Hvem havde forestillet sig, at en mindre lokaldestination på Sjælland kunne blande sig med verdens største turistnationer. Og ovenikøbet overhale flere af dem?
Det er ikke desto mindre, hvad der netop er sket, efter at dronefilme A Breathtaking Journey, der skal promovere Faxe er blevet kåret verdens fjerdebedste turismefilm i kategorien ’Regional promovering’ til World Tourism Film Awards i Portugal.
Det skriver Visit Sydsjælland & Møn i en pressemeddelelse.
Filmen er skabt af Visit Sydsjælland & Møn i samarbejde med Business Faxe og har ifølge meddelelsen til formål både at tiltrække danske og internationale gæster.
Ifølge Visit Sydsjælland & Møn var der fysiske priser til de fem bedste turismefilm i kategorien, der var i konkurrence med 4.000 film fra mere end 50 lande ved festivalen,
”Det er det vildeste skulderklap at modtage den her pris, og så ovenikøbet ved det store finaleshow. Tænk, at vi har givet kæmpe turistnationer som Spanien og Portugal baghjul,” siger Mike Olesen, marketingchef i Visit Sydsjælland & Møn, i meddelelsen.
”De arbejder med nogle helt andre markedsføringsbudgetter, end vi gør, så alene det, at vi kan gøre os gældende i en international arena af den kaliber, er helt utroligt,” tilføjer han.
En flyvetur gennem Faxe
Dronefilmen fra Faxe er skabt som ét langt flyveskud, hvor kameraet forbinder områdets største attraktioner – fra Gisselfeld Kloster og Faxe Kalkbrud til Skovtårnet ved Camp Adventure.
”Som seer har man følelsen af at være til stede på de lokationer, der filmes. Hvad end det er som medpassager på en svævebanetur på Feddet Strand Resort eller som en fri fugl, der nærstuderer Skovtårnets ikoniske arkitektur fra alle vinkler,” siger projektleder Natasja Haastrup Hartmeyer fra Visit Sydsjælland & Møn om filmen.
Filmen er ifølge Visit Sydsjælland & Møn optaget med en FPV (First Person View, red.)-drone, som er en særlig manøvredygtig drone styret gennem videobriller, fløjet af dronepiloten Thomas Rafn.
Det sømløse flow mellem en række lokationer, som dronen også tilgår indendørs, er skabt af videomager Anders Kongshaug, som ifølge meddelelsen høstede ros fra World Tourism Film Awards-juryen for sin redigering af filmen.
Allerede en række priser i bæltet
A Breathtaking Journey har tidligere vundet priser på New York Festivals, US International Film Festival i Los Angeles, Japan Tourist Film Festival og den spanske Les Terres i Barcelona.
Og det er summen af point fra disse sejre, der har løftet filmen ind i top 5 til World Tourism Film Awards, der fungerer som en samlende finale-award.
”World Tourism Film Awards kan sådan set bedst sammenlignes med tennissportens ATP-finale, hvor årets bedste mødes i en afgørende duel,” siger Anders Kongshaug om den afgørende placering til produktionen.
Ubetalelig eksponering for dansk turisme
Hos Business Faxe var begejstringen lige så stor, da prisen blev uddelt i UNESCO-byen Guimarães.
”Det betaler sig nogle gange at gå utraditionelt til værks. Der er benhård konkurrence om de internationale turister, så for os gælder det om at blive set og hjælpe erhvervslivet i Faxe godt på vej,” siger turismeprojektleder Ane Dolward i meddelelsen, hvor hun tilføjer:
”Den her eksponering er ubetalelig og giver indtryk af, at der er rigtig meget at komme efter som turist i Danmark.”
Du kan se A Breathtaking Journey-filmen nedenfor.