efterlader Creative Circle og Creative Circle Awards et stærkt sted – og i trygge hænder. Og så glæder hun sig til fortsat at hjælpe foreningen, men i anden rolle, imens hun samtidig fortsætter som leder af center for kreativ tænkning.

“Det har været super sjovt, og nu skal jeg løfte noget af det, der tager Danmark næste skridt ud i verden. Og det er vigtigt, der er en ny ledelse, der kan se på kernen i Creative Circle.”